Elektrolytter

Eletrolytter er et udtryk, der anvendes i lægevidenskaben og i fysik/kemi. Elektrolytter er salte – mere præcist ioner.

Betegnelsen elektrolyt indikerer, at ionet er elektrisk ladet – enten er positivt (katode) eller negativt (anode) ladede.

Når man taler om elektrolytter i lægevidenskaben, bruges ofte udtryk som:

• Elektrolytter i blodet
• Elektrolytforstyrrelser
• Elektrolytbalance(n)
• Elektrolytter i kroppen

Niveauet af elektrolytter i blodet kan blive for højt eller for lavt – derfor bruges udtrykket elektrolytbalance.

Abnormaliteter i elektrolyt niveauerne eller elektrolyt-abnormaliteter betyder at der sker en elektrolytforstyrrelse (at elektrolytterne er ude af balance).

Kroppens primære elektrolytter er:

• natrium
• kalium
• calcium
• magnesium
• klorid
• fosfat
• karbonat

De mest almindelige og hyppigt forekommende problemer med elektrolytter opstår, når natrium-, kalium- eller calcium-niveauerne er ude af balance. Ofte ændrer elektrolyt-niveauerne sig, når mængden af vand i kroppen ændres (væskebalancen).

Læger refererer til et lavt elektrolyt niveau vha. forstavelsen “hypo” og til et højt niveau vha. forstavelsen “hyper”. Præfixen (forstavelsen) kombineres med det videnskabelige navn for elektrolytten: F.eks. kaldes et lavt niveau af kalium hypokaliæmi og et højt niveau af natrium hypernatriæmi.

Ældre mennesker har større sandsynlighed for at udvikle abnormaliteter i deres elektrolyt niveauer, fordi de er mere tilbøjelige til at overhydrere eller dehydrere. Hovedårsagen hertil er, at nyrerne fungerer dårligere og dårligere, i takt med at kroppen aldres.

Anvendelse af nogle medikamenter – heriblandt afføringsmidler – kan øge risikoen for udvikling af abnormaliteter i elektrolyt niveauerne.

Mange kroniske sygdomme samt sygdomme, der involverer opkast, feber og/eller diarre, kan resultere i elektrolyt-abnormaliteter.

Elektrolyt-abnormaliteter kan diagnosticeres ved at måle elektrolyt niveauerne i en blod- eller urinprøve.

Behandling af lave elektrolyt niveauer kan indebære, at lægen anbefaler patienten en kostsammensætning, der rig på de pågældende elektrolytter.

Hvis elektrolyt-niveauerne er meget lave, kan elektrolytterne gives intravenøst (via en sprøjte der inføres i en blodåre).

Hvis elektrolyt-niveauerne er for høje, består behandlingen i at indtage mere væske. I nogle tilfælde gives væsker også intravenøst.

Behandlingen kan være mere kompleks, hvis tilstanden/forstyrrelsen, der forårsager de elektrolyt-abnormaliteter, også skal behandles.