Om herpes i skeden

• Symptomer på herpes hos kvinder
• Komplikationer 
• Herpes i skeden og smitte
• Herpes i skeden under graviditet
  • Risici for at smitte barnet under fødslen
• Behandling
• Forebyggelse

 For supplerende information henvises til artiklen: herpes genitalis

Det første udbrud af herpes genitalis er normalt voldsommere end tilbagevendende udbrud. Kvinder har tendens til at få voldsommere symptomer end mænd. Samtidig er risici for komplikationer højere hos kvinder.

Herpes genitalis kan ramme skeden, skedeåbningen, urinrøret, livmoderhalsen, skamlæber, mellemkødet samt balder og lår. Det første udbrud varer normalt ca.2-3 uger.

Andre symptomer på herpes kan desuden være hævede lymfeknuder i lysken og svie i urinrøret.

Symptomer på underlivsbetændelse kan let forveksles med herpes i skeden eller på livmoderhalsen. Herpes i urinrøret kan desuden fejldiagnosticeres som urinvejsinfektion.

Hvor smertefulde sår normalt opstår, når herpes bryder ud første gang, er tilbagevendende episoder af herpes ikke nødvendigvis forbundet med udslæt. Mange kvinder oplever kun irritation uden udslæt.

• Vandladningsproblemer
• Meningitis (hjernehindebetændelse) 

Ca. halvdelen af nyfødte babyer med herpes (såkaldt neonatal herpes) får hjerneskader eller dør.

Så snart man udsættes for herpes simplex virussen (HSV), kan der gå op til en uge fra smitte til symptomerne optræder. Dvs. under inkubationstiden er der ingen symptomer, og virussen smitter ikke.

Det skal dog understreges, at symptomene på et et herpesudbrud ikke altid er synlige eller mærkbare. Derfor kan man sagtens have herpes uden at vide det. Kræv derfor altid, at din partner bruger kondom – i hvert fald indtil, du og din partner er blevet testet for kønssygdomme og er i et fast forhold, hvor I begge ikke har sex med andre.

Et udbrud af herpes er normalt kulminationen af en infektion af huden, som manifesterer sig i form af kløe og en prikkende fornemmelse efterfulgt af rødme og dannelse af små væskefyldte blærer, der brister og bliver til smertefulde sår.

Efter nogle dage dannes en skorpe på sårene, som heler uden ardannelse.

Herpes simplex virussen forbliver i din krop, selvom alle tegn på infektionen er væk. Symptomerne kommer og går fra tid til anden hos de fleste mennesker, mens andre aldrig får flere udbrud. Dog synes hyppigheden og alvorsgraden af herpesudbruddene at aftage med tiden.

Mennesker, som lige har haft et udbrud, kan forvente adskillige tilbagendende episoder inden for det første år – det er ikke ualmindeligt med 3-5 udbrud.

Herpes hos nyfødte babyer kan være dødeligt. Hvis du har herpes i udbrud lige før fødslen, er risikoen for at smitte babyen forøget. Hvis du til gengæld tidligere har haft episoder af herpes er risikoen minimal, da barnet er beskyttet af moderens antistoffer. Alligevel vælger man altid kejsersnit, hvis kvinden har et førstegangsudbrud ved fødslen.

Eftersom ikke alle udbrud er synlige eller mærkbare, kan man ikke altid vide, om man har herpes – enten i form af forkølelsessår (herpes simplex virus type I) eller herpes genitalis (herpes simplex virus type II).

Derfor er det ligeså svært at vide, om du ikke har én eller begge af disse former for herpes. Af den grund er du i risikozonen for at blive smittet af din partner.

For at forebygge risikoen for få førstegangsudbrud af herpes ved fødslen bør du undgå samleje og oralsex de sidste par måneder inden fødslen.

Herpes genitalis kan ikke helbredes, da herpes simplex virussen (HVS) ikke forlader kroppen. Dog kan antivirale præparater som aciclovir, valaciclovir og famciclovir forkorte udbruddet og alvorsgraden – de kan endda forbygge udbrud. Valaciclovir kan endda mindske risikoen for smitte.

Det er vigtigt, at kvinder med tilbagevende symptomer i skeden testes for herpes og andre kønssygdomme.

For at undgå at overføre virussen til andre steder på kroppen eller at smitte andre mennesker bør du følge disse forholdsregler:

• Hold det inficerede område rent og tørt
• Undgå at røre herpes-sårene
• Vask hænder, hvis du har rørt det inficerede hudområde
• Undgå samleje i tidsrummet fra de første symptomer til sårene er helet

Her ses bakterien Clostridium botulinum, der forårsager pølseforgiftning

(Klik på billedet for større version)

For supplerende information henvises til artiklen: madforgiftning (fødevareforgiftning)

Pølseforgiftning er en sjælden men alvorlig tilstand, der i værste fald resulterer i døden. Pølseforgiftning  skyldes forgiftning med et giftstof, som produceres af bakterien Clostridium botulinum.

Pølseforgiftning kaldes botulisme på fagsprog . Der findes 3 forskellige former for botulisme:

• Spædbørnsbotulisme (infantil infektion) 
• Fødevareoverført boutulisme (næringsmiddeloverført infektion)
• Sårbotulisme (sårinfektion)

Når man omtaler pølseforgiftning, er det normalt fødevareoverført boutulisme, man refererer til. Resten af denne artikel omhandler derfor udelukkende fødevareoverført botulisme.

Ophavsmanden til udtrykket “pølseforgiftning” er en tysk læge ved navn J. Kerner, der levede fra 1786 – 1862. Kerner fandt på navnet pølseforgiftning, fordi han observerede at Clostridium botulinum-bakterien voksede i dårligt håndterede kødvarer (som f.eks. pølser).

Udtrykket botulisme stammer ligeledes fra Kerner, som her lod sig inspirere af den latinske betegnelse for pølse botulus.

Symptomerne på pølseforgiftning opstår typisk 18-36 timer efter indtagelse af giftstoffet, men kan forekomme så tidligt som 6 timer efter og så sent som 10 dage efter.

Symptomerne på pølseforgiftning kan være:

• Talebesvær og/eller synkebesvær
• Sløret syn eller andre synsforstyrrelser
• Hængende øjenlåg
• Åndedrætsbesvær eller andre vejrtrækningsproblemer
• Kvalme
• Opkast
• Mavekramper og andre mavegener
• Lammelse

Hvis man har mistanke om, at man har pølseforgiftning, bør man straks opsøge læge. Rettidig behandling øger individets sandsynlighed for overlevelse og kan desuden hjælpe myndighederne til at forhindre andre mennesker i at indtage den kontaminerede føde.

Pølseforgiftning stammer almindeligvis fra dårligt konserverede fødevarer – typisk konserverede grøntsager eller frugter. Især hjemmekonserverede fødevarer medfører forhøjet risiko for pølseforgiftning.

Herudover er hjemmelavede fiskeretter ofte årsag til pølseforgiftning. Hos spædbørn – der spædbørnsbotulisme – er årsagen ofte honning eller kontakt med bakteriefyldte overflader som f.eks. et beskidt gulv.

Pølseforgiftning er en alvorlig sygdom, der kan have fatale konsekvenser og hospitalsindlæggelse er derfor nødvendig. 

Omdrejningspunktet i behandlingen af sygdommen er en modgift (antitoksin). Herudover kan lægerne fjerne resterne af kontamineret føde i fordøjelsessystemet ved at fremprovokere opkast hos patienten og evt. også vha. tarmskylning. Tilførsel af ekstra væske og næring kan desuden være nødvendigt

Eftersom årsagen til pølseforgiftning i mange tilfælde er hjemmekonserverede fødevarer, kan man undgå forgiftningen ved at konservere korrekt. Herudover er det desuden hensigtsmæssigt altid at opretholde en god køkkenhygiejne.

Giftstoffet (toksinet) som bakterien Clostridium botulinum producerer, inaktiveres ved kogning i 10 minutter ved 100 grader – derfor kan man minimere risikoen for pølseforgiftning ved at koge fødevarerne før konservering såvel som efter konserveringen (dvs. ved umiddelbart før serveringen).

Hvis fødevarerne kan tåle det, er det desuden anbefalelsesværdigt at trykkoge fødvarerne ved 121 grader i mindst 30 minutter – herved dræbes Clostridium botulinum. Trykkog desuden også beholderen (samt låget) hvori fødevarerne skal konserveres.

Herudover kan man tage følgende forholdsregler for at undgå pølseforgiftning:

• Konservesdåser der buler ud/virker overfyldte, kan være kontaminerede og bør derfor kasseres
• Giv i øvrigt heller ikke honning til børn under 1 år
• Opbevar ikke tilberedte fødevarer ved stuetemperatur – sæt dem i køleskabet
• Olier der er tilsat krydderurter, hvidløg el.lign. bør ligeledes opbevares i køleskabet
• Vask fødevarer grundigt og undgå kontakt med jord

Relevante artikler: diarre og opkast

Har du kvalme og ondt i maven?

• Generelt om kvalme og ondt i maven 
• Årsager til kvalme og ondt i maven

For supplerende information henvises til artiklen: kvalme efter måltider

Kvalme og ondt i maven er almindelige symptomer, som alle oplever på et tidspunkt i livet. Hvis du har maveproblemer såsom diarre og mavesmerter, vil du som ofte opleve kvalme.

Som regel skyldes kvalme og maveonde mindre problemer med fordøjelsen eller en virusinfektion, som forholdsvis hurtigt forsvinder igen.

Det er vigtigt at få stillet en diagnose, da den underliggende årsag til symptomerne kan forværres, hvis patienten ikke får den rette behandling.

I nogle tilfælde kan kvalme og ondt i maven indikere en alvorligere tilstand, som kan kræve behandling.

Kvalme og ondt i maven er ofte to ledsagesymptomer forbundet med mave-tarm-lidelser, der medfører problemer med fordøjelsen.

Følgende årsager forbindes typisk med kvalme og ondt i maven:

• Maveinfluenza (viral gastroenteritis): Maveinfluenza kaldes også ofte roskildesyge eller omgangssyge og er en virusinfektion, som er yderst smitsom og årligt rammer tusindvis af danskere. Maveinfektionen varer normalt 1-2 dage, hvor de typiske symptomer er diarre (tynd afføring), opkast, kvalme og ondt i maven. Pga. væsketab forbundet med diarre og opkast bør du drikke rigeligt med vand for at undgå dehydrering.

   

  Læs evt. artiklen: maveinfluenza

• Mavekatar (gastritis): Hvor maveinfluenza er en virusinfektion, er mavekatar en bakteriel infektion. Bakterien Helicobactor pylori irriterer eller beskadiger mavesækkens eller tolvfingertarmens slimhinde, hvilket gøre ondt i maven og medføre problemer med fordøjelsen. Pga. forringet optagelse af næringsstoffer kan der desuden opstå kvalme.

   

  Læs evt. artiklen: mavekatar

• Mavesår: Mavesår er en bakteriel infektion, som danner åbne sår i mavesækkens eller tolvfingertarmens slimhinde. De typiske symptomer er mavesmerter og kvalme. Symptomerne er tiltager ofte om natten.

• Fødevareallergi: Ofte forbundes kvalme og ondt i maven med fødevarealergi. Som regel opstår symptomerne umiddelbart efter et måltid. 

   

  Læs evt. artiklen: kvalme efter måltid

• Betændelse i bugspytkirtlen (pancreatitis): Bugspytkirtlen er et organ, som ligger bag mavesækken op mod den bageste del af bugvæggen. Dens funktion er at producere enzymer med henblik på at fremme fordøjelsen og optagelse af mad. Mavesmerter, som gradvis bevæger sig mod ryggen og ledsaget af kvalme og opkast er de mest almindelige klager hos patienter med bugspytkirtelbetændelse. Et stort alkoholforbrug, galdesten og lungesygdomme såsom cystisk fibrose er typiske risikofaktorer forbundet med bugspytkirtelbetændelse.

   

  Læs evt. artiklen:  bugspytkirtelbetændelse

• Galdesten: Dannelse af galdesten i galdeblæren kan også resultere i kvalme og ondt i maven. Galdeblærens funktion er bl. a. at opbevare galde, som producers i den nærliggende lever. Kolestorolen i galden kan med tiden gøre galden hård, hvilket kan medføre dannelsen af galdesten. Galdesten inflammerer typisk galdeblæren. Symptomerne er normalt mavesmerter i højre side samt kvalme.

• Forstoppelse: Oplever du daglig forstoppelse, er det sandsynligt at du får kvalme. Kvalmen kan ledsages af maveonde, som ofte forværres under og efter måltider.

   

  Læs evt. artiklen: forstoppelse

• Inflammatorisk tarmsygdom (IBD): Inflammatorisk tarmsygdom er en kronisk betændelsestilstand i tarmen og er samlebetegnelsen for Crohns sygdom og colitis ulcerosa. Ondt i maven, kvalme og appetitløshed er typiske symptomer på kronisk tarmbetændelse. I alvorlige tilfælde kan der udvikles så alvorlige sår i tarmen, kroppens optagelse af næringsstoffer forringes. I så fald kan der opstå kvalme.

   

   Læs evt. artiklen: tarmbetændelse

• Nyresten: Dannelse af nyresten kan også være årsag til kvalme og ondt i maven. Som regel oplever mennesker med nyresten ingen symptomer. Dog kan store nyresten spære for urinvejene, hvilket forårsager pludeslige stikkende smerter i maveregionen, ryggen eller lysken. Kvalme er ofte et ledsagesymptom.

   

  Læs evt. artiklen: nyresten

• Tarmobstruktion: Blokering af tyk- eller tyndtarmen forhindrer passagen af fødevarer gennem tarmene. Som regel skyldes tarmobstruktion enten tumorer, sammenvoksninger (adhærencer) og indeklemt brok. Typiske symptomer på tarmobstruktion er mavesmerter, kvalme og opkast.

• Blindtarmbetændelse: Som regel forbindes blindtarmbetændelse med voldsomme mavesmerter i højre side. For uden have ondt i maven er ledsagesymptomer typisk kvalme, opkast og appetitløshed. Blindtarmbetændelse behandles ved en kirurgisk fjernelse af blindtarmen.

 Relevante artikler: svimmelhed og kvalme, mavesmerter, dårlig fordøjelse, ondt i maven

Her ses et røntgenbillede af en mand med lungeemfysem

(Klik på billedet for større version)

Lungeemfysem er en lungesygdom, hvor lungeblærerne (alveolerne) i lungerne løbende ødelægges. Dette resulterer i åndedrætsbesvær, der gradvist forværres. 

Konsekvensen af lungeemfysem er, at overfladen af patientens lunger mindskes. Dette betyder, at der sker en reduktion i mængden af ilt, der når ud i blodstrømmen. Resultatet heraf er iltmangel i kroppen.

Lungeemfysem kan desuden forårsage kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL – også kaldet rygerlunger). I mange tilfælde optræder lungeemfysem desuden sammen med kronisk bronkitis – og de to sygdomme i kombination er ofte årsagen til kronisk obstruktiv lungesygdom.

Herudover kan lungeemfysem forekomme sammen andre lungesygdomme som f.eks. astma eller bronkiestasier.

Man kan have lungeemfysem i mange år uden at have symptomer (sygdommen plejer først at vise sig i 40-60 års alderen). Når sygdommen viser sig, er åndedrætsbesvær – eller dyspnø som det kaldes på fagsprog - det primære symptom.

Åndedrætsbesværet kan bedst beskrives som stakåndethed eller åndenød, der tiltager gradvist. Mange patienter begynder f.eks. at undgå fysisk anstrengende aktiviter, der gør dem forpustede. Når sygdommen er meget fremskreden, vil patienten have åndedrætsbesvær selv i hvile.

Herudover er det karakteristisk for lungeemfysem, at patienten har svært ved at ekshalere (udånde) fuldstændig – dvs. patienten kan føle, at der fortsat er resterende luft i lungerne efter udånding.

Andre symptomer på lungeemfysem kan være:

• Hvæsende eller pibende vejrtrækning
• Hoste (der i nogle tilfælde skyldes slimproduktion)
• Opspyt af slim

Man bør opsøge læge, hvis man har haft åndedrætsbesvær i længere tid og især hvis problemerne med åndedrættet forværres eller forstyrrer de daglige aktiviteter.

Hovedårsagerne til lungeemfysem er langvarig eksponering for luftbårne irritanter, hvilket i langt de fleste tilfælde skyldes rygning.

I nogle – mere sjældne tilfælde – kan luftforurening, industrielle dampe eller støv fra f.eks. kul, træ, bomuld osv. også forårsage lungeemfysem. Herudover er langvarig astma, Marfans syndrom samt en sjælden arvelig tilstand kaldet alfa-1 antitrypsinmangel også mulige årsager.

Faktorer der øger risikoen for udvikling af lungeemfysem inkluderer:

• Rygning (inklusiv passiv rygning)
• Alder (symptomerne på lungeemfysem starter typisk først ved 40 års alderen)
• Eksponering for støv fra forskellige materialer (typisk i forbindelse med arbejde)
• Eksponering for luftforurening

Man kan ikke kurere lungeemfysem, men der findes flere behandlingsmuligheder, der kan bremse sygdommens fremgang. Behandlingsmulighederne inkluderer:

• Rygestop (se evt. artiklen rygeafvænning for yderligere information herom)
• Medicin (som f.eks. bronkodilatorer – dvs. medicin der udvider bronkierne)
• Iltbehandling (hvor patienten konstant får tilført ilt mekanisk)
• Operation eller lungetransplantation (selvom disse ikke anvendes ofte)

Herudover bør man undgå at opholde sig i områder med luftforurening, hvis man har lungeemfysem.

Hvis man har lungeemfysem, kan man tage flere forholdsregler for at kontrollere symptomerne samt bremse sygdommens udvikling og derved undgå komplikationer. Disse forholdsregler kan være, at man:

• Stopper med at ryge
• Undgår luftbårne irritanter (luftforurening, kemiske dampe, biludstødning m.fl.)
• Er fysisk aktiv og opretholder en god kondition (i det omfang det er muligt)
• Beskytter sig selv mod kold luft (som kan forværre åndedrætsbesværet ved lungeemfysem)
• Undgår infektioner i luftvejene (undgå syge mennesker og tal med din læge om mulighed for vaccine)

Relevante artikler: vejrtrækningsproblemer

Her ses områderne af kroppen hvor nyresten forårsager symptomer

(Klik på billedet for større version)

OBS: Denne artikel handler udelukkende om symptomerne på nyresten – for information om årsager og behandling henvises til artiklen: nyresten

Det er ikke altid, at nyresten medfører symptomer – meget små nyresten f.eks. medfører sjældent symptomer, fordi de (pga. deres størrelse) passerer ubemærket igennem urinvejene. 

Generelt medfører nyresten symptomer i 3 tilfælde:

• Hvis en nyresten bevæger sig ind i urinlederen (et snævert rør der forbinder nyrerne og blæren)
• Hvis en nyresten sætter sig fast i en nyre
• Hvis en nyresten forårsager en infektion

Det primære symptom er smerter der af nogle patienter beskrives som “de værste i deres liv” eller værre end smerterne ved knoglebrud, fødsel osv.

Følgende symptomer forbindes normalt med nyresten:

• Kraftige, intense smerter der kommer i ture (smerter der kommer og går – kaldes også koliksmerter)

• Voldsomme, krampende smerter i siden eller ryggen, lige under ribbenene

• Smerter som spreder sig nedad mod lænden, lysken, testiklerne eller skedeåbningen, efterhånden som nyrestenen passerer gennem den snævre urinleder og ned mod urinblæren

• Smerte ved vandladning

• At føle sig rastløs og ikke kunne ligge stille (pga. smerterne)

• Blod i urinen (lyserød, rød eller brun urin)
• Kvalme og opkast
• En brændende fornemmelse ved vandladning
• Vedvarende trang til vandladning (en hyppig trang til at lade vandet opstår, hvis nyrestenen sidder nederst i urinlederen – dvs. den del af urinlederen, der går gennem blærevæggen)

Affaldsstoffer fra nyren løber ned til blæren via urinlederen. Hvis urinlederen blokeres af en nyresten, kan den ophæve, hvilket resulterer i sammentrækninger af musklerne (spasmer), som kan være meget smertefulde.

Hvis urinlederen blokeres, kan dette resultere i symptomer såsom:

• Kvalme og opkast
• Konstant vandladningstrang (selvom man ikke nødvendigvis har brug for at lade vandet)
• Smerter ved vandladning

Eftersom en blokeret urinleder ikke tillader affaldsstofferne at passere, kan dette medføre en ophobning af bakterier, hvilket kan forårsage infektion i nyrerne. Symptomerne på en infektion i nyrerne kan være:

• Smerter i en af siderne af lænderyggen
• Feber og kuldegysninger
• Kvalme og opkast
• Ildelugtende og grumset eller uklar urin
• Diarre (tynd, hyppig afføring)
• Øget trang til vandladning samt smerter ved vandladning

Sjældne eller mindre almindelige symptomer på nyresten kan være:

• Akut trang til vandladning
• Vandladningsbesvær
• Smerter i penis
• Smerter i testiklerne

Relevante artikler: urinblæren, hyppig vandladning

Ændrede afføringsvaner – såsom hyppig diarre, vedvarende forstoppelse eller ændring af afføringens konsistens – er nogle af de typiske symptomer på tarmkræft

Denne artikel omhandler udelukkende symptomerne på tarmkræft – for information om årsager og behandling henvises til artiklen: tarmkræft

Mange mennesker med tarmkræft oplever ingen symptomer på sygdommen, sålænge den befinder sig i de tidlige stadier. Dette betyder også, at tarmkræften kan være til stede i mange år, uden at den opdages.

Generelt afhænger symptomerne på tarmkræft af:

• Kræftsvulstens placering i tarmene
• Om kræften har bredt sig til andre dele af kroppen eller ej

En typisk tarmkræft-patient er over 50 år og har følgende symptomer:

• Forstoppelse (konstipation) der forværres
• Blod i afføringen
• Feber
• Vægttab
• Kvalme eller opkast

I det følgende findes en komplet oversigt over symptomerne på tarmkræft:

• Ændrede afføringsvaner – inklusiv: 
• Diarre
• Forstoppelse 
• Ændring af afføringens konsistens
• Blødning fra endetarmen eller blod i afføringen
• Vedvarende smerter i maveregionen
• Vedvarende mavekramper eller luft i maven
• En følelse af mæthed eller oppustethed
• En følelse af at tarmene ikke tømmes fuldstændigt
• Svaghed eller træthed
• Appetitløshed eller nedsat appetit
• Kvalme eller opkast
• Uforklarligt vægttab
• Anæmi (jernmangel)
• Feber
• Stakåndethed

Man bør desuden være opmærksom på, at ovenstående symptomer kan indikere mange andre helbredsmæssige problemer end tarmkræft – og derfor ikke nødvendigvis er tegn på tarmkræft.

Hertil kommer, at der findes en del sygdomme, der – ligesom tarmkræft – berører fordøjelsessystemet, hvilket kan resultere i ensartede symptomer. Eksempler på sådanne sygdomme kan være:

• Crohns sygdom (kronisk tarmbetændelse)
• Colitis ulcerosa
• Divertikulitis
• Irritabel tyktarm
• Mavesår

Hvis man oplever nogle af ovenstående symptomer, skal man opsøge læge.

Man bør desuden tale med sin læge om, hvornår det vil være hensigtsmæssigt, at påbegynde regelmæssig undersøgelse for tarmkræft (screening). Generelt er anbefalingen, at man påbegynder screening for tarmkræft omkring 50 års alderen. I tilfælde hvor man har specifikke symptomer eller forhøjet risiko for tarmkræft, kan screeningen starte tidligere.

Relevante artikler: endetarmskræft, polypper i tarmen, polypper

Her ses et mikrografi af et adenokarcinom (den mest almindelige form for tarmkræft). Kræftcellerne ses i centrum samt nederst til højre

(Klik på billedet for større version)

For information om symptomerne på tarmkræft henvises til artiklen: Symptomer på tarmkræft

Tarmkræft kaldes også kolorektal kræft (eller colorektal kræft) og er en samlebetegnelse for:

• Tyktarmskræft
• Endetarmskræft
• Blindtarmskræft

De fleste tilfælde af tarmkræft starter ved, at godartede (benigne) klumper af celler vokser og bliver til polypper. Med tiden kan nogle af disse polypper udvikle sig tarmkræft.

Polypper kan være små og medføre få- eller ingen symptomer, hvilket betyder, at tarmkræft kan være svært at opdage. Anbefalingen er derfor, at man regelmæssigt undersøges for tarmkræft, så man kan opdage polypperne i tide (især hvis man er over 50 år).

Analkræft er almindeligvis en anden type kræft end den kolorektale kræfttype og opstår i endetarmsåbningen eller i endetarmskanalen.

Forskellen på endetarmskræft og analkræft afgøres bl.a. af placeringen i endetarmen (der findes en skillelinje kaldet linea dentata, som typisk kan afgøre om det er anal- eller endetarmskræft).

Analkræft er desuden relativt sjælden og udgør kun omkring 1% af alle ondartede kræftsvulster i fordøjelseskanalen.

I de fleste tilfælde kender man ikke årsagerne til tarmkræft. Man ved dog, at tarmkræft opstår, når raske celler forandres: Under normale omstændigheder vokser og deler raske celler sig i et bestemt tempo og på en ensartet måde, hvilket er en naturlig del af kroppens funktion. I nogle tilfælde begynder cellerne dog at vokse og dele sig ukontrolleret – og i tyktarmen samt endetarmen kan denne overvækst resultere i tarmkræft.

Tarmkræft starter som polypper og hvis man kan identificere samt fjerne polypperne i tide, kan man muligvis undgå tarmkræft. Herudover ved man, at følgende kan have en sammenhæng med tarmkræft:

• Genmutationer: Visse arvelige genmutationer kan øge risikoen for tarmkræft. Disse genmutationer inkluderer følgende syndromer:
• FAP – Familiær Adenomatøs Polypose samt AFAB
• HNPCC – Hereditær Non-Polypose Colorektal Cancer 

• Colitis ulcerosa: Risikoen for tarmkræft stiger betydeligt efter 8-10 år med colitis ulcerosa. Hvor meget risikoen øges, afhænger af omfanget og placeringen af colitis ulcerosa
• Primær skleroserende kolangit: Denne sygdom rammer næsten udelukkende patienter med colitis ulcerosa og forekommer typisk blandt mænd i 20-40 års alderen. Risikoen for tarmkræft er højere ved primær skleroserende kolangit end ved andre inflammatoriske tarmsygdomme.

Følgende faktorer kan øge risikoen for, at man udvikler tarmkræft:

• Alder (omkring 90% af alle mennesker med diagnosticeret tarmkræft er over 50 år)
• Polypper i tarmene (selvom de fleste er godartede, kan de udvikle sig til kræft)
• Tidligere tilfælde af tarmkræft (at man selv tidligere har haft tarmkræft)
• Familiemedlemmer med tarmkræft (jo flere, jo større er risikoen)
• Inflammatoriske tarmsygdomme (såsom Crohn’s sygdom og colitis ulcerosa)
• Nedarvede syndromer (FAP og HNPCC nævnt ovenfor)
• Strålebehandling rettet mod abdomen (i forbindelse med behandling af kræft)
• Fysisk inaktivitet
• Diabetes
• Overvægt
• Rygning
• Et stort alkoholforbrug

Desuden mener man, at følgende kostmæssige faktorer kan øge risikoen for tarmkræft:

• Fed mad/kost med et højt kalorieindhold
• Mangel på kostfibre, calcium eller folat i kosten
• Rødt kød
• Utilstrækkeligt indtag af frugt og grønt

Undersøgelserne af sammenhængen mellem kost og tarmkræft er dog modstridende eller tvetydige og der mangler fortsat videnskabelig dokumentation for en direkte sammenhæng

Følgende tests og undersøgelser kan anvendes til diagnosticering af tarmkræft:

• Koloskopi
• Sigmoideoskopi
• CT scanning
• Røntgenundersøgelse med kontrast (barium)
• Blodprøver

Når man har fået bekræftet, at man har tarmkræft, er næste trin i diagnosticeringen at afgøre, hvilket stadie sygdommen befinder sig i. I mange tilfælde kan dette dog først afgøres efter operation for tarmkræft.

Hvordan tarmkræft behandles, afhænger i høj grad af:

• Hvilken type tarmkræft patienten har
• Hvilket stadie tarmkræften befinder sig i

De tre primære behandlingsmuligheder er:

• Operation
• Kemoterapi
• Strålebehandling

Ovenstående behandlingsmuligheder kan anvendes enkeltvis såvel som i kombination. Selvom tarmkræft ikke kan undgås, fordi man ikke kender årsagerne, kan følgende råd muligvis reducere risikoen for udvikling af sygdommen:

• Oprethold en sund livsstil – hvilket inkluderer:
• Vær fysisk aktiv
• Spis sundt
• Ryg ikke
• Undgå overdrevet indtag af alkohol
• Vær opmærksom på symptomerne på tarmkræft
• Vær opmærksom på risikofaktorerne for tarmkræft
• Påbegynd regelmæssig undersøgelse (screening) for tarmkræft

Relevnate artikler: endetarmen

Her ses de 18 ømme punkter, der er karakteristiske for fibromyalgi

(Klik på billedet for større version) 

Fibromyalgi er en sygdom, der karakteriseres ved en udbredt muskelsmerte, der ledsages af feber samt problemer med søvn, hukommelse og humør. Undertiden kaldes fibromylagi også diffuse smerter, hvilket i grunden beskriver sygdommen meget godt.

Forekomsten af fibromyalgi er langt højere hos kvinder end mænd og sygdommen opstår typisk i 40-50 års alderen. Forskerne mener, at fibromyalgi forstærker smertende følelser ved at ændre måden hvorpå hjernen forarbejder signalerne om smerte. Det er desuden karakteristisk for smerterne ved fibromyalgi, at man ikke kan påvise en fysisk årsag til dem.

Symptomerne begynder almindeligvis efter en fysisk skade, operation, infektion eller alvorlig psykisk stress. I andre tilfælde udvikles symptomerne over tid – uden at en enkeltstående begivenhed udløser dem.

Synmptomerne på fibromyalgi varierer meget fra person til person og selv hos det enkelte individ, kan symptomerne variere periodisk. Selvom det er usandsynligt, at symptomerne helt forsvinder, kan de være fraværende eller milde i perioder og vende tilbage senere.

Herudover kan symptomerne på fibromyalgi forbedres eller forværres afhængigt af faktorer såsom:

• Ændringer i vejret
• Patientens stressniveau
• Hvor fysisk aktiv patienten er

Selvom man ikke kan kurere fibromyalgi, findes der flere forskellige typer medicin, der kan bruges til at kontrollere symptomerne. Træning (motion), afslapning og stresshåndtering kan muligvis også hjælpe.

Det primære symptom er en udbredt, kronisk muskuloskeletal smerte, der typisk optræder sammen med ømhed. Denne smerte kan opstå i alle dele af kroppen (men det føles ofte som om, at den opstår i musklerne) og variere i intensitet. Ofte beskrives smerterne således:

• Jagende
• Stikkende
• Muskulære
• Dunkende

Forværrende faktorer kan være:

• Koldt eller fugtigt vejr
• Søvn hvor man ikke udhviles tilstrækkeligt
• Fysisk og psykisk træthed eller udmattethed
• Overdreven fysisk aktivitet
• Fysisk inaktivitet
• Angst eller stress

Herudover er neurologiske symptomer ofte til stede, hvilket bidrager til den generelle ubehag. De neurologiske symptomer kan inkludere:

• Følelsesløshed
• Kilden
• Brændende fornemmelser
• Prikken eller stikken
• Varme- eller kuldefornemmelser

Stivhed forekommer ofte hos fibromylagipatienter og er typisk værst, når man opholdt sig i den samme stilling igennem længere tid – som f.eks. om morgenen efter man har sovet. 

Fibromyalgi kan også medføre kramper (smertefulde sammentrækninger af musklerne), hvilket f.eks. kan forstyrre søvnen.

I tillæg til smerterne beskrevet ovenfor er et af de meget karakteristiske symptomer på fibromyalgi de såkaldte ømme punkter (fra engelsk: tender points), der medfører unormal smerte, hvis man lægger tryk på dem. Disse ømme punkter findes i følgende områder af kroppen:

• Bagsiden af hovedet
• Mellem skulderbladene
• På toppen af skuldrene
• Forreste dele af nakken
• Den øvre del af brystet
• Ydersiderne af albuerne
• De øvre dele af hofterne
• Siderne af hofterne
• Indersiden af knæene

Der findes 18 ømme punkter i alt og kriteriet for diagnosen fibromyalgi er, at man skal have mindst 11 af disse ømme punkter.

Ved fibromylagi kan trætheden være meget mere omfangsrig end normalt, idet den kan forstyrre arbejds- eller uddannelsesmæssige aktiviteter (og andre sociale aktiviteter og forhold). Symptomerne på trætheden kan være ekstrem udmattelse og manglende udholdenhed.

Træthed er ligesom muskelsmerter et meget karakteristisk symptom på fibromyalgi og rammer 90% af patienterne.

Fibromyalgi kan indebære en ekstrem sensitivitet (følsomhed) overfor smerte i alle dele af kroppen. Nogle patienter finder selv den mindste berøring smertefuld og smerten fra skader – som hvis man f.eks. får et blåt mærke - kan fortsætte i meget længere tid end normalt.

Det er dog ikke kun smerte, man kan være ekstra sensitiv overfor; røg, fødevarer, lys m.fl. kan alle være faktorer, der får symptomerne på fibromyalgien til at blusse op.

Mange fibromyalgipatienter har en søvnforstyrrelse, der forhindrer dem i at få dyb, udhvilende søvn. Det er desuden karakteristisk for mennesker med fibromyalgi, at de er udmattede når de vågner, på trods af at de har sovet længere tid.

Under søvnen forstyrres fibromyalgipatienter af hjerneaktivitet, der minder om den man har, når man er vågen. Herudover kan muskelsmerterne såvel som andre tilstande forstyrre søvnen (f.eks. uro i benene, søvnapnø eller kramper).

Mange fibromyalgipatienter oplever også overlappende tilstande, der hver især medfører deres specifikke symptomer. De øvrige symptomer på fibromyalgi samt de overlappende tilstande kan inkludere:

Piskesmæld opstår typisk i forbindelse med biluheld – og symptomerne manifesterer sig i primært i nakken

Et piskesmæld kaldes også en piskesmældsskade eller et whiplash og er en nakkeskade, der typisk forekommer hos bilister i trafikuheld. Selve piskesmældet opstår, når hovedet kastes tilbage og derefter forover – netop i samme bevægelse som en pisk.

De fleste mennesker kommer sig over et piskesmæld i løbet af et par uger. Andre ender med en kroniske smerter, der endda kan være invaliderende (det såkaldte whiplash syndrom).

Symptomerne på et piskesmæld kan opstå med det samme såvel som op til flere dage efter skaden har fundet sted. Jo hurtigere symptomerne opstår efter skaden, jo større er sandsynligheden for at piskesmældet er alvorligt.

Ved en stor canadisk undersøgelse i 1980’erne, udabejde de førende piskesmældseksperter den såkaldte WAD-graduering til gradinddeling af piskesmæld:

• Grad 0: Ingen nakkesmerter, stivhed eller fysiske tegn

• Grad 1: Klage over smerter, stivhed eller ømhed i nakken, men ingen fysiske tegn

• Grad 2: Klage over smerter, stivhed eller ømhed i nakken samt muskuloskeletale tegn (mindsket bevægelighed, ømhed ved tryk osv.)

• Grad 3: Klage over smerter, stivhed eller ømhed i nakken samt neuroligiske tegn (svage eller manglende reflekser, svaghed og føleforstyrrelser). Kan også have muskuloskeletale tegn

• Grad 4: Knoglebrud eller dislokation (at knogelen er “ude af led”)

Symptomerne kan på et piskesmæld kan være:

• Nakkesmerter eller hold i nakken
• Stivhed i nakken
• Hævelser i nakken
• Ømhed i nakken
• Muskelspasmer i nakken
• Besvær ved at bevæge nakken (f.eks. dreje hovedet)
• Smerter der skyder fra nakken ned i skulderen eller armen

• Hovedpine
• Rygsmerter inkl. smerter i lændenr
• Prikken eller kilden i arme eller ben
• Svimmelhed
• Træthed
• Synkebesvær (dysfagi)
• Sløret syn

• Kvalme
• Manglende koncentrationsevne/koncentrationsbesvær
• Hukommelsesproblemer
• Ringen for ørerne
• Søvnforstyrrelser
• Irritabilitet
• Angst
• Depression (unipolar depression)
• Smerter i kæben eller ansigtet
• Smerter mellem skulderbladene
• Smerter i ben, fødder eller hænder

Opsøg straks læge hvis:

• Smerten breder sig fra skuldrene til armene
• Det er smertefuldt at bevæge hovedet
• Kraftige smerter i hovedet eller nakken
• Du oplever følelsesløshed, kilden, stikken, svaghed eller tunghed i armen(e)
• Hukommelstab eller bevidstløshed
• Opkast og/eller kvalme

Efter et piskesmæld bør symptomer som svimmelhed, hovedpine eller sløret syn kun vare kort tid – kontakt din læge hvis de varer ved.

Et syndrom er en samling af symptomer, der indikerer en sygdom eller tilstand. Mennesker med piskesmældskader kan udvikle kroniske symptomer, der også et kaldes ”whiplash syndrom og kan indebære følgende symptomer:

• Vedvarende hovedpine
• Vedvarende nakkesmerter
• Nedsat bevægelighed i nakken
• Snurren eller prikken i armene
• Lændesmerter
• Træthed
• Hukommelsesproblemer
• Indlæringsproblemer
• Formuleringsbesvær
• Tristhed
• Søvnforstyrrelser
• Nedsat eller manglende seksuel lyst
• Følelse af uoverkommelighed eller magtesløshed

Der kun tale om et whiplash syndrom, hvis symptomerne på piskesmældet fortsat forekommer mindst 6 måneder efter skaden.

Her ses kræftvæv i en vævsprøve (biopsi) udtaget fra blæren hos en patient med blærekræft (ved en histopatologisk undersøgelse)

(Klik på billedet for større version)

Blærekræft er en sygdom, der kan opstå i forskellige dele af blæren og udvikle sig i forskellige stadier. Det er især ældre mænd der får sygdommen og i Danmark rammes omkring 1800 personer årligt. Omkring 75% af alle patienter mænd.

Kræft i blæren kan udløses af forskellige årsager. Man mener, at den primære årsager er tobaksrygning – men også faktorer såsom genetik, kost og særligt kemikalier har indflydelse på kræftsygdommen.

Kemikalierne har især en betydning, hvis man udsættes for dem dagligt (f.eks. i forbindelse med arbejde). Dette betyder, at mennesker beskæftiget i bestemte erhverv har en øget risiko for blærekræft. Dette inkluderer fag, hvor der indgår fremstilling af:

• Aluminium
• Auramin
• Skotøj (inkl. reparation af skotøj)
• Gas ud fra kul
• Koks
• Mangenta (farvestof)

Herudover har mennesker i følgende fag også forhøjet risiko for udvikling af kræft i blæren:

• Frisører
• Malere
• Råoliedestillation
• Gummiindustri

Blod i urinen (hæmaturi) er et meget karakteristisk symptom på blærekræft. Blodet er ikke nødvendigvis synligt – ofte vil urinen blot være mørkegul, brunlig eller let rødlig. Tilstedeværelsen af blod i urinen kan dog altid afsløres vha. en mikroskopisk undersøgelse af en urinprøve.

Andre typiske symptomer på kræft i blæren kan være:

• Hyppig vandladning eller smerter ved vandladning
• Urinvejsinfektioner (evt. tilbagevendende)
• Smerter i maveregionen
• Smerter i ryggen

Hvis du oplever et eller flere af ovenstående symptomer – eller andre symptomer der bekymrer dig – bør du opsøge læge.

Den underliggende årsag til blærekræft er ikke altid åbenlys. Man mener, at blærekræft har en sammenhæng med rygning, genetik, kost, stråling, eksponering for kemikalier og muligvis også parasitter. 

• Rygning: Tobaksrygning er den største risikofaktor for blærekræft. Risikoen for at udvikle kræft i blæren er dobbelt så høj hos rygere i forhold til ikke–rygere

• Eksponering for kemikalier: Mennesker der ofte er i kontakt med visse kemikalier (typisk i forbindelse med deres arbejde) har en forhøjet risiko for udvikling af blærekræft i forhold til den øvrige befolkning. Kemikalierne inkluderer bl.a. arsen, stenkulstjære, beg og mineralolie

• Kost: Mennesker hvis kost inkluderer større mængder af stegt kød og animalske fedt, har højere risiko end andre for at få blærekræft

Herudover mener man, at visse parasitter samt en urt kaldet Aristolochia fangchi muligvis kan fremkalde blærekræft. Fælles for alle ovenstående årsager (risikofaktorer) er, at de kan undgås. Nedenfor findes en oversigt over de risikofaktorer, der ikke kan undgås eller ændres på.

Følgende faktorer øger risikoen for udvikling af kræft i blæren:

• Alder: Jo ældre man er, jo større er risikoen for blærekræft

• Køn: Mænd har 3 gange så høj risiko for udvikling af blærekræft som kvinder

• Race: Hvide mennesker har den højeste forekomst af blærekræft blandt alle racer

• Genetik: Hvis et eller flere af dine familiemedlemmer har eller har haft blærekræft øger dette din risiko for samme

• Tidligere tilfælde af blærekræft: Hvis man tidligere har haft blærekræft, er sandsynligheden for, at man påny får sygdommen højere

• Tidligere behandling af kræft: Behandling med midlet Cyclophosphamid (mod kræftsygdomme) kan øge risikoen for kræft i blæren. Den øgede risiko gælder desuden også patienter, der har gennemgået strålebehandling i bækkenet.

• Inflammation af blæren: Hvis blæren hyppigt irriteres (pga. f.eks. blæresten eller blærebetændelse) kan dette øge risikoen for blærekræft

• Medfødte defekter: Nogle mennesker fødes med defekter i blæren, der kan øge sandsynligheden for gentagende infektioner, hvilket forhøjer risikoen for blærekræft

Der findes flere forskellige typer blærekræft, som navngives alt efter hvor kræften opstår:

• Uroteliale karcinomer: Kræft der opstår i blærens slimhinde og udgør omkring 95% af alle tilfælde af blærekræft i Danmark. De resterende 5% af tilfældene udgøres af nedenstående kræfttyper

• Planocellulære karcinomer: Blærekræft der opstår i de såkaldte overfladeceller i blærens slimhinde

• Adenokarcinomer: Blærekræft der opstår i kirtelceller

• Mesenkymale tumorer: Blærekræft der opstår i celler fra fosterlivet

Undersøgelser for blærekræft kan inkludere:

• Cystoskopi (kikkertundersøgelse af blæren)
• Biopsi (udtagelse af vævsprøve fra blæren)
• Urincytologi (urinprøve)
• Billedeundersøgelser (røntgenundersøgelse eller CT scanning)

Hvis det viser sig, at man har blærekræft, kan følgende undersøgelser anvendes til at vurdere omfanget – eller stadiet – af kræften:

• CT scanning
• MR scanning
• Knoglescanning
• Røntgenundersøgelse

Behandlingsmulighederne for blærekræft afhænger af flere faktorer – inklusiv følgende:

• Blærekræftens type
• Hvilket stadie blærekræften befinder sig i
• Patientens overordnede helbredsmæssige tilstand

Mulighederne for behandling kan være følgende:

• Operation (flere forskellige slags)
• Immunterapi
• Kemoterapi
• Strålebehandling

Selvom der ikke findes nogle specifikke handlinger eller tiltag, der kan garantere at man undgår eller forebygger blærekræft, er der forskellige forholdsregler og råd, der kan mindske risikoen – inklusiv:

• Ikke at ryge (tobaksrygning er den primære årsag til udvikling af kræft i blæren)

• Undgå kontakt med kemikalier (især arbejdsmæssigt)

• Drik rent vand hele gennem hele dagen (kan fortynde og fjerne giftige stoffer fra blæren, hvilket kan mindske risikoen for blærekræft)

• Spis varierede frugter og grøntsager (kan bidrage med antioxidanter, der kan mindske risikoen for kræft)

Nogle forskere mener desuden at mælk kan have en forebyggende eller beskyttende effekt i forhold til kræft i blæren. Denne teori er dog ikke videnskabeligt bevist og man bør derfor ikke ændre sine kostvaner på baggrund heraf.

Relevante artikler: urinblæren