Ændrede afføringsvaner – såsom hyppig diarre, vedvarende forstoppelse eller ændring af afføringens konsistens – er nogle af de typiske symptomer på tarmkræft

Denne artikel omhandler udelukkende symptomerne på tarmkræft – for information om årsager og behandling henvises til artiklen tarmkræft

Mange mennesker med tarmkræft oplever ingen symptomer på sygdommen, sålænge den befinder sig i de tidlige stadier. Dette betyder også, at tarmkræften kan være til stede i mange år, uden at den opdages.

Generelt afhænger symptomerne på tarmkræft af:

• Kræftsvulstens placering i tarmene
• Om kræften har bredt sig til andre dele af kroppen eller ej

En typisk tarmkræft-patient er over 50 år og har følgende symptomer:

• Forstoppelse (konstipation) der forværres
• Blod i afføringen
• Feber
• Vægttab
• Kvalme eller opkast

I det følgende findes en komplet oversigt over symptomerne på tarmkræft:

• Ændrede afføringsvaner – inklusiv: 
• Diarre
• Forstoppelse 
• Ændring af afføringens konsistens
• Blødning fra endetarmen eller blod i afføringen
• Vedvarende smerter i maveregionen
• Vedvarende mavekramper eller luft i maven
• En følelse af mæthed eller oppustethed
• En følelse af at tarmene ikke tømmes fuldstændigt
• Svaghed eller træthed
• Appetitløshed eller nedsat appetit
• Kvalme eller opkast
• Uforklarligt vægttab
• Anæmi
• Feber
• Stakåndethed

Man bør desuden være opmærksom på, at ovenstående symptomer kan indikere mange andre helbredsmæssige problemer end tarmkræft – og derfor ikke nødvendigvis er tegn på tarmkræft.

Hertil kommer, at der findes en del sygdomme, der – ligesom tarmkræft – berører fordøjelsessystemet, hvilket kan resultere i ensartede symptomer. Eksempler på sådanne sygdomme kan være:

• Crohn’s sygdom
• Colitis ulcerosa
• Divertikulitis
• Irritabel tyktarm
• Mavesår

Hvis man oplever nogle af ovenstående symptomer, skal man opsøge læge.

Man bør desuden tale med sin læge om, hvornår det vil være hensigtsmæssigt, at påbegynde regelmæssig undersøgelse for tarmkræft (screening). Generelt er anbefalingen, at man påbegynder screening for tarmkræft omkring 50 års alderen. I tilfælde hvor man har specifikke symptomer eller forhøjet risiko for tarmkræft, kan screeningen starte tidligere.

Relaterede artikler: endetarmskræft, polypper i tarmen, polypper

Her ses et mikrografi af et adenokarcinom (den mest almindelige form for tarmkræft). Kræftcellerne ses i centrum samt nederst til højre

(Klik på billedet for større version)

For information om symptomerne på tarmkræft henvises til artiklen tarmkræft – symptomer

Tarmkræft kaldes også kolorektal kræft (eller colorektal kræft) og er en samlebetegnelse for:

• Tyktarmskræft
• Endetarmskræft
• Blindtarmskræft

De fleste tilfælde af tarmkræft starter ved, at godartede (benigne) klumper af celler vokser og bliver til polypper. Med tiden kan nogle af disse polypper udvikle sig tarmkræft.

Polypper kan være små og medføre få- eller ingen symptomer, hvilket betyder, at tarmkræft kan være svært at opdage. Anbefalingen er derfor, at man regelmæssigt undersøges for tarmkræft, så man kan opdage polypperne i tide (især hvis man er over 50 år).

Analkræft er almindeligvis en anden type kræft end den kolorektale kræfttype og opstår i endetarmsåbningen eller i endetarmskanalen.

Forskellen på endetarmskræft og analkræft afgøres bl.a. af placeringen i endetarmen (der findes en skillelinje kaldet linea dentata, som typisk kan afgøre om det er anal- eller endetarmskræft).

Analkræft er desuden relativt sjælden og udgør kun omkring 1% af alle ondartede kræftsvulster i fordøjelseskanalen.

I de fleste tilfælde kender man ikke årsagerne til tarmkræft. Man ved dog, at tarmkræft opstår, når raske celler forandres: Under normale omstændigheder vokser og deler raske celler sig i et bestemt tempo og på en ensartet måde, hvilket er en naturlig del af kroppens funktion. I nogle tilfælde begynder cellerne dog at vokse og dele sig ukontrolleret – og i tyktarmen samt endetarmen kan denne overvækst resultere i tarmkræft.

Tarmkræft starter som polypper og hvis man kan identificere samt fjerne polypperne i tide, kan man muligvis undgå tarmkræft. Herudover ved man, at følgende kan have en sammenhæng med tarmkræft:

• Genmutationer: Visse arvelige genmutationer kan øge risikoen for tarmkræft. Disse genmutationer inkluderer følgende syndromer:
• FAP – Familiær Adenomatøs Polypose samt AFAB
• HNPCC – Hereditær Non-Polypose Colorektal Cancer 

• Colitis ulcerosa: Risikoen for tarmkræft stiger betydeligt efter 8-10 år med colitis ulcerosa. Hvor meget risikoen øges, afhænger af omfanget og placeringen af colitis ulcerosa
• Primær skleroserende kolangit: Denne sygdom rammer næsten udelukkende patienter med colitis ulcerosa og forekommer typisk blandt mænd i 20-40 års alderen. Risikoen for tarmkræft er højere ved primær skleroserende kolangit end ved andre inflammatoriske tarmsygdomme.

Følgende faktorer kan øge risikoen for, at man udvikler tarmkræft:

• Alder (omkring 90% af alle mennesker med diagnosticeret tarmkræft er over 50 år)
• Polypper i tarmene (selvom de fleste er godartede, kan de udvikle sig til kræft)
• Tidligere tilfælde af tarmkræft (at man selv tidligere har haft tarmkræft)
• Familiemedlemmer med tarmkræft (jo flere, jo større er risikoen)
• Inflammatoriske tarmsygdomme (såsom Crohn’s sygdom og colitis ulcerosa)
• Nedarvede syndromer (FAP og HNPCC nævnt ovenfor)
• Strålebehandling rettet mod abdomen (i forbindelse med behandling af kræft)
• Fysisk inaktivitet
• Diabetes
• Overvægt
• Rygning
• Et stort alkoholforbrug

Desuden mener man, at følgende kostmæssige faktorer kan øge risikoen for tarmkræft:

• Fed mad/kost med et højt kalorieindhold
• Mangel på kostfibre, calcium eller folat i kosten
• Rødt kød
• Utilstrækkeligt indtag af frugt og grønt

Undersøgelserne af sammenhængen mellem kost og tarmkræft er dog modstridende eller tvetydige og der mangler fortsat videnskabelig dokumentation for en direkte sammenhæng

Følgende tests og undersøgelser kan anvendes til diagnosticering af tarmkræft:

• Koloskopi
• Sigmoideoskopi
• CT scanning
• Røntgenundersøgelse med kontrast (barium)
• Blodprøver

Når man har fået bekræftet, at man har tarmkræft, er næste trin i diagnosticeringen at afgøre, hvilket stadie sygdommen befinder sig i. I mange tilfælde kan dette dog først afgøres efter operation for tarmkræft.

Hvordan tarmkræft behandles, afhænger i høj grad af:

• Hvilken type tarmkræft patienten har
• Hvilket stadie tarmkræften befinder sig i

De tre primære behandlingsmuligheder er:

• Operation
• Kemoterapi
• Strålebehandling

Ovenstående behandlingsmuligheder kan anvendes enkeltvis såvel som i kombination. Selvom tarmkræft ikke kan undgås, fordi man ikke kender årsagerne, kan følgende råd muligvis reducere risikoen for udvikling af sygdommen:

• Oprethold en sund livsstil – hvilket inkluderer:
• Vær fysisk aktiv
• Spis sundt
• Ryg ikke
• Undgå overdrevet indtag af alkohol
• Vær opmærksom på symptomerne på tarmkræft
• Vær opmærksom på risikofaktorerne for tarmkræft
• Påbegynd regelmæssig undersøgelse (screening) for tarmkræft

Relaterede artikler: endetarmen

Her ses de 18 ømme punkter, der er karakteristiske for fibromyalgi

(Klik på billedet for større version) 

Fibromyalgi er en sygdom, der karakteriseres ved en udbredt muskelsmerte, der ledsages af feber samt problemer med søvn, hukommelse og humør. Undertiden kaldes fibromylagi også diffuse smerter, hvilket i grunden beskriver sygdommen meget godt.

Forekomsten af fibromyalgi er langt højere hos kvinder end mænd og sygdommen opstår typisk i 40-50 års alderen. Forskerne mener, at fibromyalgi forstærker smertende følelser ved at ændre måden hvorpå hjernen forarbejder signalerne om smerte. Det er desuden karakteristisk for smerterne ved fibromyalgi, at man ikke kan påvise en fysisk årsag til dem.

Symptomerne begynder almindeligvis efter en fysisk skade, operation, infektion eller alvorlig psykisk stress. I andre tilfælde udvikles symptomerne over tid – uden at en enkeltstående begivenhed udløser dem.

Synmptomerne på fibromyalgi varierer meget fra person til person og selv hos det enkelte individ, kan symptomerne variere periodisk. Selvom det er usandsynligt, at symptomerne helt forsvinder, kan de være fraværende eller milde i perioder og vende tilbage senere.

Herudover kan symptomerne på fibromyalgi forbedres eller forværres afhængigt af faktorer såsom:

• Ændringer i vejret
• Patientens stressniveau
• Hvor fysisk aktiv patienten er

Selvom man ikke kan kurere fibromyalgi, findes der flere forskellige typer medicin, der kan bruges til at kontrollere symptomerne. Træning (motion), afslapning og stresshåndtering kan muligvis også hjælpe.

Det primære symptom er en udbredt, kronisk muskuloskeletal smerte, der typisk optræder sammen med ømhed. Denne smerte kan opstå i alle dele af kroppen (men det føles ofte som om, at den opstår i musklerne) og variere i intensitet. Ofte beskrives smerterne således:

• Jagende
• Stikkende
• Muskulære
• Dunkende

Forværrende faktorer kan være:

• Koldt eller fugtigt vejr
• Søvn hvor man ikke udhviles tilstrækkeligt
• Fysisk og psykisk træthed eller udmattethed
• Overdreven fysisk aktivitet
• Fysisk inaktivitet
• Angst
• Stress

Herudover er neurologiske symptomer ofte til stede, hvilket bidrager til den generelle ubehag. De neurologiske symptomer kan inkludere:

• Følelsesløshed
• Kilden
• Brændende fornemmelser
• Prikken eller stikken
• Varme- eller kuldefornemmelser

Stivhed forekommer ofte hos fibromylagipatienter og er typisk værst, når man opholdt sig i den samme stilling igennem længere tid – som f.eks. om morgenen efter man har sovet. 

Fibromyalgi kan også medføre kramper (smertefulde sammentrækninger af musklerne), hvilket f.eks. kan forstyrre søvnen.

I tillæg til smerterne beskrevet ovenfor er et af de meget karakteristiske symptomer på fibromyalgi de såkaldte ømme punkter (fra engelsk: tender points), der medfører unormal smerte, hvis man lægger tryk på dem. Disse ømme punkter findes i følgende områder af kroppen:

• Bagsiden af hovedet
• Mellem skulderbladene
• På toppen af skuldrene
• Forreste dele af nakken
• Den øvre del af brystet
• Ydersiderne af albuerne
• De øvre dele af hofterne
• Siderne af hofterne
• Indersiden af knæene

Der findes 18 ømme punkter i alt og kriteriet for diagnosen fibromyalgi er, at man skal have mindst 11 af disse punkter.

Ved fibromylagi kan trætheden være meget mere omfangsrig end normalt, idet den kan forstyrre arbejds- eller uddannelsesmæssige aktiviteter (og andre sociale aktiviteter og forhold). Symptomerne på trætheden kan være ekstrem udmattelse og manglende udholdenhed.

Træthed er ligesom muskelsmerter et meget karakteristisk symptom på fibromyalgi og rammer 90% af patienterne.

Fibromyalgi kan indebære en ekstrem sensitivitet (følsomhed) overfor smerte i alle dele af kroppen. Nogle patienter finder selv den mindste berøring smertefuld og smerten fra skader – som hvis man f.eks. får et blåt mærke – kan fortsætte i meget længere tid end normalt.

Det er dog ikke kun smerte, man kan være ekstra sensitiv overfor; røg, fødevarer, lys m.fl. kan alle være faktorer, der får symptomerne på fibromyalgien til at blusse op.

Mange fibromyalgipatienter har en søvnforstyrrelse, der forhindrer dem i at få dyb, udhvilende søvn. Det er desuden karakteristisk for mennesker med fibromyalgi, at de er udmattede når de vågner, på trods af at de har sovet længere tid.

Under søvnen forstyrres fibromyalgipatienter af hjerneaktivitet, der minder om den man har, når man er vågen. Herudover kan muskelsmerterne såvel som andre tilstande forstyrre søvnen (f.eks. uro i benene, søvnapnø eller kramper).

Mange fibromyalgipatienter oplever også overlappende tilstande, der hver især medfører deres specifikke symptomer. De øvrige symptomer på fibromyalgi samt de overlappende tilstande kan inkludere:

Piskesmæld opstår typisk i forbindelse med biluheld – og symptomerne manifesterer sig i primært i nakken

Et piskesmæld kaldes også en piskesmældsskade eller et ”whiplash og er en nakkeskade, der typisk forekommer hos bilister i trafikuheld. Selve piskesmældet opstår, når hovedet kastes tilbage og derefter forover – netop i samme bevægelse som en pisk.

De fleste mennesker kommer sig over et piskesmæld i løbet af et par uger. Andre ender med en kroniske smerter, der endda kan være invaliderende (det såkaldte ”whiplash syndrom).

Symptomerne på et piskesmæld kan opstå med det samme såvel som op til flere dage efter skaden har fundet sted. Jo hurtigere symptomerne opstår efter skaden, jo større er sandsynligheden for at piskesmældet er alvorligt.

Ved en stor canadisk undersøgelse i 1980’erne, udabejde de førende piskesmældseksperter den såkaldte WAD-graduering til gradinddeling af piskesmæld:

• Grad 0: Ingen nakkesmerter, stivhed eller fysiske tegn

• Grad 1: Klage over smerter, stivhed eller ømhed i nakken, men ingen fysiske tegn

• Grad 2: Klage over smerter, stivhed eller ømhed i nakken samt muskuloskeletale tegn (mindsket bevægelighed, ømhed ved tryk osv.)

• Grad 3: Klage over smerter, stivhed eller ømhed i nakken samt neuroligiske tegn (svage eller manglende reflekser, svaghed og føleforstyrrelser). Kan også have muskuloskeletale tegn

• Grad 4: Knoglebrud eller dislokation (“ude af led”)

Symptomerne kan på et piskesmæld kan være:

• NakkesmerterLINk
• Stivhed i nakken
• Hævelser i nakken
• Ømhed i nakken
• Muskelspasmer i nakken
• Besvær ved at bevæge nakken (f.eks. dreje hovedet)
• Smerter der skyder fra nakken ned i skulderen eller armen

• Hovedpine
• Rygsmerter inkl. smerter i lændenLINK
• Prikken eller kilden i arme eller ben
• Svimmelhed
• Træthed
• Synkebesvær
• Sløret syn

• Kvalme
• Koncentrationsbesvær
• Hukommelsesproblemer
• Ringen for ørerne
• Søvnforstyrrelser
• Irritabilitet
• Angst
• Depression
• Smerter i kæben eller ansigtet
• Smerter mellem skulderbladene
• Smerter i ben, fødder eller hænder

Opsøg straks læge hvis:

Smerten breder sig fra skuldrene til armene

Det er smertefuldt at bevæge hovedet

Kraftige smerter i hovedet eller nakken

Du oplever følelsesløshed, kilden, stikken, svaghed eller tunghed i armen(e)

Hukommelstab eller bevidstløshed

Opkast og/eller kvalme

Efter et piskesmæld bør symptomer som svimmelhed, hovedpine eller sløret syn kun vare kort tid – kontakt din læge hvis de varer ved.

Et syndrom er en samling af symptomer, der indikerer en sygdom eller tilstand. Mennesker med piskesmældskader kan udvikle kroniske symptomer, der også et kaldes ”whiplash syndrom og kan indebære følgende symptomer:

• Vedvarende hovedpine
• Vedvarende nakkesmerter
• Nedsat bevægelighed i nakken
• Snurren eller prikken i armene
• Lændesmerter
• Træthed
• Hukommelsesproblemer
• Indlæringsproblemer
• Formuleringsbesvær
• Tristhed
• Søvnforstyrrelser
• Nedsat eller manglende seksuel lyst
• Følelse af uoverkommelighed eller magtesløshed

Der kun tale om et whiplash syndrom, hvis symptomerne på piskesmældet fortsat forekommer mindst 6 måneder efter skaden.

Her ses kræftvæv i en vævsprøve (biopsi) udtaget fra blæren hos en patient med blærekræft (ved en histopatologisk undersøgelse)

(Klik på billedet for større version)

Blærekræft er en sygdom, der kan opstå i forskellige dele af blæren og udvikle sig i forskellige stadier. Det er især ældre mænd der får sygdommen og i Danmark rammes omkring 1800 personer årligt. Omkring 75% af alle patienter mænd.

Kræft i blæren kan udløses af forskellige årsager. Man mener, at den primære årsager er tobaksrygning – men også faktorer såsom genetik, kost og særligt kemikalier har indflydelse på kræftsygdommen.

Kemikalierne har især en betydning, hvis man udsættes for dem dagligt (f.eks. i forbindelse med arbejde). Dette betyder, at mennesker beskæftiget i bestemte erhverv har en øget risiko for blærekræft. Dette inkluderer fag, hvor der indgår fremstilling af:

• Aluminium
• Auramin
• Skotøj (inkl. reparation af skotøj)
• Gas ud fra kul
• Koks
• Mangenta (farvestof)

Herudover har mennesker i følgende fag også forhøjet risiko for udvikling af kræft i blæren:

• Frisører
• Malere
• Råoliedestillation
• Gummiindustri

Blod i urinen er et meget karakteristisk symptom på blærekræft. Blodet er ikke nødvendigvis synligt – ofte vil urinen blot være mørkegul, brunlig eller let rødlig. Tilstedeværelsen af blod i urinen kan dog altid afsløres vha. en mikroskopisk undersøgelse af en urinprøve.

Andre typiske symptomer på kræft i blæren kan være:

• Hyppig vandladning
• Smerter ved vandladning
• Urinvejsinfektioner
• Smerter i maveregionen
• Smerter i ryggen

Hvis du oplever et eller flere af ovenstående symptomer – eller andre symptomer der bekymrer dig – bør du opsøge læge.

Den underliggende årsag til blærekræft er ikke altid åbenlys. Man mener, at blærekræft har en sammenhæng med rygning, genetik, kost, stråling, eksponering for kemikalier og muligvis også parasitter. 

• Rygning: Tobaksrygning er den største risikofaktor for blærekræft. Risikoen for at udvikle kræft i blæren er dobbelt så høj hos rygere i forhold til ikke–rygere

• Eksponering for kemikalier: Mennesker der ofte er i kontakt med visse kemikalier (typisk i forbindelse med deres arbejde) har en forhøjet risiko for udvikling af blærekræft i forhold til den øvrige befolkning. Kemikalierne inkluderer bl.a. arsen, stenkulstjære, beg og mineralolie

• Kost: Mennesker hvis kost inkluderer større mængder af stegt kød og animalske fedt, har højere risiko end andre for at få blærekræft

Herudover mener man, at visse parasitter samt en urt kaldet Aristolochia fangchi muligvis kan fremkalde blærekræft. Fælles for alle ovenstående årsager (risikofaktorer) er, at de kan undgås. Nedenfor findes en oversigt over de risikofaktorer, der ikke kan undgås eller ændres på.

Følgende faktorer øger risikoen for udvikling af kræft i blæren:

• Alder: Jo ældre man er, jo større er risikoen for blærekræft

• Køn: Mænd har 3 gange så høj risiko for udvikling af blærekræft som kvinder

• Race: Hvide mennesker har den højeste forekomst af blærekræft blandt alle racer

• Genetik: Hvis et eller flere af dine familiemedlemmer har eller har haft blærekræft øger dette din risiko for samme

• Tidligere tilfælde af blærekræft: Hvis man tidligere har haft blærekræft, er sandsynligheden for, at man påny får sygdommen højere

• Tidligere behandling af kræft: Behandling med midlet Cyclophosphamid (mod kræftsygdomme) kan øge risikoen for kræft i blæren. Den øgede risiko gælder desuden også patienter, der har gennemgået strålebehandling i bækkenet.

• Inflammation af blæren: Hvis blæren hyppigt irriteres (pga. f.eks. blæresten eller blærebetændelse) kan dette øge risikoen for blærekræft

• Medfødte defekter: Nogle mennesker fødes med defekter i blæren, der kan øge sandsynligheden for gentagende infektioner, hvilket forhøjer risikoen for blærekræft

Der findes flere forskellige typer blærekræft, som navngives alt efter hvor kræften opstår:

• Uroteliale karcinomer: Kræft der opstår i blærens slimhinde og udgør omkring 95% af alle tilfælde af blærekræft i Danmark. De resterende 5% af tilfældene udgøres af nedenstående kræfttyper

• Planocellulære karcinomer: Blærekræft der opstår i de såkaldte overfladeceller i blærens slimhinde

• Adenokarcinomer: Blærekræft der opstår i kirtelceller

• Mesenkymale tumorer: Blærekræft der opstår i celler fra fosterlivet

Undersøgelser for blærekræft kan inkludere:

• Cystoskopi (kikkertundersøgelse af blæren)
• Biopsi (udtagelse af vævsprøve fra blæren)
• Urincytologi (urinprøve)
• Billedeundersøgelser (røntgenundersøgelse eller CT scanning)

Hvis det viser sig, at man har blærekræft, kan følgende undersøgelser anvendes til at vurdere omfanget – eller stadiet – af kræften:

• CT scanning
• MR scanning
• Knoglescanning
• Røntgenundersøgelse

Behandlingsmulighederne for blærekræft afhænger af flere faktorer – inklusiv følgende:

• Blærekræftens type
• Hvilket stadie blærekræften befinder sig i
• Patientens overordnede helbredsmæssige tilstand

Mulighederne for behandling kan være følgende:

• Operation (flere forskellige slags)
• Immunterapi
• Kemoterapi
• Strålebehandling

Selvom der ikke findes nogle specifikke handlinger eller tiltag, der kan garantere at man undgår eller forebygger blærekræft, er der forskellige forholdsregler og råd, der kan mindske risikoen – inklusiv:

• Ikke at ryge (tobaksrygning er den primære årsag til udvikling af kræft i blæren)

• Undgå kontakt med kemikalier (især arbejdsmæssigt)

• Drik rent vand hele gennem hele dagen (kan fortynde og fjerne giftige stoffer fra blæren, hvilket kan mindske risikoen for blærekræft)

• Spis varierede frugter og grøntsager (kan bidrage med antioxidanter, der kan mindske risikoen for kræft)

Nogle forskere mener desuden at mælk kan have en forebyggende eller beskyttende effekt i forhold til kræft i blæren. Denne teori er dog ikke videnskabeligt bevist og man bør derfor ikke ændre sine kostvaner på baggrund heraf.

Relaterede artikler: urinblæren

Information om hævede lymfekirtler

• Hvad er lymfekirtler?
• Årsager til hævede lymfekirtler
• Diagnose og behandling

For supplerende information henvises til artiklerne: lymfekirtler, lymfesystemet

Lymfekirtler – også kaldet lymfeknuder – er en ansamling af lymfeceller, indkapslet med bindevæv og forankret i et netværk af lymfekar, hvorigennem lymfevæsken løber på sin vej ind i blodbanen.

Lymfekirtlerne udgår en væsentlig del af menneskets immunforsvar. De indholder hvide blodceller (lymfocytter), som overvåger indtrængende fremmedlegemer og organismer, der siden opfanges og nedbrydes af celletypen makrofager.

Mennesket indholder ca. 600 lymfekirtler, som næsten findes overalt på kroppen. Lymfekirtlerne findes især i de indre organer samt på siderne af halsen, armhulerne samt lysken, hvor koncentrationen ofte er så stor, at de samles i klynger eller kæder.

Nogle gange er det muligt at føle lymfekirtlerne under huden – især ved halsen, lysken eller armhulerne. Dette er tegn på, at du har hævede lymfekirtler.

De vil som regel føles hårde og ømme. Dog er langt de fleste lymfekirtler så dybtsidende i brystet eller maven, at du ikke kan mærke, at de er hævede.

Den mest udbredte årsag til hævede lymfekirtler er, når lymfekirtlen hæver lokalt i nærheden af en infektion, idet immunforsvaret bekæmper indtrængende mikroorganismer såsom bakterier og vira. Denne tilstand kaldes også en inflammation. Så snart infektionen er nedkæmpet får lymfekirtlen igen sin normale størrelse.

Det vil nok mest nærliggende eksempel på hævede lymfekirtler som følge af en infektion er halsbetændelse, hvor halsen hæver. Ved kyssesyge hæver lymfekirtlerne dog overalt på kroppen.

I mere sjældne tilfælde kan hævede lymfekirtler skyldes kræft. Som regel hæver lymfekirtler langsommere ved forekomster af lymfekræft end ved en infektion. Desuden er der tendens til, at lymfekirtlerne ikke er ømme i kræftens første stadie.

Lymfekræft kan enten opstå i det lymfatiske system i form af lymfomer (se evt. hodgkins lymfom eller non-hodgkins lymfom), i blodet i form af leukæmi eller via mestaser, hvor kræften breder sig til lymfekirtlerne fra andet sted på kroppen.

Læs evt. artiklen: lymfekræft

Endvidere kan autoimmune sygdomme såsom leddegigt medføre hævede lymfekirtler.

Ud over den obligatoriske fysiske undersøgelse og gennemgang af din sygehistorik, kan der udføres forskellige diagnostiske tests afhængig af, hvad din læge mistænker som årsagen til din tilstand af hævede lymfekirtler. Hermed kan din læge bekræfte eller udelukke muligt underliggende årsager.

Bl. a. kan følgende diagnostiske undersøgelser være nærliggende at udføre:

• Blodprøver: Et fuldt blodbillede (blodprocenten) kan hjælpe med at evaluere din generelle helbredstilstand og fastslå en række forstyrrelser såsom infektioner og leukæmi.

   

  Læs evt. artiklen: blodprøver

• Billedeundersøgelser: En røntgenundersøgelse eller CT-scanning hjælpe med at fastslå eventuelle tumorer.

• Biopsi af lymfekirtel: Hvis lægen har svært ved at stille en diagnose, kan en såkaldt finnålsaspiration (FNA) fra lymfekirtlen eller en kirurgisk fjernelse af hele lymfekirtlen danne grundlag for en vævsprøve. Ved en finnålsaspiration føres en tynd hul nål ind i lymfekirtlen vedledt af ultralyd, hvorved celler udtrækkes (aspireres).

Behandling af hævede lymfekirtler afhænger af årsagen til tilstanden. Hævede lymfekirtler forårsaget af en infektion har ingen specifik behandlingsform og går normalt væk af sig selv i løbet af en uges tid. Dog kan smertestillende medicin tage den værste smerte.

Hvis du har hævede lymfekirtler som følge af kræft er en mere intensiv og længerevarende behandling nødvendig. Som oftest skal man gennemgå kemoterapi, strålebehandling eller en kirurgisk fjernelse af den kræftramte lymfekirtel eller andet sygt væv.

Relaterede artikler: lymfekræft symptomer

Her ses alle de områder af kroppen som berøres af cystisk fibrose

(Klik på billedet for større version)

Cystisk fibrose tilhører en sygdomsgruppe kaldet de autosomalt recessive arvelige sygdomme, som kendetegnes ved, at begge forældre skal bære det defekte gen, der er årsagen til sygdommen, for at sygdommen kan forekomme.

Cystisk fibrose er en alvorlig sygdom, der medfører omfattende skader på lungerne, hvilket resulterer i flere forskellige symptomer i luftvejene. Cystisk fibrose påvirker desuden fordøjelsessystemet (især bugspytkirtlen, leveren og tarmene), hvilket resulterer i fejlernæring.

Sygdommen påvirker de celler i kroppen, der producerer slim, sved og fordøjelsesvæsker. Disse sekreter er normalt tyndtflydende, men ved cystisk fibrose bliver de tyktflydende, seje og klistrede. Fremfor at fungere som et smøremiddel tilstopper sekreterne de mange passager, udløb og gange, der findes i lungerne og bugspytkirtlen.

Cystisk fibrose forekommer hyppigst i de nordeuropæiske befolkninger (inkl. Danmark), hvor sygdommen findes hos ca. 1 ud af 4000 levendefødte. Før i tiden døde de fleste mennesker med cystisk fibrose allerede i teenageårene, men forbedrede muligheder for diagnosticering og behandling tillader i dag mange patienter at leve til 50’erne eller endda længere.

Andre betegnelser for cystisk fibrose inkluderer cystisk pankreasfibrose og mucoviscidose. Betegnelsen cystisk fibrose stammer fra den karakteristiske dannelse af arvæv og cyster i bugspytkirtlen, som sygdommen indebærer.

Symptomerne på cystisk fibrose kan variere fra barn til barn afhængigt af alvorligheden af det enkelte tilfælde. Selvom sygdommen typisk har en tendens til at forværres med tiden, kan symptomerne hos det individuelle barn forværres eller forbedres i perioder.

Hos nogle børn viser symptomerne sig allerede i de første leveår – hos andre ses de først i teenagealderen eller i voksenlivet.

Et af de første tegn på cystisk fibrose er en overdreven salt smag på huden. Patienter med cystisk fibrose har nemlig en tendens til at have mere salt i deres sved end andre. Mange forældre kan derfor ofte smage saltet, når de kysser deres børn.

Størstedelen af de øvrige symptomer på cystisk fibrose relaterer til luftvejssystemet eller fordøjelsessystemet. Åndedrætsbesvær og vejrtrækningsproblemer er nogle af de mest alvorlige symptomer og er resultatet af de hyppige lungeinfektioner, der følger med sygdommen.

Den tykke og klistrede slim der produceres i forbindelse med cystisk fibrose, tilstopper de luftrør, der fører luft til og fra lungerne. Dette kan resultere i:

• Vedvarende hoste
• Gentagne lungeinfektioner inkl. lungebetændelse
• Hvæsen eller pibende vejrtrækning
• Ophobelse af tykt, sejt slim i luftvejene
• Høj produktion af opspyt
• Bihulebetændelse
• Besvær ved at udføre anstrengende fysiske aktiviteter
• At hoste blod op (blodstyrtning/hæmatemese)
• For højt blodtryk i lungerne (pulmonal arteriel hypertension)
• Hjertesvigt
• Hypoxi (iltmangel)
• Åndedrætssvigt hvilket nødvendiggør mekanisk hjælp til vejrtrækningen

Mennesker der har cystisk fibrose har desuden en øget tendens til at udvikle andre lungesygdomme (end lungeinfektioner) sammenlignet med andre mennesker.

Den tykke slim kan også blokere de passager, der fører fordøjelsesenzymer fra bugspytkirtlen til tyndtarmen. Uden disse fordøjelsesenzymer kan tarmene ikke absorbere alle næringsstofferne i de fødevarer man spiser. Dette kan resultere i:

• Ildelugtende, fedtet afføring
• Øget appetit
• Hæmmet vækst på trods af normale spisevaner
• Diarre
• Udspilet eller udvidet abdomen som følge af konstipation (forstoppelse)
• Smerter eller ubehag som følge af inflammation i bugspytkirtlen
• Blokering af tarmene (især hos nyfødte – en tilstand der også kaldes meconium ileus)
• Endetarmsfremfald (endetarmsprolaps)
• Invagination (intussusception – en form for tarmslyng)
• Halsbrand (gastroøsofageal refluks)

Desuden kan nedsat frugtbarhed (infertiltet) hos mænd være et karakteristisk symptom hos mænd, der har cystisk fibrose. I nogle tilfælde kan kvinders fertilitet også påvirkes af cystisk fibrose pga. fortykkelse af slimen på livmoderhalsen eller fejlernæring.

Den hæmmede vækst, der er karakteristisk for børn med cystisk fibrose, skyldes sandsynligvis en kombination af de hyppige lungeinfektioner, den dårlige optagelse af næringsstoffer fra kosten mv.

Grundet en mindsket produktion af insulin udvikler 10-15% af alle mennesker med cystisk fibrose desuden diabetes (typisk i 18-24 års alderen).

Man bør opsøge læge hvis ens barn:

• Ikke vokser normalt
• Har slimet hoste
• Har gentagende infektioner i luftvejene (inkl. bihulebetændelser)
• Ofte har fedtet, ildelugtende afføring

Søg straks læge hvis dit barn har åndedrætsbesvær.

Ved cystisk fibrose ændrer (muterer) et defekt gen (CFTR-genet) det protein (CFTR-proteinet), der regulerer saltens bevægelse ind og ud af cellerne. Dette resulterer i tykt, klistret sekret (slim) i luftvejene og fordøjelsessystemet såvel som i det reproduktive system.

Cystisk fibrose forårsager desuden en øget saltmængde i sveden. Herudover mindskes bugspytkirtlens produktion af insulin med alderen, hvilket kan føre til sukkersyge.

Der findes over 1500 forskellige mutationer af CFTR-genet, der kan føre til cystisk fibrose hos mennesket. Den mest almindelige mutation kaldes F508 og er årsagen til størstedelen af alle tilfælde af cystisk fibrose.

Genet der er årsagen til cystisk fibrose nedarves fra barnets forældre og er et recessesivt gen – dvs. et gen hvor barnet skal have to kopier af genet (ét fra hver forælder) for at sygdommen kan forekomme. Hvis børn kun arver én kopi af genet, kan de ikke udvikle cystisk fibrose, men vil i stedet være “bærere” af genet og kun videregive det til deres børn.

CFTR står i øvrigt for Cystic Fibrosis Transmembrane Conductance Regulator og genet består af 230.000 basepar.

Der findes mange forskellige komplikationer af cystisk fibrose. Komplikationerne rammer almindeligvis luftvejene, fordøjelsessystemet og det reproduktive system.

Luftvejene

• Bronkiestasi (bronkieudvidelse)
• Kroniske infektioner
• Lungekollaps
• Polypper i næsen
• Åndedrætssvigt

Fordøjelsessystemet

• Fejlernæring (malabsorption)
• Diabetes
• Blokeret galdegang
• Rektalprolaps
• Invagination (intussusception – en form for tarmslyng)

Andre komplikationer inkluderer infertilitet (det reproduktive system), knogleskørhed (osteoporose) samt forstyrrelser i elektrolytbalancen.

• Svedprøve: En svedprøve er almindeligvis omdrejningspunktet i diagnosticeringen af cystisk fibrose. Ved svedprøven måler man saltinholdet i patientens sved og hvis indholdet er højere end normalt, stilles diagnosen cystisk fibrose. Hvis saltindholdet i sveden derimod er på et normalt niveau, udelukker dette ikke, at patienten kan have cystisk fibrose – derfor foretages der yderligere diagnosticerende undersøgelser i tilfælde hvor der er mistanke om cystisk fibrose (DNA-analyse af en blodprøve).

• Billedundersøgelser: I nogle tilfælde kan man anvende billedundersøgelser (røntgen, MR scanninger og CT scanninger) for at undersøge skader på lunger og tarme i forbindelse med diagnosticering af cystisk fibrose.

• Genetisk screening: Man kan undersøge for tilstedeværelsen af det gen, der forårsager cystisk fibrose, hvilket kan bruges til at finde ud af, om ens kommende børn kan arve sygdommen (hvilket er tilfældet hvis begge forældre bærer det pågældende gen). Hvis der er en risiko for, at fostret har cystisk fibrose, kan diagnosen som oftest stilles vha. en fostervandsundersøgelse eller en moderkageprøve.

Der findes ingen behandling der kan kurere cystisk fibrose, men behandlingsmulighederne kan lindre eller mindske symptomerne og komplikationerne.

Følgende anvendes til behandling af cystisk fibrose:

• Antibiotika
• Lungefysioterapi
• Bugspytkirtelmedicin
• Astma- behandling (til patienter der udvikler astma-lignende symptomer)
• Lungetransplantation (i tilfælde hvor lungernes funktion er meget ringe)

Øvelser til genoptræning af tennisalbuer

• Inden genoptræningen
  • RICE-proceduren
• Øvelser for tennisalbuer
  • Strækøvelser
  • Styrkeøvelser
• Genoptræning og forebyggelse af tennisalbuer

For supplerende information henvises til artiklen: tennisalbue – behandling

En ubehandlet tennisalbue kan ofte udvikle sig til en kronisk tilstand.  Derfor skal det understreges, at genoptræning af albuen ikke bør påbegyndes, før smerterne er milde eller helt forsvundet.

Det er således afgørende at genvinde fuld styrke og fleksibilitet i albuen inden armen igen kan udsættes for maksimal fysisk belastning på arbejdet eller ved sportsaktiviteter.

Umiddelbart efter skadens opståen anvendes RICE-proceduren (rest, ice, compression og elevation) for akut at begrænse skadens omfang ved bl. a. at mindske hævelsen og lindre smerterne. 

• Hvile: Hermed opnås de bedst mulige vilkår for, at tennisalbuen heler hurtigt

• Is: Påfør aldrig isen direkte på huden pga. risiko for forfrysninger, men vikl isen ind i et viskestykke eller anden form for tekstil, der ikke isolerer kulden. Kulden nedsætter inflammationen og lindrer eventuelle smerter.

• Kompression: Et elastikbind eller gaze omkring albuen modvirker hævelse.

• Elevation (hævelse): Når armen hæves løber blodet fra væk fra albuen, hvilket mindsker hævelsen og giver dermed tennisalbuen ro til at hele.

Du kan læse mere om RICE-proceduren her

Forsigtige strækøvelser inkluderer  såvel bøjning som strækning og rotation af håndleddet. Albuen bør udstrækkes og ikke bøjes. Udstrækningerne bør holdes i 20-30 sekunder og gentages 5-10 gange mindst 2 gange dagligt.  Kraftfulde udstrækninger bør undgås – stræk ikke til smertepunktet.

Billede

Med albuerne bøjet og håndleddet støttet kan du udføre følgende øvelser:

Udstrækning af håndleddet: Grib om en let håndvægt (ca. 0.5 kg) med håndfladen vendende nedad (pronation). Støt underarmen på kanten af bordet, således at kun din hånd kan bevæge sig. Løft håndleddet langsomt opad og sænk det langsomt nedad igen.

Bøjning af håndleddet: Grib om håndvægten med håndfladen vendende opad (supination). Støt underarmen på kanten af bordet, så du kun kan bevæge hånden. Bøj håndleddet langsomt opad for derefter at sænke håndleddet langsomt nedad.

Billede 

Her ses en forstørret prostata

(Klik på billedet for større version)

Prostata (også kaldet blærehalskirtlen) er en kirtel, der udelukkende findes hos manden og er placeret ved urinblæren (urinrøret løber igennem prostata).

Prostata begynder at tiltage i størrelse omkring 40 års alderen. Denne tilstand kaldes også benign prostatahyperplasi, benign prostatahypertrofi eller godartet forstørret prostata og forkortes BPH.

Efterhånden som prostata forstørres, begynder den at trykke på urinrøret, hvilket medfører en vis forsnævring af urinrøret. Denne forsnævring resulterer i vandladningsproblemer – og de øvrige symptomer på forstørret prostata – hos nogle mænd.

Forstørret prostata er et af de mest almindelige helbredsmæssige problemer hos mænd over 60 år.

Det er vigtigt at bemærke, at en forstørret prostata ikke er ensbetydende med prostatakræft og heller ikke øger risikoen for samme.

Den præcise årsag til at prostata forstørres, er endnu ikke kendt af lægevidenskaben, men man ved, at prostata tiltager i størrelse pga. en forøgelse af antallet af celler (såkaldt hyperplasi). Man mener at følgende faktorer kan påvirke væksten af prostata:

• Alder: Sandsynligheden for at udvikle forstørret prostata stiger med alderen. Kun få mænd får forstørret prostata i 40 års alderen, hvor 90% af alle mænd over 80 år har tilstanden

• Hormoner: Man mener at androgener (mandlige køsnhormoner) såvel som østrogener kan bidrage til forstørrelsen af prostata

• Testiklerne: Testiklernes præcise rolle i forhold til forstørrelse af prostata er uklar, men der findes uden tvivl en sammenhæng, idet prostata ikke forstørres hos mænd, der får fjernet testiklerne i en tidlig alder (f.eks. som følge af testikelkræft)

Årsagen til symptomerne på forstørret prostata – hvilket inkluderer forskellige vandladningsproblemer – er, at prostata trykker på- og forsnævrer urinrøret i forbindelse med at den vokser.

Det er ikke alle mænd med en forstørret prostata, der oplever symptomer på forstørrelsen (det estimeres at ca. ¼ af alle mænd mellem 50-60 år har forstørret prostata med symptomer).

Symptomerne på forstørret prostata består primært af vandladningproblemer, der kan inddeles i lagringssymptomer og tømningssymptomer - inklusive:

• Øget vandladningstrang
• Hyppig vandladning
• Mindre mængder urin ved hver vandladning
• Natlig vandladning
• Ufrivillig vandladning
• Smerter når blæren er fuld

• Besvær med at starte vandladningen
• Nedsat kraft i urinstrålen (“slap” stråle eller afbrydelser i strømmen af urin)
• En fornemmelse af at urinblæren ikke tømmes helt
• Anstrengelse for at tømme urinblæren ved vandladning
• Smerter eller brændende og sviende fornemmelser ved vandladning

Herudover kan blod i urinen og efterdryppende urin også være også være symptomer på forstørret prostata.

Du bør opsøge læge hvis du har forstørret prostata og oplever et eller flere af følgende symptomer:

• Feber
• Mindre urin ved vandladning end normalt
• Kuldegysninger
• Blod i urinen
• Kvalme
• Opkast
• Smerter i lænderyggen, siden eller maveregionen

Man bør desuden opsøge læge hvis symptomerne på forstørret prostata forværres (se listen over lagrings- og tømningssymptomer ovenfor).

Hvis man pludselig slet ikke kan lade vandet, bør man straks opsøge læge eller tage til det nærmeste hospital, idet dette kan være et symptom på akut urinretention, hvilket kan være en helbredsmæssig nødssituation.

Mænd over 50 år bør desuden regelmæssigt få undersøgt deres prostata hos lægen – også selvom der ikke er nogle symptomer til stede.

De mulige komplikationer af forstørret prostata – hvilket især er en risiko for mænd der har haft forstørret prostata i længere tid evt. med forværrende symptomer – kan være:

• Akut urinretention (manglende evne til at lade vandet)
• Urinvejsinfektioner
• Urinvejssten
• Skader på nyrerne
• Blod i urinen

Følgende undersøgelser kan anvendes i forbindelse med diagnosticering af en forstørret prostata:

• Digital rektalundersøgelse (også kaldet rektal-eksploration; undersøgelse hvor lægen via endetarmen med en finger mærker efter på prostata)
• Urinprøver
• Blodprøver

I nogle tilfælde henvises man til en specialist (urolog) for at få stillet en korrekt diagnose.

Hvorvidt man vælger at behandle en forstørret prostata eller ej, afhænger i høj grad af patientens symptomer. Hvis symptomerne er milde og ikke generer patienten meget i dagligdagen, vil man som oftest undlade at behandle patienten.

Ved mere alvorlige eller generende symptomer kan behandlingen inkludere medicinering såvel som operation. 

Relaterede artikler: prostatakræft, symptomer på prostatakræft, impotens

Her ses et barn med hængende øjenlåg/ptose

(Klik på billedet for større version)

For supplerende information henvises til artiklerne: tunge øjenlåg, poser under øjnene

Hvis dine øjenlåg hænger, er øjenlågenes muskel- og bindevæv svækket. Dvs. de små muskler, som løfter øjenlåget, fungerer ikke tilstrækkeligt.

Har du så hængende øjenlåg, at dit synsfelt er indskrænket, lider du af ptose – en tilstand, som ofte er aldersbetinget. Derfor ser man ofte hængende øjenlåg hos ældre mennesker, når øjenlågenes løftemuskler begynder at blive svage.

Det ses ofte, at mennesker med hævede øjenlåg løfter øjenbryn, rynker pande eller læner nakken tilbage for at kunne se tilstrækkeligt ud af øjenene.

Normalt hænger øjenlågene mere, når man har været vågen I lang tid. Det skyldes, at øgenlågets muskler bliver trætte.

Årsagerne til medfødt ptose kendes ikke. Børn kan være født med ptose på ét eller begge øjenlåg . Såfremt de ikke bliver behandlet for ptose i en tidlig alder, kan den forsinkede synssudvikling forårsage et såkaldt “dovent øje” (på fagsprog amblyopi).

Årsager til ptose kan sammenfattes som:

• Aponeurotisk ptose: Dette er den mest hyppige årsag til hængende øjenlåg. Aponeurotisk ptose er en alders-relateret degenerativ forandring af aponeurosen – en slaphed i ligamenterne, som påvirker øjenlågets løftemuskler – hhv. tarsalmusklen og levatormusklen. Ptosen kan påvirke dit ene øje eller begge dine øjne.

• Neurologiske sygdomme: Denne type sygdomme kan såvel medfødte som pådragede. De mest almindelige neurotiske sygdomme, som kan forårsage ptose er Horners Syndrom eller myastenia gravis. Desuden kan fysiske traumer beskadige vigtige nerver forbundet med øjenlågets løftemuskel.

• Bivirkning som følge af øjenoperation: Ptose kan også opstå som bivirkning af LASIK øjenkirurgi eller øjenoperation af grå stær.

Hængende øjenlåg kaldes nogle gange fejlagtigt for et “dovent øje”. Dog kan kan et ubehandlet hængende øjenlåg i alvorlige tilfælde forårsager andre lidelser såsom et dovent øje, som normalt forbindes med amblyopi. Derfor er det vigtigt, at børn med hængende øjenlåg behandles i en tidlig alder.

Hvis en underligggende sygdom diagnosticeres, vil behandlingen tage udgangspunkt i denne. De fleste forekomster af ptose er forbundet med aldring, og ingen sygdom er involveret.

En operation kan udfores af såvel kosmetiske som praktiske grunde:

• Udseendet forbedres, idet de hængende øjenlåg ikke længere
• Et normalt synsfelt opnås

Relaterede artikler: øjenlågsoperation, hævede øjenlåg, øjenoperation