I de seneste uger er der blevet sået tvivl, om der er alvorlige bivirkninger ved HPV vaccinen.

Det er sket efter bl. a. Politiken har bragt en artikel om enkelttilfælde af en pige, som efter 3 HPV vacciner har udviklet kronisk hovedpine og svimmelhed. Efterfølgende har andre medier som Berlinske fulgt op på temaet og undersøgt hvor mange registrerede tilfælde af bivirkninger som følge af HPV vaccinen, der har ført til erstatning.

Antallet af anmeldelser af skader efter injektion af HPV vaccinen ligger på 200 globalt. Dette er dog et meget lille tal i forhold til de over 100 millioner doser, der er blevet injiceret, påpeger eksperter på området.

Når en ny vaccine kommer på markedet, har den først været gennemtestet i forskellige dyrearter og derefter 3 faser, hvor tusindvis af mennesker minutiøst er blevet undersøgt for eventuelle bivirkninger. Men sikkerhedsprocedurerne stopper ikke efter disse tests, når vaccinen er på markedet. I de efterfølgende år bliver der nemlig sat sikkerhedskomiteer op, som løbende sikrer sig, at der ikke er alvorlige og sjældne bivirkninger forbundet med vaccinen.

Dette er dog et svært arbejde, da der iblandt de mange millioner af mennesker helt sikkert vil være nogen, som får en sygdom efter at have fået vaccinen blot ved et tilfælde. Deres arbejde går så ud på at analysere om det er en tilfældighed eller om der er en kausal sammenhæng med vaccinen.

Det kan virke meget overbevisende med en ung kvinde, som får det dårligt efter at have fået en HPV vaccine, men sygdomstilfældet behøver ikke nødvendigvis at være forbundet med vaccinen. Derfor går sikkerhedskomiteerne går ind og sammenligner befolkningsgrupper som har fået vaccinen med folk som ikke har fået den. I de data er der intet, som tyder på, at vaccinen er farlig.

Tværtimod viser alle studier, at HPV vaccinen redder mange tusinde liv. En vis skepticisme er sund, når det drejer sig om nye lægemidler, men det kan også få negative konsekvenser, hvis man afholder sig fra et lægemiddel, som potentielt er livsreddende.

Livmoderhalskræft er en alvorlig kræftsygdom, som rammer omkring 400 danske kvinder hvert år.

Heldigvis har der inden for de seneste år været øget fokus på livmoderkræft vaccinen og screening for sygdommen.

Globalt set er sygdommen et stort problem, da den i alt rammer 500.000 mennesker, hvilket gør den til den næst hyppigste kræftsygdom blandt kvinder. Konsekvenserne af at få stillet diagnosen livmoderhalskræft er som med alle andre cancerformer alvorlige.

Uden behandling vil sygdommen progrediere ved at vokse og sprede sig til lunger og knoglerne. Behandlingen af livmoderhalskræft i de lave stadier er kirurgisk fjernelse af tumoren, og i senere stadier nøjes man med stråling og kemoterapi, da man her ikke længere kan fjerne canceren helt med kirurgi.

Sygdommens første manifestationer er som oftest atypiske vaginale blødninger, hvilket er hyppigt blandt kvinder og derfor gør sygdommen svær at fange i et tidligt stadie. For at diagnosticere flere patenter i et tidligt stadie, hvor der er en god prognose, er der derfor iværksat et landsdækkende screeningsprogram for kvinder mellem 23 og 64 år.

Behandlingen af livmoderhalskræft afhænger meget af, hvor udbredt sygdommen er, når den bliver opdaget, så screeningstiltaget har gavnet de patienter, som nu kan nøjes med en mindre operation.

Der er mange disponerende faktorer til, at man får sygdommen, men den klart vigtigste af disse er infektion af virusset Human Papillomavirus (HPV). HPV er fællesbetegnelse for en familie af vira, som dækker over 120 undertyper.

Forskere har fundet ud af, at HPV type 16 og HPV type 18 sammenlagt er årsag til 70% af alle tilfælde af livmoderhalskræft. Derfor er der udviklet en vaccine mod netop disse typer, som forhindrer infektion af de to HPV typer.

Livmoderhalskræft vaccinen er af den grund nu blevet en del af børnevaccinationsprogrammet  -  et tiltag, som forventes at kunne reducere forekomsten af livmoderhalskræft drastisk i løbet af de kommende år.

Man kan få en vaccine mod mange sygdomme, men hvordan virker de og hvor lang tid tager det? Der er en masse spørgsmål, som trænger på, når folk skal vaccineres. Men i grunden er vacciner meget simple.

Når man får en vaccination mod en sygdom, forbereder man kroppens immunforsvar på at skulle bekæmpe sygdommen, hvis man skulle være så uheldig at blive smittet.

I vaccinen er der nogle dele af den sygdomsfremkaldende mikroorganisme. Hvis det er en bakterie, man vaccineres imod, kunne vaccinen indeholde overfladeproteiner eller noget af dens gift, som er blevet inaktiveret. Hvis det er et virus, kan man kun bruge enten hele virusset eller dele af den.

Der er også tilfælde, hvor man bruger hele svækkede mikroorganismer, som kun meget sjældent kan give anledning til sygdom. Disse substanser er generelt helt harmløse, og kroppen ville ikke anse dem som faretruende nok til at gå i gang med at opbygge et forsvarssystem imod.

Ved en vaccination bliver man derimod nødt til at ”snyde” kroppen til at tro, at der er en infektion, så kroppen kan bygge et effektivt forsvar mod sygdommen op. Derfor blander man en olieblanding med i vaccinen, da den sørger for at skabe en mild betændelsestilstand i området, som fortæller kroppen, at der er noget i området, som skal helbredes. Den fremkomne rødme og lette smerte ved indstik stedet, hvilket altså er en ”tilsigtet bivirkning” ved vacciner.

Denne olie er der desværre nogen som der er eller bliver allergiske overfor. Det er heldigvis sjældent det sker, men på grund af at denne komplikation kan opstå, er det vigtigt, at der er en læge i nærheden til at træde ind, hvis der er behov for behandling.

Når kroppen nu er blevet introduceret til de sygdomsfremkaldende mikroorganismer, sætter kroppen en lang række processer i gang i immunsystemet. Det skal forberede et effektivt forsvar mod sygdommen. Denne proces kan tage noget tid, og nogle gange kræver det flere vacciner for at opnå en tilfredsstillende beskyttelse.

Hvis man ikke er blevet vaccineret og bliver smittet med en sygdom, skal kroppen selv finde en måde at bekæmpe sygdommen på, mens den florerer i kroppen. Hvis man derimod er vaccineret, står kroppen klar med en skræddersyet bekæmpelsesmetode til netop den sygdom, som nu kan slås ned uden man når at bemærke det.

Alt om fødselsdepressioner

• Hvor udbredt er fødselsdepressioner?
• Hvornår opstår en efterfødselsreaktion?
• Symptomer på fødselsdepression
  • Fødselspsykose
• Risikofaktorer
• Komplikationer
• Behandling for fødselsdepression

Fødselsdepressioner er mere udbredt end, hvad statistikkerne viser. Det skønnes, at 1 ud af 3 kvinder bliver depressiv i efterfødselsperioden.

Som oftest bliver efterfødselsreaktioner forbigået eller ignoreret, hvilket kan få alvorlige konsekvenser for kvindens mentale tilstand, barnets udvikling, parforholdet og familien som helhed.

Den nybagte mor føler skam og frygter at blive opfattet som en ”dårlig mor” og ”kold person”, hvis omverdenen får kendskab til den manglende følelse af glæde og lykke samt interesse for barnet.

Desuden kan angsten for en tvangsfjernelse af barnet bevirke, at moren forsøger at skjule, hvor dårligt hun i virkeligheden har det.

En efterfødselsreaktion kan opstå når som helst efter fødslen. Dog er det hyppigste tidspunkt 3-6 måneder efter fødslen, hvor flere måneders søvnmangel, stres og følelse af isolation (når nyhedens interesse fra omverdenen er gået over) kan give anledning til en reaktion.

Dvs. en fødselsdepression opstår ikke pludseligt, men over flere uger eller måneder.

Der kan være mange årsager (også samtidige), der har direkte eller medvirkende indvirkning på en efterfødselsreaktion:

Ydre årsager kan bl. a. være:

• Det drastiske fald i hormonniveauet efter fødslen
• Søvnmangel
• Problemer i forholdet
• Økonomiske problemer
• Rolleskift fra erhvervsaktiv til hjemmegående husmor

Indre årsager kan bl. a. være: 

Dårlige oplever fra barndommen, hvor man har følt sig forsømt

Frygt for at begå samme ”fejl” som sin egen mor

Symptomer på fødselsdepression er intense og længerevarende – i nogle tilfælde er symptomerne så udprægede, at det end ikke er muligt at tage sig af sin baby eller udføre selv de mest banale gøremål i hverdagen.

Symptomer på fødselsdepression kan inkludere:

• Appetitløshed
• Hukommelsestab
• Voldsom irritabilitet og vrede
• Voldsom træthed
• Manglende sexlyst
• Manglende livsglæde
• Følelse af skam, skyld og utilstrækkelighed
• Voldsomme humørsvingninger
• Vanskeligheder med at knytte sig til sin baby
• At som så vidt muligt undgå famlie og venner
• Tanker om at skade sig selv eller sin baby

Fødselspsykose er en sjælden og alvorlig form for efterfødselsreaktion, der typisk udvikles inden for de første par uger efter fødslen.

Symptomerne er endnu voldsommere end ved en fødselsdepression og kan medføre tvangstanker og tvangshandlinger, der kan skade såvel mor som barn.

Typiske symptomer på en fødselspsykose er:

• Forvirring og disorrientation
• Hallucinationer og delusioner
• Paranoia (forfølgelsesvanvid)
• Forsøg på at skade sig selv eller sin baby

Ved mistanke om en fødselspsykose, bør du eller dine pårørende altid opsøge lægehjælp, da lidelsen kan livstruende for såvel mor som barn. Det nytter vente og håbe på, at tilstanden forbedres.

Følgende faktorer øger risikoen for en fødselsdepression:

• Depression under graviditeten eller tidligere i livet
• Fødselsdepressioner efter tidligere graviditeter
• Stressende oplevelser det seneste år – f.eks. komplikationer under graviditeten, sygdom, dødsfald i nærmeste familie eller problemer i forholdet.
• Din famlie og venner støtter dig for lidt – især efter et par måneder, hvor nyhedsinteressen om ”den lille ny” stilner af.
• Ikke planlagt eller uønsket graviditet

Hvis du har en depression under graviditeten, bør en fødselsdepression i efterfødselsperioden derfor forebygges med psykoterapeutisk behandling

En fødselsdepression og den heraf følgende mangel på tilknytning og omsorg til barnet kan påvirke barnet i et sådant omfang, at det får vanskeligt ved at knytte sig til andre.

En ubehandlet efterfødselsreaktion kan vare i måneder eller år og i værste fald medføre en kronisk depression. Selv ved behandling af fødselsdepression er der forøget risiko for fremtidige episoder af depression.

En efterfødselsreaktion medfører en stor psykisk belastning for parforholdet, hvilket sætter forholdet under en alvorlig prøve. Derfor øget risiko for, at paret går fra hinanden, mens barnet er helt lille.

Afhængig af symptomernes alvorsgrad, kan behandlingen af efterfødselsreaktioner tage udgangspunkt i forskellige behandlingsmetoder.

Som udgangspunkt behandles alle former for efterfødselsreaktioner psykoterapeutisk. Dog kan det være nødvendigt at kombinere psykoterapi med medicinsk behandling samt vejledning i håndtering af barnet.

En væsentlig faktor og forudsætning for helbredelse er at turde bede bede om hjælp. Ofte er det nødvendigt at få professionel hjælp i form af psykoterapi, hvor du kan bearbejde dine indetrængte følelser i forhold til barnet og ikke mindst din egen rolle som forælder.

For uden professionel hjælp er det vigtigt, at du tør vise din partner, familie og venner tillid ved at indvillige dem i, hvordan du har det. Husk at være åben over for din partner, så han hvilke følelser du kæmper med.

Det er vigtigt at have familie og gode venner, som kan hjæpe dig gennem efterfødselsreaktionen. Undgå at gøre alt selv – især hvis du i forvejen har børn.

Vær ikke bange for at ulejlige andre. Hvis du fortæller om dine følelser får omverdenen bedre forståelse for din situation. Desuden er vil din famlie og gode venner være glade for at hjæpe dig igennem den svære tid.

Husk, at kriser ofte knytter mennesker tættere sammen.

Læs evt. artiklen: behandling for depression

Relaterede artikler: depression, depressionstest, antidepressiv medicin

Alt om nyrebetændelse

• Hvad er glomerulonephritis?
• Symptomer på nyrebetændelse
• Årsager
  • Infektioner
  • Immunsygdomme
  • Karbetændelse (vaskulitis)
• Komplikationer
• Diagnosticering
• Behandling af nyrebetændelse

Nyrebetændelse (glomerulonefritis) er inflammation af glomeruli – dvs. de mikroskopiske strukturer i nyrerne, som filtrerer overskydende væske, elektrolytter og affaldsstoffer i blodbanen ud gennem din urin.

Sygdommen er sjælden. Kun ca. 2oo danskere får årligt stillet diganosen glomerulonefritis.

Symptomer på nyrebetændelse (glomerulonefritis) kan afhænge af årsagen samt hvorvidt tilstanden er akut eller kronisk.

Følgende symptomer associeres med nyrebetændelse:

• Blod i urinen (hæmaturi) – lyserød eller mørk urin
• Skummende urin som følge af overskydende protein i urinen (proteinuri)
• Højt blødtryk (hypertension)
• Væskeretention (ødem) – hævelser i angsigtet samt hænder og fødder
• Træthed som følge af blodmangel (anæmi) eller nyresvigt

En lang række af tilstande kan forårsage nyrebetændelse (glomerulonefritis) – alt lige fra infektioner lokalt i nyrerne eller systemiske sygdomme, der rammer hele kroppen inkl. nyrerne.

Bl. a. kan følgende tilstande og sygdomme forårsage inflammation af nyrernes glomeruli:

• Akut post-streptokok glomerulonefritis (APGN): Denne form for akut nyrebetændelse kan udvikle sig over 1-2 som en immunologisk reaktion på en halsbetændelse eller hudinfektion (børnesår) forårsaget af gruppe A streptokokker (GAS). Børn er mest udsatte for akut post-streptokok glomerulonefritis, men kommer sig hurtigst.

• Betændelse i hjerteklapperne (infektiøs endokarditis): Bakteier kan spredes gennem blodbanen og trænge ind til hjertet. Særligt udsat er mennesker med beskadede eller kunstige hjerteklapper. Infektiøs endokarditis associeres med glomerulær sygdom, men den præcise sammenhæng mellem de to lidelser er ukendt.

• Virusinfektioner: Bl. a. kan HIV samt Hepatitis B og Hepatitis C virusser kan forårsage nyrebetændelse.

• Lupus (Systemisk Lupus Erythematosus; SLE):  Lupus er en kronisk inflammatorisk sygdom, som kan ramme dele af kroppen; f.eks. hud, led, nyrer, blodceller, hjerte og lunger.

• Goodpasture’s syndrom: En sjælden lungesygdom, som kan forveksles med lungebetændelse. Goodpastures syndrom forårsager for uden nyrebetændelse (glomerulonefritis) blødninger i lungerne.

• IgA nefropati : Lidelsen kendetegnes ved tilbagevendende episoder af blod i urinen som følge af aflagringer af immonoglobin A (igA) i glomeruli.

• Polyarteritis nodosa: Bindevævssygdom, som medfører betændelsestilstand i kroppens små blodkar.

• Wegeners granulomatose: Wegeners granulomatose er en meget sjælden autoimmun sygdom, som angriber de små blodårer (arterioler og kapillærer) i kroppen, bl. a. i nyrerne.

Nyrebetændelse (glomerulonefritis) kan skade dine nyrer, så de mister egnen til at filtrere blodet. Det kan medføre ophobning af væsker, elektrolytter og affaldsstoffer i kroppen – en lidelse kaldet nyresvigt.

Komplikationer kan være:

• Nyresvigt: både akut som kronisk nyresvigt - Læs mere om nyresvigt her

• Højt blodtryk:  Det forhøjede blodtryk skyldes ophobning af affaldsstoffer i blodet, som kan forøger blodtrykket.

• Nefrotisk syndrom: Denne gruppe af symptomer kan ledsage nyrebetændelse og andre tilstande, der påvirker glomeruli og deres evne til at filtrere blodet. Nefrotisk syndrom kendetegnes ved et højt nivau af protein i urinen (proteinuri), hvilket medfører mangel på protein i blodet.

Følgende undersøgelser kan diagnosticere nyrebetændelse:

• Urinprøve: Urinprøven kan vise røde blodceller i ruinen, hvilket indikerer mulig skade på glomeruli. Desuden kan hvide blodlegemener – et typisk tegn på infektion eller inflammation og forøgede niveauer af protein – indikere skade på et nefron.

• Blodprøve: En blodprøve kan måle niveauer af affaldsprodukter i blodet. Høje niveauer kan indikere nyreskade eller svækkelse af glomeruli.

• Billedundersøgelser: Hvis lægen ud fra urin- eller blodprøven har bestyrket mistanke om nyrebetændelse eller anden nyrelidelse, kan en røntgenundersøgelse, ultralydsscanning eller CT-scanning af nyren give en visuel dimension.

• Nyrebiopsi: En speciel nål udtager et stykke væv fra nyren, som analyseres ved en mikroskpisk undersøgelse i et laboratorium. En nyrebiopsi er næsten altid nødvendig for at kunne stille en præcis diagnose, der kan bekræfte eller falsificere lægens mistanke om nyrebetændelse fra urin- og urinprøven.

Behandling af nyrebetændelse og resultatet af denne afhænger af:

• Hvorvidt sygdommen er akut eller kronisk
• Den underliggende årsag
• Typen og alvorsgraden af dine symptomer

I nogle tilfælde af akut nyrebetændelse – især ved akut post-streptokok glomerulonefritis (APGN) – går ofte væk af sig selv og kræver derfor ofte ingen specifik behandling.

Generelt tager behandlingen udgangspunkt i at beskytte nyren eller begge nyrer mod yderligere skade ved at behandle den direkte eller indirekte årsag til nyrebetændelsen.

Relaterede artikler: nyrebækkenbetændelse, nyresygdomme, nyresten

Alt om nyrebækkenbetændelse

• Hvad er nyrebækkenbetændelse?
• Årsager
• Komplikationer
• Symptomer på nyrebækkenbetændelse
• Behandling af nyrebækkenbetændelse

Nyrebækkenbetændelse – også kaldet pyelonefritis – er en infektion en de øvre urinveje og nyrebækkenet via urinvejene.

Med andre ord; nyrebækkenbetændelse er som regel blærebetændelse, der breder sig til nyrevævet og nyrebækkenet. Dog er det sjældent, at mennesker med blæretændelse får pyelonefritis.

Selvom lidelsen er forholdsvis sjælden, har kvinder (især under graviditeten), ældre mennesker og børn størst risiko for at blive ramt af nyrebækkenbetændelse.

Nyrebækkenbetændelse er den hyppigste årsag til blodforgiftning. Derfor kan pyelonefritis potentielt være livsfarligt.

Nyrebækkenbetændelse forårsages af en bakterie eller virus, der inficerer nyrevævet og nyrebækkenet – dvs. der hvor urinen samles, før den løber ned i urinlederne.  Selvom mange bakterier og vira kan forårsage pyelonefritis, er det som regel coli-bakterier, som er synderen.

Infektionen af nyren eller begge nyrer sker, når bakterier og vira bevæger sig fra urinblæren til nyrerne eller via blodbanen fra andre dele af kroppen.

Følgende faktorer  øger risikoen for at få nyrebækkenbetændelse:

• Obstruktiv urinvejssygdom: Normalt strømmer urinen kun i en retning – fra nyrerne til urinblæren. Dog kan obstruktion af urinvejene såsom nyresten og forstørret prostata hæmme afløbet af urin fra urinblæren, hvilket øger risikoen for at bakterier i urinblæren trænger op gennem urinlederne til nyrerne.

• Graviditet: Ligledes urinvejene blokeres hos gravide kvinder, hvis den forstørrede livmoder trykker på urinlederen. Under graviditeten er risikoen for blærebetændelse størst, og samtidig udvides urinlederne, hvilket giver bakterierne i urinblæren gunstige betingelser for at trænge gennem urinlederne og inficere vævet i de øvre urinveje og nyrebækkenet.

  I forvejen er kvinder mest udsat for blærebetændelse pga. deres meget kort urinrør, hvor bakterier let kan kravle op gennem urinrøret til blæren.

  Det er forfor ikke så underligt, at mennesker med blærebetændelse har størst risiko for at få pyelonefritis – dvs. især kvinder. Dog er det kun et fåtal med blærebetændelse, som får nyrebækkenbetændelse.

  1-2% af gravide kvinder udsættes for nyrebækkenbetændelse, mens blot 1 ud af 1000 i hele befolkningen hvert år rammes af lidelsen.

• Medfødte misdannelser i urinvejene: Desuden kan urinen løbe tilbage ind i nyrerne, hvis ventilmekanismen i overgangen mellem urinblæren og urinrøret er defekt  – en lidelse kaldet Vesikoureteral refluks (VUR). Fortrinsvis børn kan have tendenes til at at have en meget åben urinleder.

Derfor er det ikke så underligt, at mennesker med blærebetændelse og anatomiske/strukturelle defekter i urinvejene har størst risiko for at få nyrebækkenbetændelse. Dvs. kvinder, ældre mennesker og børn.

De fleste mennesker med pyelonefritis udngår komplikationer ved effektiv antibiotikabehandling.

Mennesker med medfødte strukturelle problemer i urinrøret, nyresygdom af andre årsager kan få kronisk nyrebækkenbetændelse, hvilket i sjældne tilfælde kan medføre ar i nyrerne.

I så fald kan infektionen brede sig til blodbanen og forårsage blodforgiftning (sepsis), som er en livsfarlig tilstand. Selvom risikoen for at få blodforgiftning er meget lav, er byrebækkenbetændelse den hyppigste årsag til blodforgiftning.

Symptomer på nyrebækkenbetændelse kan variere fra person til person.

Symptomerne kan inkludere:

• Feber
• Opkast
• Flankesmerter
• Lyskensmerter
• Kuldegysninger
• Kvalme
• Hyppig vandladning
• Svie ved vandladning

Børn under 2 år kan have høj feber uden symptomer relateret til de øvre urinveje. Ligeledes kan ældre mennesker være uden symptomer i urinvejene, og symptomerne kan i stedet manifestere sig I form af forvirring, usammenhængende tale eller hallucinationer.

Nyrebækkenbetændelse (pyelonefritis) behandles med antibiotika – nogle gange er flere ugers antibiotikabehandling nødvendig.

Når urinprøven er sendt til laborieundersøgelse, indleder lægen sædvanligvis en antibiotikabehandling, der bekæmper de mest udbredte typer af bakterier. Så snart resultatet fra urinprøven foreligger, kan lægen skifte til en antibiotika, som mere effektivt kan bekæmpe den identificerede bakterie-type.

Antibiotika indtages intravenøst eller oralt.

Skyldes nyrebækkenbetændelsen obstruktiv urinvejssygdom såsom nyresten eller forstørret prostata udføres behandlingen kirurgisk. Ligeledes kan medfødte misdannelser forsøges behandlet operativt for at fjerne eller minimere årsagen til pyelonefritis.

Relaterede artikler: nyresygdomme, nyrebetændelse

Oversigt over nyresygdomme

• Typer af nyresygdomme
  • Akut nyresygdom
  • Kronisk nyresygdom
• Symptomer
• Liste over nyresygdomme

Når man taler om nyresygdomme skelnes der som regel mellem akut og kronisk nyresygdom.

Akut nyresygdom indebærer en hurtigt nedsat nyrefunktion. Nyrerne er pludselig stoppet med at virke – dvs. fjerne affaldsstoffer og regulere mængden af vand og salte i blodet.

Hermed ophobes affaldsstoffer, væsker og salte (elektrolytter) i kroppen, hvilket giver nyresvigt, hvilket i sidste ende kan blive fatalt.

Årsagerne til akut nyresygdom kan være:

• Pludselig alvorlig nedsættelse af blodstrømningen til nyrerne som følge af voldsomt blodtab, blodforgiftning eller dehydrering.

• Nyreskader som følge af slag/stød, medicin (f. eks. antibiotika), gift eller infektioner.

• Pludselig obstruktion af urinvejene, hvilket forhindrer udskillelse af urin fra nyrerne. F. eks. nyresten, tumorer og forstørret prostata.Obstruktiv urinvejssygdom, der involverer nyrerne, kaldes også kirurgiske nyresygdomme, eftersom de kan behandles ved et kirurgisk indgreb. Som oftest er det kun den ene nyre, der er involveret.

Kronisk nyresygdom kan synes akut, men resultatet af en gradvis skade af nyrene over en årrække. Med tiden er nyrene ikke længere i stand til at filtrere dit blod godt nok til at holde dig sund.

Der findes mange forskellige sygdomsprocesser, der medfører en gradvis nedbrydning af nyrevæv og dermed aftagende nyrefunktion. Som oftest involverer kronisk nyresygdom dialyse resten af livet eller muligvis nyretransplantation.

Følgende tilstande forbindes med kronisk nyresygdom:

• Diabetes
• Nyrebetændelse (Glomerulonefritis)
• Hypertension (forhøjet blodtryk) / aterosklerose (åreforkalkning)
• Kronisk nyrebækkenbetændelse (kronisk  pyelonephritis)
• Kronisk nyrebetændelse (Kronisk interstitiel nefritis)
• Cyster i nyrerne (polycystisk nyresygdom)
• Obstruktiv urinvejssygdom (f. eks. nyresten, galdesten, tumorer)

Symptomerne på de forskellige former for nyresygdomme minder om hinanden og varierer afhængig af, hvilken nyresygdom, du lider af. Derfor er det svært at beskrive symptomer for nyresygdomme generelt.

Dog kan man som tommelfingerregel sige, at symptomer forbundet med akute nyresygdomme typisk er mere udtalte end ved kroniske nyresygdomme, da kroppen over længere tid har tilvænnet sig påvirkningen fra de øgede mængder af affaldsstoffer i blodet.

Typiske symptomer er:

• Blod i urin (hæmaturi)
• Skummende urin (tegn på protein i urinen, dvs. proteinuri)
• Forhøjet blodtryk (Hypertension)
• Ødem
• Oliguri og anuri
• Flankesmerter
• Uræmi
• Træthed
• Smerter ved vandladning
• Urininkontinens
• Appetitløshed
• Kvalme og opkastninger
• Kløe i huden
• Hovedpine

Der findes mange sygdomme og lidelser, der kan involvere nyrene.

Nyresygdomme inkluderer bl. a. følgende lidelser:

• Amyloidose
• Churg-Strauss’ syndrom
• Diabetisk neufropati
• Hepatorenalt syndrom
• Hydronefrose
• Hæmolytisk-uræmisk syndrom
• Nefritisk syndrom
• Nefropatia epidemica
• Nefrotisk syndrom
• Nyrearteriestenose
• Nyrebetændelse (Glomerulonefritis)
• Nyrebækkenbetændelse (pyelonefritis)
• Nyrecyster
• Nyreinsufficiens
• Nyrekræft
• Nyresvigt
• Polycystisk nyresygdom (ADKPD)
• Systemisk sclerodermi
• Tuberøs sklerose
• Wegerners granulomatose (wg)
• Wilms tumor

Relaterede artikler: glomerulonefritis, pyelonefritis, binyretræthed, nyresten

Skimmelsvamp og symptomer

• Generel information
• Symptomer på skimmelsvamp
  • Typiske symptomer
  • Sjældnere symptomer

Har du problemer med skimmesvamp i dit hjem? I så fald har du muligvis allerede adskillige symptomer på skimmelsvamp.

Mange mennesker er slet ikke klar over, at de har symptomer på skimmelsvamp, da disse som regel forveksles med symptomerne på høfeber eller forkølelse.

Alle kan påvirkes af de stoffer, som skimmelsvampe frigiver – ikke kun allergikere!

Dog er det langt fra alle, som reagerer på stofferne.

Symptomerne afhænger af den type stof, som svampen udskiller. Skimmelsvamp kan frigive følgende stoffer, som vi kan reagere på:

• Allergener: Meget få mennesker er reagerer allergener – dvs. proteiner, som udskilles fra skimmelsvampens sporer. Kun ca. 1-3 % af befolkningen er allergiske over for skimmelsvamp.

  Dog kan mennesker, der er allergiske over for andre allergener såsom pollen, støv eller dyrehår, også reagere på allergenerne i skimmelsvampe. I så fald vil du opleve, at dine allergiske symptomer forværres.

• Glukaner: Disse stoffe frigives fra skimmelsvampens cellevægge. Selvom du ikke er allergiker kan du reagere på glukaner. Typiske symptomer er irritation i øjne, øvre luftveje, træthed og trykken for brystet.

• Mykotoksiner (giftstoffer): Der findes ca. 14-16 forskellige arter af skimmelsvamp, som er giftige for mennesker. Disse skimmelsvampe udskiller giftige kemikalier kaldet mykotoksiner og fremkalder langt alvorligere symptomer end allergiske symptomer fra mere almindelige typer af skimmelsvamp.

  Symptomerne fra giftige skimmelsvampe inkluderer bl. a. skade på indre organer, hjerneskade og kræft.

Mange mennesker er ikke klar over, at de har symptomer på skimmelsvamp, da disse som regel forveksles med symptomerne på høfeber eller forkølelse.

Desuden er det langt fra alle, som reagerer på de stoffer, som skimmelsvampe frigiver.

Typiske symptomer på skimmelsvamp er:

• Forkølelse og influenza-lignende symptomer
• Høfeber-lignende symptomer
• Hoste
• Nysen
• Halseonde
  
• Stoppet næse
• Kløe i næsen
• Løbende næse
• Gentagen bihulebetændelse
• Øjne, der løber i vand
• Kløende øjne
• Hovedpine
• Koncentrationsbesvær
• Hukommelsestab
• Blodsprængte øjne
• Åndedrætsbesvær
• Hiven efter vejret
• Kløe i huden
• Udslæt

Ved indånding af giftstoffer fra skimmelsvamp kan man i sjældnere tilfælde forekommer livstruende symptomer såsom indre blødninger, organskade, kræft eller hjerneskade.

Dog skal der ofte indåndes større mængder af mykotoksiner, men nogle arter af skimmelsvampe kan udskille så gifte stoffer, at selv mindre mængder kan være fatale.

Hos mennesker med meget svækket immunforsvar – f. eks. AIDS-patienter eller mennesker under kemoterapi – kan skimmelsvamp formere sig i kroppen og brede sig til flere organer. Symptomerne er alvorlige og afhænger af, hvilket organ, der er angrebet.

Relaterede artikler: støvallergi, væggelus

Angsten for døden

• Hverdagen og døden
• Hvad er dødsangst?
• Symptomer
• Behandling

Livet og døden er to uadskillelige aspekter i vores tilværelse. I løbet af livet oplever vi alle at miste én eller flere af de mennesker, vi holder af.

Vi alle frygter den dag, hvor vores forældre skal dø, da vi ved, at vi sandsynligvis vil miste dem, inden vi selv dør.

Læs evt. artiklen: angst for at miste

Ikke nok med, at vi på tidspunkter i livet oplever døden på nærmeste hold. Eksistentielle tanker om meningen med livet stiller spørgsmål ved meningen med livet.

Hvorfor lever vi, når vi alligevel skal dø? Religiøse taler endda om et liv efter døden.

Det er således helt naturligt og relevant at tænke over døden.

Men det kan blive et alvorligt problem, hvis tankerne bliver så omsiggribende, at de overskygger alt i hverdagen og udvikler sig til en angstlidelse – også kaldet dødsangst.

Det der kan være stor forskel på, hvor meget dødsangsten fylder i den enkeltes liv. Hvor nogle får angstanfald dagligt, får andre angstlidende anfald med større mellemrum.

Ved anfald af dødsangst fylder angsten alt i tilværelsen – ikke kun mentalt, men også fysisk pga. somatiske symptomer, som bekræfter og dermed også forværrer dødsangsten.

Dødsangst er en overvældende følelse, hvor den angstlidende nærmest oplever enhver situation i dagligdagen eller enhver uvant tilstand i kroppen som dødelig.

I den optik taler man om 2 former for dødsangst:

• Akut dødsangst: Døden kommer pludseligt og uventet tæt på efter en akut tramatisk oplevelse – f. eks. trafikuheld, vold, naturkatastrofe osv. Akut dødsangst er som regel tæt forbundet med posttraumatisk stress.

• Eksistentialistisk angst: Hvor akut dødsangst i høj grad er en chocktilstand, er eksistentialistisk angst mere følelsesbetonet, idet den er afledt af bekymringer – f. eks. kan man have angst for dødsfald blandt ens nærmeste eller for selv at blive ramt af en dødelig sygdom.

  Dette medfører en undgåelsesadfærd, som stærkt begrænser din tilværelse. F. eks. forsøger man at minimere risici for fare ved som så vidt muligt at undgå menneskelig kontakt (socialfobi) og hermed også infektioner og sygdomme (sygdomsangst).

Den angstlidende oplever sig selv som døende. F. eks. kan en følelse af, at hjertet står et ekstra slag medføre meget voldsomme panikanfald, da den angstlidende oplever sig selv som døende.

For udenforstående er reaktionen imidlertid voldsomt overdreven og irrationel, men for den angstlidende opleves symptomerne som så intense og ”virkelige”, at patienten overvældes af en voldsom dødsangst.

Symptomerne er somatiske, selvom den angstlidende er fuldt overbevist om, at døden er nært forestående.

Dog kan fysisk sygdom og dødsangst optræde samtidigt uden, at den ene kan reduceres til den anden.

Typiske symptomer på dødsangst er som regel panikanfald i form af:

• Vejrtrækningsproblemer
• Hjertebanken
• Trykken for brystet
• Ryste- og svedeture
• Smerter
• Kvalme
• Svimmelhed

Læs mere om panikangst her

Som med andre angstlidelser er et vigtigt at være åben omkring sin dødsangst, da det har en terapeutisk effekt at komme ud med sine frustrationer og følelser – og ikke mindst fordi dine omgivelser bedre vil kunne forstå din adfærd og derfor også kunne hjælpe dig.

Der er generel konsensus om, at du selv skal være med til at bearbejde og påvirke de tankemønstrer, der fastholder angstens tag i dig.

Kognitiv adfærdsterapi gør dig bevidst om, at dine tankemønstre ikke er rationelle. Man lærer at stille spørgsmål ved sandsynligheden af det, man frygter. På den måde indarbejder man nogle metoder, som kan bruges til at slippe angsten fri.

Ved dødsangst trænes man desuden ofte i vejrtrækningsøvelser, så man bedre kan kontrollere vejrtrækningen under et anfald.

Som supplement til kognitiv adfærdsdterapi kan antidepressiv medicin i nogle tilfælde være effektivt.

Du kan læse mere om kognitiv adfærdsterapi her

Relaterede artikler: angst, angst for at miste, angstsymptomer, angstbehandling

Kan man fjerne rynker omkring øjnene?

• Hvorfor får man rynker under øjnene?
  • Risikofaktorer
• Hvordan fjerner man rynker under øjnene?

Med alderen får vi flere og flere rynker under øjnene. Vi producerer mindre mængder af estatin og collagen, så huden gradvis bliver mindre elastisk.

Desuden beskyttes huden mindre, idet produktionen af hudens naturlige olie – talg – ligeledes aftager, efterhånden som vi bliver ældre. Dvs. vores hud tørrer hurtigere ud.

Eftersom huden omkring øjnene er tyndere og mere følsom end andre steder på kroppen, er rynker under øjnene som regel det første tegn på aldring.

Selvom rynker og fine linjer udtrykker klogskab og livserfaring, vil de fleste helst undvære dem. Vi foretrækker et ungdommeligt look!

Forneden kan du finde gode råd om, hvordan du bedst muligt forebygger eller fjerner rynker under øjnene.

Foruden genetik og alder øges risikoen for dannelse af rynker ved rygning og solskader.

• Rygning: Eftersom rygning forværrer blodomløbet, hæmmes tilførslen af vigtige næringsttoffer til huden.
• Solskader: UV-stråler gør huden tyndere, hvorved hudens elasticitet mindskes.

Selvom forskning ikke har påvist en sammenhæng mellem sund livsførsel og glat hud omkring øjnene, er den generelle opfattelse, at en sund kropspleje i nogen grad kan bremse aldringen.

Fine rynker kan reduceres eller helt fjernes, mens poser under øjnene kun kan fjernes helt ved en kosmetisk operation.

Læs mere om kirurgisk fjernelse af poser under øjnene her

Simpel hudpleje kan effektivt forebygge og udskyde dannelsen af rynker under øjnene.

Det er essentielt at holde huden stram og fugtig.

En kombination af nedenstående råd til pleje af huden omkring øjnene, kan effektivt forebygge dannelsen af rynker under øjnene:

• Øjenmassage: Massage af huden omkring øjnene øger blodomløbet. Eftersom blodet transporterer næringsstoffer, tilføres huden under øjnene hermed i øget omfang vigtige næringsstoffer, som kan mindske og forebygge øjenrynker. Det gælder såvel poser under øjnene som mørke rander under øjnene.

• Øjenmasker: Øjenmasker er effektive til behandling a fine linjer og rynker under øjnene. Masken skal sidde i mindst 30 minutter, hvorefter den skyldes af med varmt vand. Ansigtsmasken kan lægges 2-3 gange om ugen.
   
  Køb en øjenmaske her

• Øjencreme: Creme med retinoider – dvs. A-vitamansyre præparater – kan fjerne fine rynker. A-vitaminsyrecreme kan kun købes på accept. I håndkøb findes der dog anti-rynkecreme, der minder om A-vitaminsyre – nemlig retinol, retinyl og retinaldehyd.
   
  Prøv evt. denne anty-rynkecreme med retinyl

Selvom mange producenter hævder, at produkterne kan mindske eller fjerne rynker omkring øjnene, har ingen forskning har påvist, at rynkecreme med C- eller E-vitamin har en effekt mod rynker.

Kun A-vitaminsyre præparater kan fjerne fine rynker. Ingen creme kan fjerne storre rynker såsom poser under øjnene.

Poser under øjnene kan kun fjernes kirurgisk.
 
Læs om operation for poser under øjnene her