Meningitis

Meningits er det samme som “hjernehindebetændelse” – her ses de forskellige hjernehinder

(Klik på billedet for større version)

For supplerende information om meningitis henvises til artiklen: symptomer på meningitis

Meningitis er en inflammation af hjernehinderne, som omgiver din hjerne og din rygmarv – normalt som følge af spredning af infektion.

Hævelser udløser ofte de mest kendetegnende symptomer på meningitis såsom, feber og stiv nakke hos personer over 2 år.

De fleste tilfælde af meningitis forårsages af en virusinfektion, men bakteriel infekton og svampeinfektion kan også føre til meningitis.

Afhængig af årsagen til infektionen kan meningitis gå væk af selv i løbet af få uger – eller være akut livstruende.

Hvis du har mistanke om meningitis, så søg straks lægehjælp. Tidlig behandling kan modvirke alvorlige komplikaitoner.

Du kan læse om symptomer på meningitis her

Meningitis udvikles normalt som følge af en viral infektion, men kan også være bakteriel. Derimod er svampeinfektion en mindre udbredt årsag til meningitis.

Eftersom bakteriel meningitis kan være livstruende, er det at identificere smittekilden en væsentlig del af udviklingen af en behandlingsstrategi.

Akut bakteriel meningitis opsnår normalt, når bakterier trænger ind i blodbanen og strømmer ud til hjernen og rygmarven.

Dog kan bakteriel meningitis også opstå, når bakterier direkte invaderer hjerne- og rygmarvshinderne (meninges) som følge af en øre- eller bihulebetændelse eller kraniebrud.

En række af bakterielle stammer kan forårsage bakteriel meningitis. De mest udbredte bakterielle stammer, som medfører menigitis, er:

• Pneumokokker (Streptococcus pneumoniae): Denne bakterie er den mest almindelige årsag til bakteriel meningitis. Den forårsager sædvanligvis lungebetændelse eller øre- eller bihulebetændelse.

• Meningokokker (Neisseria meningitidis): Denne bakterier er anden udbredt årsag til bakteriel meningitis. Meningokokker opstår normalt, når bakterien trænger ind i blodbanen fra en øvre luftvejsinfektion. Denne infektion er yderst smittende. Den rammer hovedsageligt teenagere og yngre voksne.

• Hæmofilus (Haemophilus influenzae): Tidligere var bakterienhaemophilus influenzae type b (Hib) den største årsag til bakteriel meningitis hos børn under 3 år. Efter indførelsen af vaccination er HIB-meningitis stort set forsvundet. De meget få tilfælde, der stadig forekommer, ses hovedsagligt hos voksne.

• Listeria (Listeria monocytogenes): Disse bakterier kan findes næsten overalt – i jord, i støv og i fordærvet fødevarer. Mange vilde dyr bærer også bakterien. Heldigvis bliver de fleste mennesker ikke syge, selvom de er udsat for bakterien. Dog er gravdie, nyfødte børn og ældre mennesker mere modtagelige. Personer med et nedsat immunforsvar som følge af sygdom eller medicinsk påvirkning er mest sårbare over for denne bakterie.

Meningitis skyldes oftere en virusinfektion end bakteriel infektion. Viral meningitis er normalt mild og går ofte væk af sig selv inden for et par uger. Infektion med enterovirus udgør en betydelig del af forekomsterne af viral meningitis. Ved en ligeså mange tilfælde af viral meningitis identificeres en specifik virus ikke som årsagen.

De mest almindelige tegn og symptomer på enterovirale infektioner er udslæt, ondt i halsen, diarre, ledsmerter og hovedpine. Enterovirus såsom har tendens til at cirkulere i sensommeren og tidligt efterår. Vira såsom herpes simplex virus og vestnilvirus kan eksempelvis føre til viral meningitis.

Kroniske former for meningitis opstår, når langsomtvoksende organismer invaderer hinder og væske, der omgiver din hjerne. Hvor akut meningitis rammer pludseligt, udvikles kronisk meningitis over mindst 2 uger. Ikke desto mindre minder tegnene og symptomerne på kronisk meningitis såsom hovedepine, feber og opkastning om akut meningitis. Heldigvis er kronisk meningitis sjælden.

Meningitis forårsaget af svamp er forholdvis ualmindeligt og fører til kronisk meningitis. Kryptokokmeningitis er en udbredt svampe-relateret form for meningitis, som rammer folk med nedsat immunforsvar. Svampeinfektionen er livstruende, hvis patienten ikke behandles med svampedræbende medicin.

Meningitis kan også være noninfektiøs – dvs. ikke være opstået som følge af en infektion. Disse noninfektiøse årsager til meningitis kan være medicinallergi, nogle typer af kræft samt inflammatoriske sygdomme såsom lupus.

Din læge eller børnelæge kan diagnostisere meningitis på bag grund af en sygdomshistorik, en fysisk undersøgelse og visse diagnostiske undersøgelser. I løbet af undersøgelsen vil din læge tjekke dig for tegn på infektion omkring hovedet, ørerne, halsen og huden langs rygsøjlen.

Følgende diagnostiske undersøgelser tages ofte i brug:

• Blodkulturer: En blodprøve sendes til laboratorieundersøgelse og undersøges for væksten af mikroganismer –  især bakterier.

• Billeddannelse: Røntgenundersøgelse og CT-scanning af hoved, bryst og bihuler kan afsløre hævelse eller inflammation. Disse undersøgelser kan hjælpe lægen med at identificere infektion i andre områder af kroppen, som kan være forbundet med meningitis.

• Rygmarvsvæskeundersøgelse (lumbalpunktur):Den endelige og afgørende diagnose af meningitis stilles ofte først, når en prøve af rygmarvsvæsken er analyseret. Hos personer med meningitis viser rygmarvsvæsken ofte et lavt sukkerniveau sammen med et forøget antal hvide blodlegemer og en forøget mængde af protein.

  En rygmarvsvæskeundersøgelse (CSF) kan hjælpe din læge med at identificere det eksakte bakterie, som er årsag til sygdommen. Dog kan det tage op til en uge, før resultatet foreligger.

  Ved mistanke om meningitis kan din læge vælge at udføre en DNA-baseret undersøgelse – en såkaldt polymerasekædereaktion (PCR), hvor DNA mangfoldiggøres i reagensglasset med henblik på at finde virale årsager til meningitis. Ved brug brug af denne teknik kan årsagen til meningitis foreligge allerede efter 4 timer, hvorved den rette behanling kan udføres.

Hvis du har kronisk meningitis som følge af kræft eller inflamatorisk sygdom, kan yderligere undersøgelser være nødvendigt.

Behandlingsformen afhænger af den type meningitis, som du eller dit barn er ramt af. Forneden kan du læse om behandlingsformer forbundet med forskellige typer af meningitis.

Akut bakteriel meningitis kræver øjeblikkeligt behandling med intravenøs antibiotika for at sikre sig, at patienten kommer sig og reducerer risikoen for komplikationer. Antibiotikummet eller kombintionen af antibiotika afhænger, hvilken type bakterie, der har forårsaget infektionen.

Hvis du eller dit barn har bakteriel meningitis, kan din læge også anbefale behandling af symptomerne såsom:

• Hævelse af hjernen
• Chok
• Krampeanfald
• Dehydrering

Inficerede bihuler eller mastoidknogler – knoglerne bag det ydre øre, som sammenkobler mellemøret – kan være nødt til at blive drænet. Inficerede væskesamlinger mellem kraniet og hjernehinderne, der omgiver hjernen, kan også nødvendigt at dræne ved et kirurgisk indgreb.

Antibiotika kan ikke helbrede viral meningitis. I de fleste tilfælde forsvinder viral meningitis af sig selv i løbet af et par uger uden behandling. Behandling af milde forekomster af viral meningitis involverer typisk:

• Sengeleje
• Højt væskeindtag
• Smertestillende håndkøbsmedicin til nedsættelse af feber og dæmpning af smerter i kroppen.

Såfremt årsagen til meningitis er en herpes-virus, er antiviral medicin til rådighed.

Hvis årsagen til din meningitis er uklar, kan din læge påbegynde en antiviral og antibiotisk behandling, mens årsagen diagnostiseres.

Behandling af svampemeningitis er forbundet med skadelige bivirkninger, så behandling er ofte udsat indtil en laboratorieundersøgelse kan fastslå, at årsagen er svamp.

Noninfektiøs meningitis som følge af en allergisk reaktion eller autoimmune sygdomme kan behandles med binyrebarkhormon – også kaldet kortison. I nogle tilfælde er ingen behandling påkrævet, fordi tilstanden går væk af sig selv. Kræft-relateret meningitis kræver behandling for den pågældende form for kræft.