Øresten

Øresten findes i labyrinten i øret

(Klik på billedet for større version)

For supplerende information henvises til artiklen: epleys manøvre

En øresten kaldes også otolitter eller statoconium og otoconium og er en struktur, der findes i sacculus og utriculus i det indre øre – nærmere betegnet i labyrinten.

Sacculus og utriculus er såkaldte ørestensorganer – organer der er følsomme overfor tyngdekraft og linær acceleration.

Idet ørestensorganerne er placerede i hovedet, er utriculus f.eks. følsom i forbindelse med ændringer i horisontale bevægelser, og sacculus giver informationer til hjernen om vertikal acceleration (som f.eks. når man er i en elevator).

Øresten (og ørestensorganerne) fungerer ved, at de “føler” (registrerer) tyngdekraft og linær accelaration (som når man f.eks. bevæger sig fremad).

Mennesker eller dyr uden øresten er i ubalance – dvs. de vil have meget svært ved at holde balancen pga. de manglende øresten.

Ørestens funktion er:

→ Et sæt hårceller er kædet sammen med en mængde øresten → Når ørestenene accelererer “trækker” de i hårene i hårcellerne → Kraften i dette træk “mærkes” (opfanges) af hårcellerne, og der sendes besked herom til hjernen via den vestibulære nerve → Utriculus sender informationer til hjernen.

Øresten registrerer bevægelse i forhold til deres orientering. Utriculus er stort set horisontal i hovedet og registrerer derfor al horisontal acceleration. Sacculus er stort set vertikal (egentlig parasagittal) i hovedet, og registrerer derfor al vertikal acceleration.

Øresten består af calciumcarbonat (CaCo3) kombineret med proteiner. Calciumcarbonat er også en bestanddel i kalksten, så øresten er bogstaveligt talt små sten. Øresten har en hexagonal (sekskantet) symmetri.

Hos mennesker er øresten meget små – de rangerer fra 3 – 30 mikroner (1 mikron = 1 tusindedel af 1 milimeter) i størrelse. Fisk har ofte væsentligt større øresten end mennesker.

Øresten dannes tidligt i livet i stadiet kaldet embryogenese.

Relaterede artikler: svimmelhed