Urinvejsinfektion

For supplerende information om urinvejsinfektion henvises til artiklen: svie i urinrøret

Urinvejsinfektioner indebærer ikke altid tegn eller symptomer, men når de gør, kan symptomerne være:

• En stærk, vedvarende trang til vandladning
• En brændende fornemmelse ved vandladning
• At urinere adskillige små portioner ad gangen
• Urin, der fremstår uklart eller sløret
• Urin der fremstår rødt, lyserødt eller brunt (cola-farvet) – et tegn på blod i urinen
• Urin, der har en kraftig lugt
• Bækkensmerter hos kvinder
• Rektalsmerter (endetarms-) hos mænd

Opsøg læge hvis du oplever nogle af ovenstående symptomer – urinvejsinfektioner kan være alvorlige.

Urinvejssystemet består som bekendt af nyrerne, urinlederne, urinblæren og urinrøret. Alle disse organer spiller hver deres rolle i fjernelsen af affald fra kroppen.

En urinvejsinfektion opstår typisk, når bakterier trænger ind i urinvejssystemet via urinrøret og begynder at formere sig i urinblæren.

Selvom urinvejssystemet er designet til at holde bakterier og fremmedlegemer ude, fejler systemet en gang i mellem. Når dette sker, kan bakterierne vokse og dermed medføre en urinvejsinfektion.

De mest almindelige urinvejsinfektioner rammer urinblæren og urinrøret og forekommer hyppigst hos kvinder:

• Urinvejsinfektion i blæren (blærebetændelse [cystitis]) skyldes næsten altid bakterien E. coli, der typisk findes i mave-tarmkanalen. Seksuel aktivitet kan medføre blærebetændelse, men man behøver ikke at være seksuel aktiv for at udvikle infektionen. Alle kvinder er mere udsatte for blærebetændelse pga. deres anatomi – idet åbningen i urinrøret i vagina er tæt på anus (sammenlignet med mænd).

• Urinvejsinfektion i urinrøret (urinrørskatar [urethritis]) kan opstå, når bakterier fra mave-tarmkanalen spredes fra anus til urinrøret. Kvinder er igen mere tilbøjelige til at urinrørskatar pga. deres anatomi. Herudover kan kønssygdomme som herpes, gonoré og klamydia være mulige årsager til urinrørskatar.

Antibiotika er den typiske behandling af urinvejsinfektioner. Man kan dog selv tage en del forholdsregler for at undgå urinvejsinfektion.

Hvilke typer medicin, der skrives recept på, og hvor længe man skal behandles, afhænger af patientens helbredsmæssige tilstand, samt hvilken type bakterie, der er fundet i urinen (er årsag til urinvejsinfektionen).

Symptomerne forbedres almindeligvis i løbet af et par dage efter påbegyndt behandling. I nogle tilfælde skal patienten fortsætte med antibiotika i en uges tid eller mere.

For at sikre at urinvejsinfektionen forsvinder helt, er det vigtigt, at man indtager alt den recept-udskrevne antibiotika (og ikke stopper, bare fordi symptomerne ophører).

Hvis man generelt er sund og rask, vil lægen typisk skrive recept på antibiotika til 1-3 dage (en relativt kort periode). Om denne dosis er tilstrækkelig afhænger af de individuelle symptomer samt patientens sygehistorik.

Lægen kan også skrive recept på smertestillende medicin (analgetikum), der bedøver urinblæren og urinrøret for at lindre smerterne ved vandladning. En normal bieffekt ved analgetikum er misfarvet urin – orange eller rødt.

Hvis man oplever hyppige urinvejsinfektioner, vil lægen typisk anbefale et længere behandlingsprogram. Lægen kan også udstyre patienten med “hjemme-sæt” til urintest (herved kan patienten selv følge udviklingen af urinvejsinfektionen).

For urinvejsinfektioner i relation til seksuel aktivitet kan lægen anbefale en enkelt dose antibiotika, der indtages ummiddelbart efter samleje.

Hvis patienten er en kvinde efter overgangsalderen, kan lægen anbefale vaginal østrogenterapi for at mindske sandsynligheden for tilbagevendende urinvejsinfektioner.

Ved alvorlige urinvejsinfektioner er hospitalsindlæggelse nødvendig. Her kan intravenøs antibiotika være en behandlingsmulighed.

Relaterede artikler: nitrit i urinen