Tæer

Tæernes opgave er at understøtte vores balance og vægt, når vi er oprejste.
Tæerne består af knogler og blødt væv omgivet af hud og negle.
I denne artikel kan du læse om tæernes anatomi og kort om skader på tæerne.

Om tæer

Generel information
Tæernes anatomi
Skader

For supplerende information om tæer henvises til artiklerne: forstuvet tå, brækket tå

Generel information

Tæerne er en del af fødderne hos de fleste væsner. Dyrearter som f.eks. katte går på deres tæer. Mennesker (og en del andre pattedyr) går på deres fodsåler, og anvender primært tæerne til balance. Herudover er der dyrearter, der går på hove, som er spidserne af tæerne (tåspidserne).

Hos mennesket har man – på dansk – intet navn for de 3 midterste tæer. Den største, inderste tå hedder storetåen og den mindste, yderste tå hedder lilletåen.

Tæernes anatomi

Menneskets fod består af talrige knogler og bløde typer væv, som understøtter kroppens vægt, når mennesket står oprejst. Tæerne hjælper især mennesker når de går, idet de yder balance, bærer vægt og yder modvægt i gangarten.

Tæernes knogler omgiver de midterste (og største) knogler i foden kaldet metatarsal knoglerne.

Leddene mellem knoglerne i tæerne kaldes interfalangealled.

Storetåen (storetæerne) bevæges primært vha. en muskel kaldet flexor hallucis longus i underbenet. Herudover medvirker musklerne: flexor hallucis brevis, abductor hallucis samt adductor hallucis til bevægelse af storetæerne.

De øvrige tæer bevæges primært vha. flexor digitorum brevis og extensor digitorum brevis.

Lilletåen kontrolleres dog af et seperat sæt muskler og sener kaldet flexor- og abductor digiti minimi.

Der er dog en lang række mindre muskler, der er med til at kontrollere finmotorikken i tæerne og fødderne.

Grunden til at mennesket har svært ved at kontrollere den enkelte tå, er netop disse sammenspillende muskler.

På billedet ses en illustration af tæernes anatomi

(Klik på billedet for større version)

Mennesker har almindeligvis 5 tæer. Undtagelser kan være polydactyli (når man har for mange tæer) og syndactyli (for få tæer). Mennesker, der har fået amputeret en eller flere tæer, er også undtagelser. Mennesket har fortsat en vis gribeevne i tæerne – på trods af at denne næsten er udvisket (en konsekvens af evolutionen).