sundhedslex - forside

Forstørret prostata

 

Forstørret prostata

 

Her ses en forstørret prostata

(Klik på billedet for større version)

Om forstørret prostata

  • Generelt om forstørret prostata
  • Årsager til forstørret prostata
  • Symptomer på forstørret prostata
    • Lagringssymptomer
    • Tømningssymptomer
  • Hvornår bør man opsøge læge?
  • Komplikationer
  • Diagnosticering
  • Behandling af forstørret prostata
 

 

 

 

Generelt om forstørret prostata

 

Prostata (også kaldet blærehalskirtlen) er en kirtel, der udelukkende findes hos manden og er placeret ved urinblæren (urinrøret løber igennem prostata).

 

Prostata begynder at tiltage i størrelse omkring 40 års alderen. Denne tilstand kaldes også benign prostatahyperplasi, benign prostatahypertrofi eller godartet forstørret prostata og forkortes BPH.

 

Efterhånden som prostata forstørres, begynder den at trykke på urinrøret, hvilket medfører en vis forsnævring af urinrøret. Denne forsnævring resulterer i vandladningsproblemer – og de øvrige symptomer på forstørret prostata – hos nogle mænd.

 

Forstørret prostata er et af de mest almindelige helbredsmæssige problemer hos mænd over 60 år.

 

Det er vigtigt at bemærke, at en forstørret prostata ikke er ensbetydende med prostatakræft og heller ikke øger risikoen for samme.

 

 

Årsager til forstørret prostata

 

Den præcise årsag til at prostata forstørres, er endnu ikke kendt af lægevidenskaben, men man ved, at prostata tiltager i størrelse pga. en forøgelse af antallet af celler (såkaldt hyperplasi). Man mener at følgende faktorer kan påvirke væksten af prostata:

 

  • Alder: Sandsynligheden for at udvikle forstørret prostata stiger med alderen. Kun få mænd får forstørret prostata i 40 års alderen, hvor 90% af alle mænd over 80 år har tilstanden

 

  • Hormoner: Man mener at androgener (mandlige køsnhormoner) såvel som østrogener kan bidrage til forstørrelsen af prostata

 

  • Testiklerne: Testiklernes præcise rolle i forhold til forstørrelse af prostata er uklar, men der findes uden tvivl en sammenhæng, idet prostata ikke forstørres hos mænd, der får fjernet testiklerne i en tidlig alder (f.eks. som følge af testikelkræft)

 

Årsagen til symptomerne på forstørret prostata – hvilket inkluderer forskellige vandladningsproblemer – er, at prostata trykker på- og forsnævrer urinrøret i forbindelse med at den vokser.

 

 

Symptomer på forstørret prostata

 

Det er ikke alle mænd med en forstørret prostata, der oplever symptomer på forstørrelsen (det estimeres at ca. ¼ af alle mænd mellem 50-60 år har forstørret prostata med symptomer).

 

Symptomerne på forstørret prostata består primært af vandladningproblemer, der kan inddeles i lagringssymptomer og tømningssymptomer - inklusive:

 

Lagringssymptomer

 

  • Øget vandladningstrang
  • Hyppig vandladning
  • Mindre mængder urin ved hver vandladning
  • Natlig vandladning
  • Ufrivillig vandladning
  • Smerter når blæren er fuld

 

Tømningssymptomer

 

  • Besvær med at starte vandladningen
  • Nedsat kraft i urinstrålen (“slap” stråle eller afbrydelser i strømmen af urin)
  • En fornemmelse af at urinblæren ikke tømmes helt
  • Anstrengelse for at tømme urinblæren ved vandladning
  • Smerter eller brændende og sviende fornemmelser ved vandladning

 

Herudover kan blod i urinen og efterdryppende urin også være også være symptomer på forstørret prostata.

 

 

Hvornår bør man opsøge læge?

 

Du bør opsøge læge hvis du har forstørret prostata og oplever et eller flere af følgende symptomer:

 

  • Feber
  • Mindre urin ved vandladning end normalt
  • Kuldegysninger
  • Blod i urinen
  • Kvalme
  • Opkast
  • Smerter i lænderyggen, siden eller maveregionen

 

Man bør desuden opsøge læge hvis symptomerne på forstørret prostata forværres (se listen over lagrings- og tømningssymptomer ovenfor).

 

Hvis man pludselig slet ikke kan lade vandet, bør man straks opsøge læge eller tage til det nærmeste hospital, idet dette kan være et symptom på akut urinretention, hvilket kan være en helbredsmæssig nødssituation.

 

Mænd over 50 år bør desuden regelmæssigt få undersøgt deres prostata hos lægen – også selvom der ikke er nogle symptomer til stede.

 

 

Komplikationer

 

De mulige komplikationer af forstørret prostata – hvilket især er en risiko for mænd der har haft forstørret prostata i længere tid evt. med forværrende symptomer – kan være:

 

  • Akut urinretention (manglende evne til at lade vandet)
  • Urinvejsinfektioner
  • Urinvejssten
  • Skader på nyrerne
  • Blod i urinen

 

 

Diagnosticering

 

Følgende undersøgelser kan anvendes i forbindelse med diagnosticering af en forstørret prostata:

 

  • Digital rektalundersøgelse (også kaldet rektal-eksploration; undersøgelse hvor lægen via endetarmen med en finger mærker efter på prostata)
  • Urinprøver
  • Blodprøver

 

I nogle tilfælde henvises man til en specialist (urolog) for at få stillet en korrekt diagnose.

 

 

Behandling af forstørret prostata

 

Hvorvidt man vælger at behandle en forstørret prostata eller ej, afhænger i høj grad af patientens symptomer. Hvis symptomerne er milde og ikke generer patienten meget i dagligdagen, vil man som oftest undlade at behandle patienten.

 

Ved mere alvorlige eller generende symptomer kan behandlingen inkludere medicinering såvel som operation. 

 

 

Relaterede artikler: prostatakræft, symptomer på prostatakræft, impotens

 

 

 

Tweet

 

 



Relaterede artikler

  • Prostatakræft – symptomer
  • Hyppig vandladning hos mænd og kvinder
  • Skummende urin
  • Hyppig vandladning
  • Urinrør/svie i urinrøret
    Underlivssvamp

    Underlivssvamp forårsages af en uhæmmet vækst af svampearten...

    Endetarmen

    Endetarmen er den yderste del af menneskets tarmsystem og er...

    Voksbehandling

    En voksbehandling foretages for at fjerne kropsbehåring - typisk fra...

    Forstuvet håndled

    Et forstuvet håndled opstår som følge af en skade eller overbelastning af...

Kontakt | Annoncering | Disclaimer

Informationen på denne side kan udelukkende anvendes til informationsmæssige formål og erstatter ikke professionel rådgivning eller lægekonsultation
© Copyright www.sundhedslex.dk 2010 - 2012