Forstuvet finger

Sidst redigeret af redaktionen den 14.04.2022
Fagligt godkendt af læge (dr. med.) James Devi

En forstuvet finger

Her ses en forstuvet lillefinger

(Klik på billedet for større version)

For supplerende information henvises til artiklen: forstuvning

Generelt om forstuvede fingre

En forstuvet finger opstår, når et eller flere ledbånd (ligamenter) i en finger beskadiges. Skaden skyldes enten forstrækning eller en overrivning af ligamentet i fingeren.

Forstuvede fingre forekommer ofte i sportsgrene såsom håndbold og basketball, der involverer brug af hænder og fingre (f.eks. ved kontakt med bolden eller andre spillere).

Smerten forbundet med en forstuvet finger kan være meget generende, og ofte indser man, hvor afhængig man er, af at kunne bruge sin finger ubesværet i hverdagen.

Symptomer på en forstuvet finger

Følgende kan være symptomer på en forstuvet finger:

  • Smerte i det forstuvede fingerled
  • Smerte når man bøjer fingeren (og derved belaster leddet)
  • Hævelser på- og omkring det forstuvede fingerled
  • Nedsat bevægelse i det forstuvede fingerled
  • Ustabilitet i fingeren (kun ved mere alvorlige forstuvninger – evt. hvor ligamentet er helt overrevet)

Hvis du oplever alle ovenstående symptomer, er det næsten helt sikkert at din finger er forstuvet. Alvorligheden af smerterne kan dog variere meget afhængig af årsagen og omfanget af skaden.

Behandling af en forstuvet finger

Hvordan en forstuvet finger behandles, afhænger af alvorligheden af skaden. I bedste fald skal man bare holde fingeren i ro – i værste fald kan en operation af fingeren være nødvendig.

Ofte anvendes R.I.C.E. proceduren (hvile, is, kompression, elevation) til behandling af forstuvede fingre. Læs mere om R.I.C.E. proceduren her

Særligt er det værd at sørge for at hvile fingeren, og ikke overanstrenge den – på den måde kommer man hurtigt ud af en halvbesværlig periode, hvor man ikke kan gøre de ting man er vant til at kunne.

Taping af fingeren for at immobilisere leddet kan også foretages (af en læge). Desuden anvendes lokale smertestillende midler ofte i starten af behandlingsforløbet.

Man kan i øvrigt bruge smertestillende i en periode. Dog skal man ikke bruge smertestillende i lang tid uden at drøfte det med sin læge. Hvis man får tilstrækkeligt med hvile, vil det som regel ikke være nødvendigt heller.

Man bør i øvrigt opsøge læge for at udelukke øvrige årsager (som f.eks. knoglebrud) og sikre korrekt, rettidig behandling.

Desuden anbefales brug af sportstape for at undgå forstuvninger