Hjernesvulst

Her ses en hjernesvulst 

(Klik på billedet for større version)

En hjernesvulst kaldes også en hjernetumor og er en gevækst i hjernen, der består af abnormale celler. Der findes mange forskellige typer hjernesvulster.

Hjernesvulster kan være:

• Benigne ( godartede – dvs. at svulsten ikke er en kræftsvulst) eller
• Maligne (ondartede  – dvs. at svulsten er en kræftsvulst)

Hjernesvulster, der opstår i hjernen, kaldes primære hjernesvulster. Kræft, der opstår i andre dele af kroppen og spredes til hjernen, kaldes sekundære hjernesvulster eller hjernemetastaser.

Alle hjernesvulster er farlige pga. deres invasive af natur, og fordi de optager en del af den meget begrænsede plads, der findes i hjernen.

Når man taler om benigne og maligne kræftsvulster,  er det værd at bemærke, at hjernesvulster ikke følger det samme risikomønster som øvrige kræftsvulster i kroppen – herved skal forstås, at risikoen for komplikationer som følge af hjernetumorer i højere grad afhænger af faktorer såsom svulstens størrelse, type, placering og udvikling end dens benignitet/malignitet.

Symptomerne på hjernesvulster varierer meget og afhænger af hjernetumorens størrelse og placering samt hvor hurtigt den vokser. Især størrelsen og placeringen betyder meget for symptomerne.

Såsnart et symptom viser sig, er dette et vigtigt punkt i forbindelse med behandling og diagnosticering af hjernesvulsten.

Der findes mange forskellige symptomer på hjernetumorer – mange af dem kan dog også være symptomer på en lang række andre sygdomme og helbredsmæssige tilstande. Nedenfor finder du en oversigt over de mest almindelige og kendte symptomer på hjernesvulster.

Primære symptomer på hjernesvulster:

• Nye tilfælde af hovedpiner
• Ændring i mønstret af hovedpiner
• Forværring af hovedpinerne
• Uforklarlig kvalme eller opkast
• Synsforstyrrelser såsom sløret syn, dobbeltsyn eller tab af perifert syn

Alarmsignaler og symptomer, der er karakteristiske for hjernesvulster:

• Strålende hovedpine, der altid rammer den ene side af hovedet
• Stivhed i nakken
• At have sit første alvorlige, udtalte tilfælde af hovedpine efter 50 års alderen
• At have sit første migræneanfald efter 40 års alderen
• Hovedpiner hos børn under 6 år
• Epilepsi
• Hos spædbørn og småbørn: udvidelse af kraniet med udbuling af fontanellen
• Opkast om morgenen eller opkast,  der ikke relaterer til hovedpine

Andre almindelige symptomer på en hjernesvulst kan være:

• Svaghed i en side af kroppen
• Ændring i bevidsthedstilstand (f.eks. koma)
• Gradvist tab af følelse eller bevægelse i en arm eller et ben
• Ekstrem døsighed
• Balancebesvær
• Talebesvær
• Nedsat sensbilitet (følesans)
• Nedsat lugtesans
• Ændring i smagssans
• Forvirring omkring ting i dagligdagen
• Ekstrem træthed eller en følelse af at være meget nedslidt
• Anfald, især hos mennesker der ikke tidligere har haft anfald
• Nedsat hørelse

Øvrige neurologiske symptomer ved hjernesvulster:

• Ændringer i personlighed eller adfærd
• Manglende koordinationsevne
• Nedsat dømmekraft
• Manglende genkendelsesevne
• Tab af hukommelse
• Manglende evne til at vurdere dybde og rumfang

Meget alvorlige symptomer på hjernesvulster:

• Lammelse i en side af kroppen eller af en kropsdel (hemiplegi)
• Alvorligt synkebesvær

Det er i øvrigt meget usandsynligt, at man have en hjernetumor i flere år uden at opleve nogle former for symptomer.

Opsøg læge hvis du oplever symptomer, der bekymrer dig. Disse kan f.eks. forværring af hovedpiner, der ledsages af kvalme eller opkast og/eller synsforstyrrelser.

Primære hjernesvulster kan opstå i selve hjernen eller i omgivende væv – som f.eks.:

• Hjernehinderne
• Kraniet
• Kranienerverne
• Hypofysen
• Pinealkirtlen

Primære hjernesvulster opstår, når mutationer forekommer i cellernes DNA. Disse mutationer bevirker, at cellerne vokser hurtigere og deler sig ukontrolleret.

En anden konsekvens af denne mutation er, at cellerne kan fortsætte med at leve i situationer, hvor normale, sunde celler ville dø. Resultatet heraf er en gevækst af abnormale celler, som danner en hjernesvulst.

Primære hjernesvulster er meget mindre almindelige end sekundære hjernesvulster, som starter et andensteds og breder sig til hjernen.

Der findes mange forskellige typer hjernetumorer. Hver af dem navngives ud fra hvilken celletype, der involveret.

Sekundære hjernesvulster kaldes også hjernemetastaser (eller metastaser til hjernen) og er hjernesvulster, der opstår et andet sted i kroppen, hvorfra de breder sig til hjernen. I langt de fleste tilfælde opstår sekundære hjernesvulster i organer og breder sig til hjernen via blodet eller lymfen.

Sekundære hjernesvulster forekommer oftest hos mennesker, der tidligere har haft kræft. I sjældne tilfælde kan en sekundær hjernesvulst være det første tegn på kræft andensteds i kroppen.

Sekundære hjernesvulster er langt mere hyppigt forekommende end primære hjernesvulster. Alle kræfttyper kan brede sig til hjernen, men de mest almindelige typer er (sorteret efter hyppighed):

• Lungekræft (hyppigst forekommende)
• Brystkræft
• Nyrekræft
• Modermærkekræft (malignt melanom)
• Tyktarmskræft (mindst hyppigt forekommende)

Selvom lægevidenskaben endnu ikke har påvist årsagerne til de genetiske mutationer, der fører til primære hjernesvulster, er risikofaktorerne for udvikling af hjernetumorer identificeret.

Risikofaktorerne inkluderer:

• Alder: Hjernesvulster kan opstå i alle aldre – men jo ældre man er, jo større er risikoen
• Eksponering for stråling: Ioniserende stråling – som f.eks. ved strålebehandling – øger risikoen for udvikling en hjernesvulst
• Eksponering for kemikalier: Typisk arbejdsrelaterede kemikalier
• Genetik: Hvis der er en tendens til hjernetumorer i familien, øger det risikoen for individet
• Race: Hjernesvulster forekommer hyppigst hos hvide mennesker

På trods af at alle hjernesvulster er farlige, er de ikke nødvendigvis fatale. De ondartede hjernesvulster er næsten altid alvorlige, idet det kan være svært at fjerne hele svulsten/tumoren.

En hjernetumor kan medføre forskellige komplikationer afhængig af hvilken del af hjernen, den rammer. Komplikationerne kan være:

• Herniering: Denne komplikation kaldes også inkarcerering og er en direkte konsekvens, af det øgede tryk, der opstår i kraniet som følge af svulstens udvidelse. Ved herniering trykkes hjernen ned i rygmarvskanalen, hvilket konsekvent har fatale konsekvenser.

• Svaghed: Hvis svulsten rammer et sted i hjernen, der kontrollerer en bestemt del af kroppen, kan man opleve svaghed i den pågældende kropsdel. Svagheden kan i øvrigt minde meget om den svaghed, man kan opleve i forbindelse med et slagtilfælde.

• Indlæringsvanskeligheder eller nedsat hukommelse: Når hjernesvulsten trykker på hjernen eller vokser ind i samme, kan dette medføre indlæringsvanskeligheder eller nedsat hukommelse.

• Tab af hørelse: Hjernesvulster der påvirker de auditive nerver, kan føre til tab af hørelse på den ramte side af hjernen.

• Talebesvær eller lammelser: En typisk konsekvens af tryk på hjernevævet er talebesvær eller lammelser i dele af kroppen.

• Hovedpiner: En hjernesvulst, der medfører forøget tryk på indersiden af hjernen, kan forårsage hovedpiner. Disse hovedpiner kan være udtalte og svære at lindre. Nogle gange ledsages de kvalme og opkast. Hovedpinerne kan enten skyldes selve hjernetumoren eller være et resultat af væskeophobning i hjernen (hydrocefalus).

• Personlighedsændringer: Svulster i bestemte områder i hjernen kan forårsage ændringer i personligheden eller i adfærden/opførslen.

• Anfald: En hjernesvulst kan forårsage irritation i hjernen, hvilket kan resultere i et anfald.

• Blødning i hjernen: Hvis der opstår blødning i hjernen (se evt. hjerneblødning) som følge af en hjernetumor, vil dette ofte være en akut helbredsmæssig nødssituation, der kræver akut behandling.

• Ændringer i synet: En hjernesvulst, der skader nogle af de nerver, der forbinder hjernen med øjnene eller de visuelle kortex (dele af hjernen der behandler visuel information), kan medføre synsproblemer såsom dobbeltsyn eller et indsnævret synsfelt.

Der findes flere kompliaktioner end ovenstående – de er blot de mest almindelige.

Idet hjernen er godt beskyttet af kraniet, er det umiddelbart svært at opdage en hjernesvulst. Derfor finder man de fleste hjernesvulster i forbindelse med uforklarlige symptomer. På opdagelsestidspunktet er hjernetumoren ofte fremskreden, og det er egentlig dens påvrikning af hjernen, der forårsager symptomerne.

Hvis der er mistanke om, at du har en hjernesvulst, kan lægerne anbefale en række tests, som kan inkludere:

• Neurologisk undersøgelse
• MR-scanning
• CT-scanning
• Teste for kræft i andre dele af kroppen
• Biopsi (vævsprøve)

Der findes næsten altid en behandlingsmulighed for hjernesvulster. Der er kun i ekstremt få tilfælde, at man intet kan stille op. Præcis hvordan hjernesvulster behandles, afhænger i høj grad af hjernesvulstens:

• Type
• Størrelse
• Placering
• Patientens overordnede helbredsmæssige tilstand
• Patientens egne ønsker

Overlevelsesprocenten er i øvrigt også meget afhængig af de første 3 ovenstående punkter.

I mange tilfælde vil lægen være i stand til at skræddersy en løsning, der passer i patientens individuelle situation.

De almindelige behandlingsmuligheder for hjernesvulster inkluderer:

• Operation
• Strålebehandling
• Kemoterapi
• Stereotaktisk strålebehandling
• Medicinsk behandling

Efter endt behandling har patienten behov for rekonvalescens (helingsperiode). Herefter kan genoptræning være nødvendig, fordi hjernesvulsten kan have været udviklet i en del af hjernen, der styrer:

• Motoriske evner
• Tale
• Syn
• Tanker

Genoptræning som følge af en hjernesvulst kan inkludere:

• Fysioterapi
• Ergoterapi
• Taleundervisning
• Specialundervisning for børn

Det er i øvrigt vigtigt for familie og øvrige mennesker omkring patienten at være opmærksomme på hjernesvulsten og dens konsekvenser for patientens krop og psyke. Vægttab og tab af muskelmasse er en realitet for næsten alle patienter og selv mindre opgaver – såsom toiletbesøg – kan være en udfordring. Støtte er derfor nødvendig.

Du kan ikke forebygge en hjernesvulst. Man kan til gengæld reducerere ens risiko for at udvikle en hjernesvulst ved at undgå miljømæssige risici som rygning eller ved at undgå stor eksponering af stråling.