Sidestik

Sidst redigeret af redaktionen den 17.10.2025
Fagligt godkendt af læge (dr. med.) James Devi

sidestik

Årsagerne til sidestik er ukendte – men der findes flere måder at afhjælpe dem på

Hvad er sidestik?

De fleste mennesker har oplevet den stikkende smerte, der forekommer ved et sidestik. Smerten kan typisk føles lige under ribbenene og opstår hyppigst i højre side af maveregionen. Nogle sportsfolk føler også smerte ved spidsen af skulderbladet samtidig med sidestikket.

Sidestik forekommer ofte ved løb og er ofte kraftigt hæmmede for enhver form for sportslig eller fysisk præstation. I mange tilfælde vil man være tvunget til at gå i stedet for at løbe, når man har sidestik.

Sidestik kan betragtes som værende normale og ufarlige, sålænge de kun forekommer ved fysisk aktivitet – og ikke ved hvile (hos mennesker, der ellers er sunde og raske).

Sidestik og sidesting

Den oprindelige, korrekte betegnelse for sidestik er sidesting.

I dag har ordet sidestik dog vundet indpas i det danske sprog og betragtes derfor også som værende korrekt – også ifølge sproglige instanser som Nudansk Ordbog, Den Danske Ordbog og Retskrivningsordbogen.

Man mener at ordet sidestik begyndte at erstatte ordet sidesting omkring midten af 1900-tallet, idet der ikke findes nogle skriftlige eksempler på ordet sidestik fra før 1950.

Årsager

Selvom der fortsat ikke findes nogen deifinitiv forklaring på årsagerne til sidestik, findes der adskillige overbevisende teorier.

Det er dog sikkert, at dårlig kondition øger risikoen for sidestik. På samme måde kan høj intensitet i ens træning have en negativ effekt på sidestik ligesom utilstrækkelig opvarmning øger risikoen for sidestik. Øget intensitet i træning kan også øge risikoen for sidestik.

Sidestik forekommer oftest i højre side af kroppen, hvilket muligvis kan forklares med, at det netop er her leveren befinder sig.

Ernæring

De fleste forskere mener, at sidestik har en klar sammenhæng med hvad vi spiser inden vi påbegynder den fysiske aktivitet, der udløser sidestikket.

Størstedelen af alle undersøgelser peger desuden på, at sidestik forekommer oftest ved løb og svømning.

Smerten ved et sidestik beskrives næsten altid som lokal, velafgrænset og stikkende. Smerten hæmmer eller umuliggør desuden yderligere hård fysisk aktivitet – f.eks. vil man typisk ikke kunne fortsætte med at løbe eller svømme.

Der findes undersøgelser, som viser, at især indtag af drikkevarer, der indeholder mange kulhydrater, umiddelbart inden den fysiske præstation, kan føre til sidestik. Mængden af føde, man indtager, har ikke nogen bidragende effekt på sidestik (ifølge den pågældende undersøgelse).

Ligamenter og sener

En anden teori om årsagerne til sidestik omhandler udstrækkelse af ligamenter og sener. Der findes i kroppen en række strukturer, der har til opgave at holde led, muskler og knogler sammen. Disse inkluderer bl.a. senerne og ligamenterne (ledbånd).

Ifølge denne teori skyldes sidestik udstrækkelse af ligamenterne og senerne omkring fra mellemgulvet og op til de indre organer.

Krum ryg

Australsk forskning viser, at rundryggethed eller svajryggethed kan lede til større grad af sidestik.

Organer

En tredje teori er, at det er sammentrækninger i leveren og milten, der forårsager sidestik. Disse sammentrækninger medfører opbyggelse af et højere tryk i organerne, hvilket resulterer i et forringet blodomløb – som  endeligt fører til hypoksi (iltmangel).

Nogle mener desuden, at sidestik opstår, fordi leveren og mavesækken, trækkes ned mod mellemgulvet ved fysisk aktivitet – dette forklarer dog ikke, hvorfor sidestik også forekommer ved svømning (hvor disse organer ikke kan trækkes nedad).

Hvad gør man ved et sidestik?

Hvis du får sidestik når du løber, kan du enten:

  • Stoppe med at løbe
  • Placere din hånd på siden af maveregionen og trykke på sidestikket mens du trækker vejret dybt

eller:

  • Sætte tempoet ned (næsten til gå-tempo)
  • Placere din hænder bag nakken med albuerne pegende opad
  • Tage dybe, lange åndedrag indtil sidestikket forsvinder

eller:

  • Udånd når foden modsat dit sidestik rammer jorden; f.eks. hvis dit sidestik kan føles i højre side, skal du puste hårdt ud, når din venstre fod rammer jorden

eller:

  • Træk vejret hyppigere under løb

eller:

  • Læg dig ned på ryggen
  • Træk knæet på sidestiks-siden op mod brystet

Hvis du får sidestik når du svømmer, kan du prøve at tage mere regelmæssige, dybe åndedrag.

Andre tips

Følgende tips kan muligvis afhjælpe sidestik:

  • Kom i bedre form
  • Sørg for at varme op inden fysisk aktivitet
  • Ved løb; øg gradvist tempoet – start ikke for hurtigt
  • Start på samme måde med kortere løbe/svømmeture og øg længden som du kommer i bedre form
  • Løb på bløde underlag (ikke asfalt)
  • Træk vejret dybt og pust helt ud
  • Hvis du er svajrygget eller krumrygget, så vær opmærksom på din holdning
  • Drik ikke væsker der indeholder mange kulhydrater inden hård fysisk aktivitet (f.eks. juice).
  • Derudover kan koncentrerede væsker med brus også øge risikoen for sidestik.
  • Undgå ligeledes at spise kort inden træning. Vent 2-4 timer med at træne eller løbe efter større måltider.
  • Let udstrækkelse af de musklerne i maveregionen
  • Styrk mellemgulvet
  • Styrk musklerne i maveregionen og lænden
  • Massér eller tryk på området, hvor sidestikket kan føles

Et sidestik bør ikke være tegn på nogle mere alvorlige lidelser. Hvis smerten fra sidestikket er vedvarende, eller hvis du oplever hyppige eller tilbagevendende sidestik, bør du dog opsøge læge. Hvis du oplever sidestik på trods af, at du ikke anstrenger dig fysisk, bør du ligeledes opsøge læge.

Relevante artikler: marathon-træningsprogram

Kilder og relevante eksterne links

Ofte stillede spørgsmål

Hvad er sidestik tegn på?
Sidestik skyldes typisk, at musklerne i mellemgulvet eller bughulen trækker sig sammen under fysisk aktivitet, ofte når man trækker vejret uregelmæssigt.
Hvordan får man sidestik til at gå væk?
Stop med at løbe, træk vejret dybt og roligt, og pres hånden let mod det sted, hvor det gør ondt. Gå et par minutter, indtil smerten aftager.
Kan sidestik være farligt?
Nej, sidestik er ufarligt og går som regel over af sig selv. Ved vedvarende smerter bør man dog kontakte læge for at udelukke andre årsager.
Hvorfor stikker det i siden?
Det stikker i siden, fordi blodgennemstrømningen ændres under aktivitet, og mellemgulvets muskler kan blive overanstrengte eller spændte.
Hvorfor stikker det i min venstre side af maven?
Stik i venstre side kan skyldes sidestik, luft i tarmene eller muskelspændinger. Ved vedvarende smerter bør man søge læge.
Hvorfor har jeg ondt i venstre side under ribbenene?
Smerter under venstre ribben kan komme fra mave, milt, tarm eller muskler. Det er ofte ufarligt, men bør undersøges, hvis det bliver ved.
Kan blindtarmsbetændelse føles som sidestik?
Ja, i starten kan blindtarmsbetændelse give sidestiklignende smerter omkring navlen, som senere flytter sig til højre side af maven.
Hvilket organ sidder i venstre side?
I venstre side af maven sidder blandt andet milten, en del af tyktarmen, venstre nyre og mavesækken.