Udviklingshæmning

For supplerende information henvises til artiklen: udviklingshæmmede

 

 

 

Hvad er udviklingshæmning?

 

Udviklingshæmning er en tilstand, der diagnosticeres inden patienten fylder 18 år. Udviklingshæmning involverer en generelt nedsat intellektuel funktion samt mangel på evner til at fungere normalt i hverdagen.

 

Selve udtrykket udviklingshæmning dækker over alle problemer, der er forbundede med individets  vækst og udvikling.

 

Igennem tiden har man bl.a. brugt IQ-tests til at diagnosticere udviklingshæmning. En IQ under 70 har historisk set altid været udgangspunktet for diagnosen.

 

 

Årsager

 

Udviklingshæmning rammer mellem 2-3% af befolkningen.

 

Der er mange årsager til udviklingshæmning og i ca. 25% af tilfældende er lægerne i stand til at finde den specifikke årsag. I omtrent 30% af tilfældende er årsagen til udviklingshæmning decideret uforklarlig.

 

 

De 3 mest almindelige årsager til udviklingshæmning er:

 

• Downs syndrom
• Føtalt alkoholsyndrom
• 22q11 syndrom (velokardiofacialt syndrom)

 

 

Øvrige årsager til udviklingshæmning kan være:

 

• Problemer under gravidteten
• Problemer ved fødslen
• Genetik
• Eksponering for bestemte giftstoffer
• Underernæring
• Jodmangel
• Fravær af arcuate fasciculus (en neural forbindelse)

 

 

Hvordan opdages udviklingshæmning?

 

En familie kan mistænke udviklingshæmning, hvis barnets motoriske evner, sproglige egenskaber eller evner til selvhjælp synes at udvikle sig langsommere end normalt (sammenlignet med jævnaldrende børn).

 

Manglende evne til at kunne tilpasse sig nye situationer samt at vokse mentalt, kan vise sig i en tidlig alder ved udviklingshæmning. Ved milde tilfælde af udviklingshæmning opdages disse dysfunktioner muligvis først i skolealderen eller senere.

 

Der findes store varianter i alvorligheden og omfanget af udviklingshæmningen; alt fra milde tilfælde hvor konsekvenserne for individet er minimale, til alvorlige tilfælde hvor indvidet ikke er i stand til at klare sig selv.

 

I dag fokuserer man ikke så meget på alvorligheden af udviklingshæmningen – mere på omfanget af behovet for hjælp i dagligdagen.

 

 

Risikofaktorer

 

Der findes faktorer, der øger risikoen for at børn bliver udviklingshæmmede. Der findes – groft set – 9 forskellige typer risikofaktorer for udviklingshæmning:

 

• Abnormaliteter i kromosomerne
• Genetiske abnormaliteter og arvelige metaboliske sygdomme
• Infektioner (til stede ved fødsel eller efter fødsel – f.eks. røde hunde)
• Metaboliske faktorer (hyperbilirubinanæmi, Reye syndrom m.fl.)
• Traumer (før- og efter fødslen som f.eks. mangel på ilt, skader på hovedet m.fl.)
• Underernæring eller fejlernæring
• Jodmangel (se evt. kretinisme)
• Miljømæssige faktorer som f.eks. misbrug, mistrivsel osv.)
• Giftstoffer (som f.eks. ved alkohol- eller narkotikamisbrug under graviditeten)
• Uforklarlige faktorer (de fleste risikofaktorer for udviklingshæmning er uforklarlige)

 

 

Symptomer

 

Symptomerne på udviklingshæmning varierer meget fra individ til individ. Fælles for alle symptomerne er, at de alle relaterer til indvidets adfærd.

 

Man kan ikke se på de fleste udviklingshæmmede mennesker, at de egentlig er udviklingshæmmede. Dette gør sig især gældende, hvis udviklingshæmningen skyldes underernæring eller blyforgiftning. Hvis der er tale om Downs Syndrom vil man som oftest godt kunne se det.

 

Hyppigt forekommende symptomer kan være:

 

• Vedvarende barnagtig, umoden opførsel
• Forsinkelse i sprogudvikling
• Ude af stand til at yde selvhjælp eller selvpleje
• Mindsket indlæringsevne
• Forringet hukommelse
• Ikke at følge normal mental udvikling
• Problemer ved problemløsning
• Ikke at kunne følge de uddannelsesmæssige krav i skolen
• Mangel på nysgerrighed
• Besvær ved at lære sociale regler og normer

 

De typiske symptomer på udviklingshæmning er, at barnet generelt lærer langsommere end andre børn. Der er variation i, hvilke indlæringsproblemer udviklingshæmmede børn har, men ofte er det:

 

• Sprog
• Sociale evner
• Varetagelse af personlige behov (f.eks. at tage tøj på, selv at spise osv.)

 

Selvom indlæring generelt tager længere tid for udviklingshæmmede børn, er de næsten alle i stand til at udvikle sig til individer, der kan deltage i samfundet.

 

Et eksempel på symptomer på mild udviklingshæmning kan være, at barnet mangler nysgerrighed og er meget stille af sig. Et eksempel på symptomer på alvorlig udviklingshæmning kan være, at indvidet opfører sig som et lille barn – hele livet.

 

 

Om at arbejde med udviklingshæmning

 

Der findes ingen decideret kur eller specifik behandlingsmulighed for udviklingshæmning. De mest udbredte behandlingsteknikker er støtte, undervisning og træning.

 

Det primære mål med behandlingen af udviklingshæmmede er, at udvikle individets potentiale til fulde. Allerede som spædbørn kan udviklingshæmmede påbegynde specialundervisning og særlig træning.

 

Et led i behandlingen af udviklingshæmning er desuden diagnosticering og behandling af øvrige sygdomme eller lidelser, patienten måtte have.

 

Forældre kan med fordel søge støtte og erfaringsudveksle med andre forældre i en lignende situation. Mange forældre lærer at sætte pris på den unikke personlighed og det anderledes perspektiv, der kommer fra deres barn med udviklingshæmning.

 

Søskende til udviklingshæmmede kan komme i støttegrupper, hvor man med støtte fra en terapeut og andre i lignende situationer kan blive guidet og få emotionel støtte i en relation, som kan være svær at navigere i.

 

Komplikationer

 

Komplikationerne ved udviklingshæmning kan variere meget og kan inkludere:

 

• Manglende evne til at tage vare på sig selv
• Manglende eller nedsat evne til at interagere med andre mennesker
• Social isolering

 

Hvornår bør man opsøge læge?

 

Opsøg læge hvis:

 

• Du er bekymret for dit barns udvikling
• Du lægger mærke til at dit barns motoriske evner ikke udvikler sig normalt
• Dit barn hart andre lidelser eller sygdomme der kræver behandling

 

 

Kan udviklingshæmning forebygges?

 

Der findes en række forholdsregler man kan tage, hvis man vil at ens barn bliver udviklingshæmmet:

 

• Udsættelse for giftstoffer: Under graviditeten er det afgørende, at man ikke indtager substanser såsom alkohol, narkotika og visse medicintyper, idet disse kan medvirke til udviklingshæmning. For nogle vil det altså være en nødvendighed, at omlægge sin livsstil inden man bliver gravid. Miljømæssig eksponering for bly, kviksølv og andre giftstoffer kan ligeledes medføre udviklingshæmning.

 

• Infektioner: Forebyggelse af røde hunde (kongenit rubella syndrom) er sandsynligvis et af de bedste eksempler på en måde at forebygge udviklingshæmning. Konstant årvågenhed og påpasselighed – som f.eks. ved at undgå eksponering for katteafføring (der kan medføre toxoplasmoseunder graviditet) kan hjælpe til at mindske udviklingshæmningen, der kan følge med røde hunde.Mæslinger er en meget smitsom børnesygdom, der også kan medføre udviklingshæmning. For at undgå udviklingshæmning  bør både gravide mødre, spædbørn og småbørn derfor være påpasselige med eksponering for børn med mæslinger. I Danmark gives en MFR-vaccination (mod mæslinger, fåresyge og røde hunde) over 2 omgange; 1 gang når barnet er 15 måneder og 1 gang når barnet er 4 år.