Pletblødninger
Om pletblødninger
For supplerende om pletblødning henvises til artiklerne: blødning fra skeden, blødning ved samleje
Hvad er pletblødninger?
Pletblødninger er mindre blødninger, der typisk vises i trusserne eller på sengetøjet i form af små pletter (deraf navnet!). På fagsprog kaldes pletblødninger metroragi.
Det er ikke altid muligt at finde en specifik årsag til pletblødninger, men de er som oftest forbundet med graviditet.
Det bør nævnes, at pletblødninger i langt de fleste tilfælde ikke er tegn på noget specielt, og at man derfor ikke bør bekymre sig. I nogle tilfælde kan pletblødninger dog være symptomer på en sygdom el.lign., og man bør derfor altid være opmærksom herpå.
Pletblødninger uden for graviditet
Pletblødninger behøver ikke være forbundet med graviditet – selvom de som oftest er det. Der kan være flere forskellige årsager til pletblødning uden for graviditeten. En typisk årsag er infektioner som f.eks. kønssygdomme (klamydia, herpes osv.). Herudover kan denne type pletblødninger generelt opdeles i to kategorier:
Pletblødning i forbindelse med samleje
Pletblødning under- og efter samleje er typisk forbundet med en sygdom eller tilstand, og det tilrådes at man opsøger læge eller en gynækolog mhb. på at blive undersøgt. Pletblødningerne ved samleje kan skyldes flere ting, blandt dem kan nævnes:
- Dysplasi – dvs. celleforandringer i livmoderhalsen
- Læsioner (sår) på livmoderhalsen
- Kræft på livmoderhalsen
Pletblødning i tidsrummet mellem menstruationerne
Pletbødning i tidsrummet mellem menstruationerne hænger typisk sammen med en tilstand i livmoderen, livmoderhalsen eller på æggestokkene. Typisk vil der være tale om mindre alvorlige tilstande som f.eks. ovariecyster og vandcyster eller infektioner som f.eks. underlivsbetændelse.
Der dog altid en fare for, at det er svær dysplasi (et forstadie til livmoderhalskræft), eller at det rent faktisk er livmoderhalskræft (invasivt karsinom). Der er også en chance for at det er æggestokkræft.
Pletblødning kan også være relateret til hormonforstyrrelser eller hormonbehandling.
Pletblødning uden for graviditeten kan også opstå i forbindelse med, at man har gennemgået en såkaldt “smear”-prøve, som er en celleprøve, man bruger til at undersøge livmoderhalsen for kræft, vandcyster og lignende.
Pletblødninger under graviditet
Hvis man oplever pletblødninger under graviditeten bør man straks kontakte lægen. Selvom det viser sig, at pletblødningen har årsager af mindre betydning, er det vigtigt at være sikker, idet det kan være symptom på noget alvorligt.
Hvad din læge eller behandler vælger at gøre i den pågældende situation, kan være forskelligt og individuelt. Typisk vil man skulle gennemgå fysiske undersøgelser, ultralyd samt blodprøver for at sikre, at babyen har det godt samt for at udelukke samtlige komplikationer.
Hvis pletblødningen ikke stopper, men decideret bløder (se forskellen på blødning og pletblødning) og man ikke kan få kontakt til lægen, skal man tage på hospitalet.
Årsager til pletblødning under graviditet
Sex
Mere blod flyder til livmoderhalsen under graviditet, så det er ikke unaturligt eller unormalt at pletbløde under- eller efter samleje. Polypper på livmoderhalsen kan også medføre pletblødninger.
Undersøgelse af underlivet eller smear
Hvis du har gennemgået en underlivsundersøgelse eller en “smear”-prøve (celleprøve), vil der typisk forekomme pletblødning efterfølgende.
Tegn på graviditet
Meget tidligt i graviditeten – måske endda inden man selv er klar over, at man er gravid – kan pletblødning optræde.
Abort
Pletblødning kan være et tegn på abort. Dette især hvis man samtidig oplever mavekramper eller mavesmerter.
Næsten 25% af gravide kvinder pletbløder, og ca. halvdelen af dem aborterer. Chancerne er dog over 90% for, at graviditeten fuldføres, hvis ultralydsscanningen mellem uge 7 og uge 11 viser en normal hjerterytme hos fostret.
Infektioner
Ligesom at infektioner kan opstå uden for graviditeten, kan de opstå under graviditeten. Vaginale infektioner (som f.eks. skedesvamp eller bakteriel vaginose) eller seksuelt overførte infektioner (som f.eks. klamydia, herpes) kan medføre betændelse eller irritation på livmoderhalsen.
2. og 3. trimester
I 2. og 3. trimester pletblødning være et tegn på:
- Moderkagen løsrives fra livmoderen (placenta previa eller placenta abrution)
- En sen abort (mellem 13 uger og midtvejs i graviditeten)
- For tidlig fødsel (midtvejs til uge 37)
Efter uge 37 skyldes pletblødning som regel, at livmoderhalsen klargøres til fødslen.
Forskellen på blødning og pletblødning
Forskellen på en regulær blødning og en pletblødning er mængden af blod og blodets farve.
- Mængde:Ved pletblødninger er det i reglen en meget lille mængde blod der tabes, og der tabes normalt kun blod en eller et par gange.
Ved en blødning er det typisk en større mængde, der kommer i en strøm, dvs. det stopper ikke med bløde umiddelbart – ligesom man kender det fra et sår, hvor der skal plaster på for at stoppe blødningen.
- Farve:Ved pletblødninger kan blodets farve variere fra en lys – næsten lyserød – farve over rød til en brun farve (samme farve som størknet blod).
Ved blødning (hos raske mennesker) har blodet altid den samme velkendte dybrøde farve.
Relevante artikler: celleforandringer i livmoderhalsen, celleforandringer i underlivet keglesnit, ufrivillig abort
-
Celleforandringer i underlivet
Celleforandringer i underlivet er en tilstand, der hyppigst forekommer...
Blodforgiftning
Blodforgiftning kaldes også "sepsis" på fagsprog og stammer fra en infektion...
Tandimplantater
Et tandimplantat er en lille rod af metal, der fæstnes i kæbebenet...
Gurkemeje
Gurkemeje kommer fra en rodplante, der vokser i det Asien og...
