Hulfod

Her ses hulfod hos en patient med Charcot-Marie-Tooth sygdom

(Klik på billedet for større version)

Hulfod kaldes på fagsprog pes cavus og er en tilstand, hvor fodens hvælving (svangbue) er usædvanlig høj eller “hul” – deraf navnet hulfod.

På grund af denne ekstra høje hvælving fordeles vægten anderledes på foden end normalt; i stedet for at være fordelt ud på hele foden, ligger størstedelen af vægten på fodballen og hælen, når man står op eller går. Det er denne fejlbelastning af foden, der medfører symptomerne.

Hulfod er en relativt sjælden sygdom, der kan udvikles i alle aldre og kan ramme begge fødder (på samme tid såvel som uafhængigt af hinanden).

I mange tilfælde er det svært at finde årsagen til pes cavus, som er den medicinske betegnelse for hulfod – især hos børn. Tilstanden forårsages imidlertid ofte af neurologiske lidelser eller andre sygdomme såsom:

• Cerebral parese (en spastisk lammelse)
• Klumpfod (misdannelse hos nyfødte)
• Charcot-Marie-Tooth sygdom (CMT)
• Diskusprolaps (prolapsus disci intervertebralis)
• Spina bifida (inklusiv rygmarvsbrok)
• Polio (også kaldet børnelammelse)
• Muskelsvind (en neuromuskulær sygdom)
• Apopleksi (slagtilfælde)

Hvis hulfoden skyldes en neurologisk lidelse eller en anden helbredsmæssig tilstand, vil hulfoden typisk forværres efterhånden som den underliggende tilstand skrider frem.

Hvis hulfoden ikke skyldes neurologiske lidelser eller lignende tilstande, vil tilstanden typisk forblive som den er og derfor ikke forværres med tiden.

I nogle tilfælde kan fodlidelsen desuden skyldes iltmangel ved fødslen, hvilket næsten altid medfører en eller anden form spasticitet, der netop kan være årsagen til hulfod. I andre tilfælde kan hulfod skyldes en arvelig abnormalitet i fodens struktur.

Når man står oprejst, fremstår hvælvingen i foden relativt høj – dette er det primære symptom. De øvrige symptomer er præget af smerter og ustabilitet i foden.

Det er imidlertid ikke alle mennsker, der oplever symptomer; dette gælder især hvis man har arvet tilstanden. Det estimeres at ca. 20% af alle hulfod-patienter aldrig oplever alvorlige symptomer og at de resterende 80% regelmæssigt oplever disse.

Herudover kan et eller flere af følgende symptomer være til stede:

• Hammertå
• Nedsunken forfod
• Stram achillessene
• Hård hud eller ligtorne på fodballen, siden af foden eller hælen
• Smerte i foden når man går eller står op
• Slidgigt i mellemfoden
• En ustabil fod som skyldes at hælen drejer indad, hvilket kan føre til vrid og endda  forstuvning af anklen

Nogle mennesker med hulfod får desuden en såkaldt dropfod, hvilket er en svækkelse eller lammelse af musklerne i foden og anklen, der resulterer i, at foden hænger  og at man derfor trækker foden efter sig ved gang. Dropfod er almindeligvis et symptom på en underliggende neurologisk lidelse.

Der er visse tegn på hulfod, som ofte kan anvendes til at give et peg i retning af tilstanden – forud for lægekonsultation – som f.eks.:

• Patienten selv eller pårørende lægger mærke til den påfaldende høje hvælving i foden

• Patienten har svært ved at finde fodtøj der passer

• Patientens barfodede fodspor ser anderledes ud end normale fodspor – der er typisk ingen sammenhæng mellem fodens forreste- og bageste del (som det ellers er tilfældet ved almindelige fodspor)

Hos lægen kan følgende undersøgelser anvendes til at stille en diagnose:

• Patientens sygdomshistorik
• En fysisk undersøgelse af foden
• Test af fodens styrke
• Test af patientens gangart og koordinationsevne
• Røntgenundersøgelse

I nogle tilfælde vil lægen også kigge på slidmønstret på patientens sko, der kan fortælle noget om gangart og dermed fodens struktur.

Det er vigtigt at stille en korrekt diagnose, fordi den underliggende årsag i høj grad afgør behandlingsforløbet og den fremtidige livssituation for patienten.

Følgende behandlingsmuligheder kan være aktuelle ved hulfod:

• Ortopædiske hjælpemidler til indlæg i skoen
• Specielle sko (med stive såler og hælkapper)
• Bandagering
• Fysioterapi
• Operation

Almindeligvis vil operation være sidste udvej – dvs. at man som udgangspunkt først prøver at behandle hulfoden vha. de ikke-invasive behandlingsmetoder; hvis disse ikke medfører tilfredsstillende resultater, kan operation komme på tale.

Relaterede artikler: platfod, dropfod