Autisme er en kompleks neuroudviklingsforstyrrelse, og der findes ikke én enkelt årsag, der forklarer, hvorfor nogle mennesker udvikler autismespektrumforstyrrelse (ASF). Forskningen peger i stedet på, at lidelsen opstår gennem et samspil mellem genetiske, biologiske og miljømæssige faktorer, der påvirker hjernens udvikling tidligt i livet.
Autisme er således ikke et resultat af dårlig opdragelse, sociale forhold eller traumer – det er en medfødt neurologisk forskel, som påvirker måden, hjernen bearbejder information og sanseindtryk på.
Genetiske faktorer
Genetik spiller en central rolle i udviklingen af autisme. Studier har vist, at arvelighed udgør en betydelig del af risikoen – tvillinge- og familieundersøgelser viser, at hvis ét barn i en familie har autisme, er sandsynligheden forhøjet for, at søskende også har træk inden for spektret.
Forskere har identificeret en række gener, der er forbundet med hjernens udvikling, kommunikation mellem nerveceller og dannelsen af synapser. Mutationer eller variationer i disse gener kan øge sårbarheden for autisme, men ingen enkelt genændring forklarer lidelsen alene. I stedet menes mange små genetiske variationer at bidrage samlet til risikoen.
Derudover kan såkaldte de novo-mutationer – nye genetiske ændringer, der opstår spontant i sædcellen eller ægget – også spille en rolle. Dette forklarer, hvorfor autisme nogle gange optræder i familier uden tidligere tilfælde.
Biologiske og neurobiologiske faktorer
Ud over genetikken viser forskning, at biologiske forskelle i hjernen kan påvirke udviklingen af autisme. Billeddannelsesteknikker har vist, at der hos mange personer med ASF ses forskelle i:
-
Hjernens struktur og forbindelse mellem forskellige områder, især dem, der regulerer kommunikation, følelsesbearbejdning og social forståelse
-
Hjernens væksttempo, hvor nogle børn med autisme i tidlig barndom viser hurtigere vækst af visse hjerneområder
-
Signalstoffer i hjernen, især serotonin, dopamin og GABA, som er involveret i følelsesregulering og sensorisk bearbejdning
Disse forskelle betyder, at hjernen bearbejder information på en anderledes måde, hvilket kan forklare mange af de karakteristiske træk ved autisme – som sansefølsomhed, behov for rutiner og vanskeligheder med social kommunikation.
Der er også indikationer på, at visse prænatal biologiske påvirkninger – som betændelsestilstande, hormonelle ubalancer eller iltmangel under graviditeten – kan påvirke hjernens udvikling og øge risikoen for ASF. Disse faktorer er dog sjældent årsag alene, men kan interagere med genetisk sårbarhed.
Miljømæssige og prænatalle påvirkninger
Miljømæssige faktorer kan bidrage til udviklingen af autisme, men de spiller typisk en modulerende rolle snarere end en direkte årsag. Det betyder, at de kan øge eller mindske risikoen hos personer, der allerede har genetisk disposition.
Eksempler på kendte risikofaktorer omfatter:
-
Avanceret forældrealders (både hos mor og far) på tidspunktet for undfangelse
-
Lav fødselsvægt eller for tidlig fødsel
-
Eksponering for visse miljøpåvirkninger under graviditeten, fx luftforurening eller visse medicinske stoffer
-
Prænatal infektion hos moderen, som røde hunde eller cytomegalovirus
-
Komplikationer ved fødslen, der medfører midlertidig iltmangel hos barnet
Disse faktorer skal forstås som mulige bidrag til risiko – ikke som direkte årsager. Autisme kan udvikles både hos børn, der har været udsat for disse påvirkninger, og hos børn, der ikke har.
Det er vigtigt at understrege, at vacciner ikke forårsager autisme. Denne myte stammer fra en nu tilbagetrukket og videnskabeligt miskrediteret artikel fra 1990’erne. Verdenssundhedsorganisationen og andre store forskningsinstitutioner har fastslået, at der ingen sammenhæng er mellem vaccinationer og autisme.
Samspillet mellem gener og miljø
De fleste eksperter er enige om, at autisme opstår gennem et komplekst samspil mellem genetiske dispositioner og miljømæssige påvirkninger tidligt i udviklingen. Generne kan bestemme, hvor følsom hjernen er over for ydre påvirkninger, mens miljøet kan udløse eller forstærke visse processer i hjernens modning.
Et barn med genetisk sårbarhed kan således reagere stærkere på stress, infektion eller hormonelle ændringer under graviditeten end et barn uden denne disposition. Denne forståelse understøtter det moderne syn på autisme som et neurobiologisk udviklingsmæssigt kontinuum frem for en enkeltstående sygdom.
Risikofaktorer – kort opsummeret
Forskning har peget på en række faktorer, der kan øge sandsynligheden for at udvikle autisme:
-
Arvelige genetiske variationer eller mutationer
-
Nye genetiske ændringer (de novo-mutationer)
-
Biologiske forskelle i hjernens struktur og signalstoffer
-
Avanceret forældrealders ved undfangelse
-
Prænatal infektion eller betændelsestilstand
-
For tidlig fødsel eller lav fødselsvægt
-
Eksponering for miljøgifte eller luftforurening under graviditeten
Det er vigtigt at huske, at ingen enkelt faktor kan forudsige, om et barn udvikler autisme. Mange børn med flere risikofaktorer udvikler sig helt typisk, mens andre får ASF uden nogen kendte risikofaktorer.
Et helhedsorienteret perspektiv
Autisme forstås i dag som en naturlig del af menneskelig variation, hvor genetiske og biologiske forskelle former hjernens udvikling og funktion. At kende til årsagerne og risikofaktorerne hjælper ikke blot forskningen – det bidrager også til en mere nuanceret og empatisk forståelse af, hvad autisme er.
Fokus ligger derfor på tidlig identifikation, støtte og inklusion frem for at lede efter “skyld” eller “fejl”. Ved at forstå de underliggende mekanismer kan samfundet bedre skabe rammer, hvor autistiske personer kan trives, udvikle sig og udnytte deres særlige styrker.
Læs videre i næste artikel om behandling og støtte ved autisme for at få indsigt i de mest anvendte terapiformer og pædagogiske strategier. Tag evt. vores test for autisme her.
