Hundegalskab (rabies)

Hundegalskab er en fatal virus, der spredes fra dyr til mennesker – på billedet ses en hund med hundegalskab

(Klik på billedet for større version)

Hundegalskab kaldes også rabies og er en dødelig virus, der kan kategoriseres som en såkaldt zoonose – dvs. en sygdom, der spredes fra dyr til mennesker.

Hundegalskab  spredes til mennesker via spyt fra inficerede dyr. I de fleste tilfælde overføres virussen via bid. Ca. 15-20% af alle rabies-inficerede dyrebid resulterer i smitte med hundegalskab.

Der findes 2 typer rabies:

• Paralytisk rabies (dummy-rabies)
• Furious-rabies

Paralytisk rabies er mindre dramatiks end furious-rabies

I Danmark er det praktisk talt kun flagermus, der er inficerede af rabies. Når sygdommen kommer fra flagermus indenfor Europa kaldes den European Bat Lyssa Virus (EBLV). I andre lande kan der være langt flere grupper af dyr, der har hundegalskab.

Når først et menneske udviser symptomer på hundegalskab, er sygdommen næsten altid dødelig (under 10 dokumenterede tilfælde indtil år 2011 på verdensplan).

Derfor er det vigtigt, at man vaccineres mod rabies, hvis man skal arbejde med dyr, der potentielt kan have sygdommen. Det samme gælder hvis man skal på ferie i bestemte lande.

• Hundegalskab forekommer i mere end 150 lande
• Rabies er til stede på alle kontinenter undtagen antarktis (sydpolen)
• På verdensplan dør over 55.000 mennesker af hundegalskab hvert år
• 95 % af alle dødsfald forekommer i Asien og Afrika. Indien, Kina og Congo topper listen over de lande med flest tilfælde. Indien ligger i top på grund af det store antal af vilde hunde.
• I Europa er der enten få eller ingen tilfælde af rabbies årligt. I de få tilfælde der registreres er folk både blevet smittet i Europa eller på rejser uden for Europa. Klassisk hundegalskab eksisterer fortsat i nogen grad i Østeuropa, mens det i Vesteuropa primært er den såkaldte European Bat Lyssavirus (EBLV), der er tilbage.
• 40% af de mennesker der bides af dyr med hundegalskab er børn under 15 år
• Hunde er årsag til 99% af alle menneskelige rabies-relaterede dødsfald
• Sårrensning og immunisering i timerne efter kontakt med et dyr der har hundegalskab, kan forebygge hundegalskabens udbrud (og død)
• I 2010 døde omkring 26.000 mennesker af hundegalskab. Det er en nedgang fra 54.000 i 1990.
  Kilde: WHO

Hundegalskab medfører ingen symptomer før sent i sygdomsforløbet – typisk kun et par dage før døden før døden indtræffer. Symptomerne på hundegalskab varierer alt efter, hvilken form for hundegalskab man har.

I mange tilfælde minder symptomerne på hundegalskab om symptomerne på influenza. Varigheden er typisk et par dage, hvorefter døden indtræffer.

Der findes 2 typer hundegalskab: furios og paralytisk rabies.

Nedenstående findes en oversigt over de generelle symptomer samt symptomerne på hhv. furios og paralytisk rabies.

• Prikken eller kilden
• Feber
• Øget tåre- og spytproduktion
• Generel ubehag
• Svaghed
• Hovedpine
• Opkast
• Forvirring
• Brændende fornemmelser (typisk omkring såret)
• Smerter omkring såret
• Nedsat appetit
• Kløende fornemmelser omkring såret
• Træthed
• Hallucinationer
• Irritabilitet, oprevethed eller ophidelse
• Angst eller ekstrem frygt
• Synkebesvær (dysfagi)
• Delvis lammelse
• Savlen eller overdreven produktion af spyt eller mundvand
• Delir (delirium)
• Søvnbesvær eller decideret søvnløshed
• Kramper og spasmer – typisk i munden, tungen og svælget (senere i sygdomsforløbet)

• Hyperaktivitet
• Oprevethed eller opstemt adfærd
• Frygt for vand (hydrofobi)
• Frygt for luft (aerofobi)
• Døden indtræffer efter et par dage

• Musklerne lammes gradvist med udgangspunkt i bidestedet/såret
• Koma udvikles langsomt med døden som følge

Inkubationsperioden for hundegalskab er normalt 1-3 måneder, men kan vare helt op til 1 år.

Opsøg straks læge hvis du er blevet bidt af et dyr. Husk på at hundegalskab er et helbredsmæssigt nødstilfælde, og at beslutninger omkring behandling af sygdommen derfor ikke skal udsættes eller træffes sent.

Selvom du ikke er sikker på at du er blevet bidt, bør du opsøge læge. Et eksempel kan være en flagermus, der flyver ind i dit soveværelse og bider dig – uden at du vågner heraf. Hvis der er en flagermus i dit soveværelse, når du står op, bør du antage at du er blevet bidt og derfor opsøge læge.

Det samme gælder, hvis du finder en flagermus i værelse, hvor der befinder sig en person, der ikke kan rapportere herom – som f.eks. babyer, syge personer, ældre osv.

På grundlag af dine skader og omstændighederne hvorunder dyrebiddet forekom, vil lægen vurdere om behandling mod hundegalskab er nødvendig.

I Danmark og de fleste andre i-lande foregår diagnosticeringen vha. en vævsprøve, der sendes til analyse på et laboratorium.

I u-lande stilles diagnosen typisk på baggrund af patientens beskrivelse af dyrebiddet samt karakteristika for hundegalskaben.

Faktorer, der kan øge risikoen for at man smittes med hundegalskab, kan være:

• At rejse eller leve i u-lande, hvor hundegalskab er mere udbredt og almindeligt
• Aktiviteter der involverer mulighed for kontakt med vilde dyr som f.eks. camping, udforskning af huler (pga. flagermus) osv.
• At arbejde i et laboratorie hvor rabies-virus er til stede

Hundegalskab skyldes rabies-virus. Virussen spredes via spyttet fra inficerede dyr. De inficerede dyr spreder spyt og virus ved bid. Dyr der har hundegalskab, har muligvis en tendens til at bide, hvilket netop øger sandsynligheden for smitte.

I sjældne tilfælde kan hundegalskab spredes ved at inficeret spyt kommer i kontakt med åbne sår. I andre (sjældne) tilfælde kan hundegalskab indføres via slimhinderne i f.eks. øjnene eller munden. Disse tilfælde kan f.eks. forekomme, hvis et inficeret dyr slikker en person i øjet, munden eller på et åbent sår.

Rabies-virus angriber nervesystemet og nedbryder vævet i hjernen. Virussen spreder sig desuden til kroppens slimhinder, spytkirtler og hud.

Alle pattedyr kan bære- og sprede hundegalskab. De dyr der – på globalt plan – har størst sandsynlighed for at smitte mennesker med hundegalskab er:

Man har aldrig registreret et tilfælde, hvor et menneske har spredt hundegalskab til et andet menneske. I sjældne tilfælde er hundegalskab dog blevet overført mennesker imellem i forbindelse organtransplantation.

Der findes ingen specifik behandling for hundegalskab. Selvom der findes et fåtal af mennesker, der har overlevet hundegalskab, er sygdommen almindeligvis dødelig.

Hurtig behandling er nøglen til behandling af hundegalskab. Hvis man bides af et dyr der har – eller kan have hundegalskab – bør man straks vaske såret med vand (og evt. sæbe) og opsøge professionel behandling så hurtigt som muligt.

Den eneste reelle mulighed for behandling er en række injektioner, der kan hjælpe til at holde infektionen nede. Herudover er sårpleje en del af behandlingsforløbet.

Du kan mindske risikoen for at komme i kontakt med hundegalskab ved at:

• Undgå fritgående dyr (især i u-lande)
• Få en rabies-vaccine (særligt hvis man er i risikozonen for hundegalskab)
• Undlade at samle dyr op (især syge dyr)
• Vaccinere dine husdyr
• Hold øje med dine husdyr
• Beskyt dine hysdyr mod vilde dyr
• Hold afstand til vilde dyr
• Hold flagermus ude af hjemmet (vha. jævnlig renovering, reparation og tilsyn)
• Vær opmærksom på risikoen for hundegalskab ved ophold i udlandet